Indfrielsesgebyrer.
| Sagsnummer: | 20202013/2002 |
| Dato: | 08-07-2002 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler pedersen, Grit Munk, Jeanette Werner, per Englyst, Søren Møller-Damgaard |
| Klageemne: |
Indfrielse - gebyr
|
| Ledetekst: | Indfrielsesgebyrer. |
| Indklagede: | Nykredit Realkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Klageren optog ultimo 2001 et tilpasningslån F3 i euro hos det indklagede realkreditinstitut. I såvel lånetilbudet som pantebrevet var der henvist til instituttets almindelige forretningsbestemmelser for udlån. Pantebrevet indeholdt derudover en henvisning til, at instituttets til enhver tid gældende vedtægter og lånevilkår var gældende for lånet. Endelig fremgik det af pantebrevet, at der ved indfrielse skulle betales gebyrer.
Instituttets vedtægter indeholder en bemyndigelse til for instituttets bestyrelse at fastsætte gebyrer, og instituttets ”Almindelige forretningsbestemmelser for udlån” indeholder en overordnet beskrivelse af vilkårene for ekstraordinær indfrielse, herunder oplysninger om, at der skal betales gebyrer ved indfrielse. Af instituttets prisblad for lån i euro for private fremgår det, at gebyret for et indfrielsestilbud udgør 30 euro og for indfrielsesekspeditionen 70 euro pr. lån. Klageren indbetalte i januar et ekstraordinært afdrag på tilpasningslånet og betalte i den forbindelse et gebyr på 30 euro for indfrielsestilbudet og et gebyr på 70 euro for indfrielsesekspeditionen.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne kræve et gebyr på 100 euro for ekstraordinær indfrielse. Instituttet påstod frifindelse.
Til brug for Nævnet indhentede Sekretariatet oplysninger om de indfrielsesgebyrer, som blev opkrævet af de øvrige institutter ultimo april 2002. Oplysningerne viste, at gebyrerne var på stort set samme niveau som de af det indklagede institut opkrævede.
Nævnet fandt, at der var den fornødne hjemmel for instituttet til at kræve gebyrer i forbindelse med indfrielse. Ved vurderingen af rimeligheden af gebyrernes størrelse måtte der ifølge Nævnet tages udgangspunkt i, at de skulle dække det arbejde, der gennemsnitligt er forbundet med udfærdigelsen af et indfrielsestilbud og en indfrielsesekspedition. Det måtte ligeledes tillægges betydning, hvilke gebyrstørrelser der er sædvanlige på området. Nævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at et gebyr på 30 euro for en indfrielsesopgørelse og på 70 euro for en indfrielsesekspedition var åbenbart urimeligt. Nævnet frifandt derfor instituttet.