Spørgsmål om akkordaftale var indgået.
| Sagsnummer: | 39/2006 |
| Dato: | 04-05-2006 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Daugaard, Karen Frøsig, Lotte Aakjær Jensen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Akkord - indgåelse
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om akkordaftale var indgået. |
| Indklagede: | Handelsbanken |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens påstand om, at der mellem ham og indklagede er indgået en akkordaftale.
Sagens omstændigheder.
Klageren underskrev den 6. september 1999, henholdsvis den 30. december 1999, to kautionsdokumenter, hvorefter han som selvskyldnerkautionist indestod for opfyldelsen af to selskabers forpligtelser over for indklagede i henhold til to kassekreditter. Kautionsforpligtelserne var begrænset til en 1 mio. kr., henholdsvis 1.250.000 kr. Kautionsdokumenterne, hvis vilkår i øvrigt er enslydende, angiver begge, at indklagedes almindelig forretningsbetingelser for erhverv og almindelige bestemmelser for lån og kreditter til erhvervsmæssigt formål er gældende. Klageren ejede begge selskaber og stod for ledelsen af dem.
Indklagede gjorde kautionerne gældende over for klageren i maj 2001. Det ene selskab blev taget under konkursbehandling, og boet blev sluttet efter konkurslovens § 143 uden dividende, mens det andet selskab blev tvangsopløst.
Den 9. juli 2001 underskrev klageren et frivilligt forlig, hvorefter han erkendte at skylde indklagede 2.250.000 kr. i henhold til kautionsforpligtelserne vedrørende de to selskaber. Gælden skulle afvikles med en månedlig ydelse på 10.000 kr., hvor første ydelse forfaldt ved forligets underskrift og herefter månedligt fra den 1. august 2001.
Klageren betalte ikke ydelser i henhold til forliget.
Forliget blev den 20. august 2001 afløst af et nyt forlig med tilsvarende indhold som forliget af 9. juli 2001, men således at 1. månedlige ydelse skulle betales 1. september 2001.
Den 25. oktober 2001 underskrev klageren nyt forlig om gælden i henhold til kautionsforpligtelserne på 2.250.000 kr. I henhold til dette forlig skulle afviklingen ske med 10.000 kr. månedligt ske fra 1. november 2001, og således at ydelsen pr. 1. januar 2002 blev forhøjet til 17.000 kr. månedligt.
Indklagede har oplyst, at ingen af de indgåede forlig blev overholdt. Forligene angiver udtrykkeligt ikke at være omfattet af kreditaftaleloven.
Indklagede har oplyst, at der den 15. november 2001 blev betalt 42.685 kr., idet indklagede samtidig modtog et ejerpantebrev på 500.000 kr. med pant i klagerens ejendom.
Klageren har anført, at det i forbindelse med, at indklagede modtog ejerpantebrevet, blev aftalt, at indklagede skulle modtage 600.000 kr. på én gang eller 1 mio. i henhold til en afviklingsordning. Der var tale om en akkord. Indklagede har anført, at det blev drøftet at give klageren saldokvittering mod en engangsbetaling på 600.000 kr. eller 1 mio. kr. med månedlige afdrag på 50.000 kr.. Der blev imidlertid intet konkret aftalt, og klageren indbetalte ikke 600.000 kr. eller påbegyndte den drøftede afdragsordning.
Den 16. februar 2005 modtog indklagede 500.000 kr. vedrørende ejerpantebrevet. Indklagede fik umiddelbart efter lyst et udlæg på 525.000 kr. i klagerens ejendom. I forbindelse med et salg af ejendommen kvitterede indklagede udlægget mod betaling af 100.000 kr.
Klageren rettede efterfølgende henvendelse til indklagede med anmodning om at modtage saldokvittering, hvilket indklagede afslog.
Parternes påstande.
Klageren har den 9. februar 2006 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han er frigjort fra sine kautionsforpligtelser/de frivillige forlig.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han indgik aftale med en navngiven medarbejder hos indklagede om betingelserne for indfrielse af kautionsforpligtelserne.
Da han ikke kunne indfri kautionerne, blev det aftalt, at indklagede fik et ejerpantebrev på 500.000 kr. Senere blev det aftalt, at hele sagen kunne afregnes ved, at indklagede modtog 600.000 kr. på en gang, eller der blev indgået en afviklingsordning vedrørende 1 mio. kr.
I forbindelse med salget af hans ejendom modtog indklagede 500.000 kr. vedrørende ejerpantebrevet og yderligere 100.000 kr.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører kautioner for to gældsforhold oprindeligt stiftet af to selskaber, som klageren ejede og kontrollerede. Der var tale om erhvervsmæssig kaution.
Kautionerne blev afløst af et frivilligt forlig, der angiver ikke at være omfattet af kreditaftaleloven. På denne baggrund bør klagen afvises med henvisning til Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at der i 2002 var drøftelser med klageren om en akkord. Der blev imidlertid ikke indgået nogen skriftlig aftale.
Såfremt klageren havde den opfattelse, at en aftale var indgået, burde han have fået aftalen på skrift, særligt på baggrund af, at der i efteråret 2001 havde været etableret tre frivillige forlig, der alle var skriftlige. Det må i det hele taget anses usandsynligt, at en så betydende aftale ikke udformes skriftligt.
Såfremt drøftelserne i 2002 må anses som et tilbud om en akkord, må tilbuddet anses for bortfaldet, dels grundet bristende forudsætninger, dels grundet passivitet.
Indklagedes forudsætninger for at give klageren et tilbud om en akkord var begrundet i ønsket om en omgående indbetaling, alternativt over en kortere periode og dermed et samlet større beløb. Klageren har imidlertid ikke indfriet vilkårene i tilbuddet, hvorfor dette er bortfaldet.
Hertil kommer, at der gik ca. tre år fra 2002, hvor tilbuddet blev fremsat, og til 2005, hvor indklagede modtog indbetaling.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagerens kautionsforpligtelser blev påtaget for selskaber, som var ejet og ledet af klageren, og må derfor anses for erhvervsmæssige. Da selskaberne nu er ophørt, og da klagen alene angår spørgsmålet om, hvorvidt der efterfølgende er indgået en akkordaftale, findes klagen at kunne sidestilles med en klage vedrørende et privat kundeforhold, jf. vedtægternes § 2, stk. 2, 2. pkt. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.
Det må lægges til grund, at parterne i 2002 drøftede en akkord vedrørende klagerens gæld på 2.250.000 kr. eksklusive renter, men Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede i denne forbindelse på bindende måde accepterede, at gælden kunne afvikles enten mod betaling af et éngangsbeløb på 600.000 kr. eller mod afdragsvis afvikling af 1.000.000 kr. Det bemærkes herved, at en sådan aftale naturligt måtte forudsætte, at der blev fastlagt visse frister for betaling.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.