Afgørelse

Stiftelsesprovision - rådgiveransvar

Klagerne solgte i februar 1994 deres ejendom. I h.t. købsaftalen skulle deres pengeinstitut hjemtage et kontantlån. Der blev den 6. april 1994 indgået en afregnings- og fastrenteaftale med et med realkreditinstituttet koncernforbundet pengeinstitut. Iflg. aftalen, som blev underskrevet af klagerne, skulle lånet optages i købers navn og for købers regning, og sælger skulle betale bl.a. stiftelsesprovision på 15.000 kr. Beløbet blev betalt ved lånets udbetaling den 10. maj 1994. I januar 1995 bad klagerne pengeinstituttet om godtgørelse af 7.500 kr. af stiftelsesprovisionen, idet de havde erfaret, at stiftelsesprovisionen den 2. maj 1994 var ændret til 0,5 pct. af hovedstolen. Klagerne var overraskede over ikke dels at have fået lånet til den nye sats dels at være informeret om denne. Pengeinstituttet redegjorde for valget mellem gammel og ny prismodel, som indebar lavere stiftelsesprovision, men højere løbende provision. Da den ny model gav øgede udgifter for debitor, kunne en nedsættelse ikke ske uden debitors accept. Pengeinstituttet henviste derfor klagerne til at aftale en eventuel ændring af stiftelsesprovisionen med køberen. Klagerne fandt, at pengeinstituttet havde en rådgivningsforpligtelse i forhold til dem og fastholdt forgæves kravet om godtgørelse af forskellen i stiftelsesprovision. På forespørgsel fra klagerne oplyste realkreditinstituttet i februar 1995, at pengeinstituttets afdelinger den 21. marts 1994 blev informeret om introduktion af den nye prismodel primo maj og samtidig modtog retningslinier for rådgivningen af låntagerne, at der først den 2. maj 1994 systemmæssigt kunne laves beregninger m.v. efter den nye model, og at der ikke var udsendt individuelle meddelelser låntagerne. Forbrugerombudsmanden fik forelagt sagen, men fandt ikke, at det efter markedsføringsloven kunne kritiseres, at instituttet ikke havde underrettet klagerne om muligheden for at vælge prismodel, idet valg mellem gammel og ny model først blev indført efter, at køberen havde accepteret lånetilbudet.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var forpligtet til at tilbagebetale dem stiftelsesprovision på 7.500 kr. Instituttet påstod principalt afvisning i henhold til nævnsvedtægternes § 2, stk. 2, subsidiært frifindelse.

Nævnet fandt, at der havde bestået et kontraktsforhold mellem klagerne og instituttet om lånehjemtagelsen, og at klagerne burde have været informeret om de to prismodeller, således at disse kunne have indgået i salgsforhandlingerne. Nævnet fandt det imidlertid ikke godtgjort, at køberen ved en sådan forhandling ville have accepteret den for klagerne gunstigste prismodel, og anså det derfor ikke for bevist, at instituttet ved at undlade at orientere om valgmuligheden med hensyn til provisionsberegning havde påført klagerne et tab. Nævnet frifandt derfor instituttet.
________________________________________________________________