Ved konkursbegæring.
| Sagsnummer: | 172/1990 |
| Dato: | 08-10-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Check - afvisning
|
| Ledetekst: | Ved konkursbegæring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 4. december 1989 indløste klageren i Den Danske Banks Skibby afdeling en til ham udstedt check på 12.776,60 kr. trukket på indklagedes erhvervsafdeling. Checken blev debiteret checkudsteders konto, en kassekredit, den 5. december 1989. Samme dag blev indklagede bekendt med, at checkudstederen havde indgivet konkursbegæring.
Den 6. december modtog indklagedes erhvervsafdeling bogføringsmaterialet for checkudsteders konto, hvoraf den omhandlede check fremgik. Indklagede meddelte herefter Den Danske Banks Skibby afdeling, at checken var afvist på grund af "manglende dækning".
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at man har været uberettiget til at afvise honorering af checken.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at det fremgår af kontoudskrift over checkudsteders konto, at checken er bogført den 5. december 1989 på et tidspunkt, hvor kassekredittens maksimum ikke var udnyttet, og checken må anses for honoreret af indklagede på tidspunktet for indklagedes faktiske bogføring af checken. Da checken alene er opført på bogføringsjournalen og ikke på overtræksjournalen og derfor efter almindelig praksis ikke ville blive underkastet prøvelse, bør bogføringstidspunktet lægges til grund dels for at forhindre manipulationer, og dels for at indklagede ikke ensindigt kan omgøre bogføringen og flytte risikoen for tab over på checkmodtager. Det af indklagede anførte, hvorefter det af kassekreditkontraktens pkt. 3 fremgår, at gælden er forfalden til betaling i tilfælde af kontohavers konkurs eller betalingsstandsning, kan ikke føre til, at indklagede er berettiget til at afvise betaling af checken, allerede fordi det aftale mæssige forhold mellem indklagede og kontohaver er et andet spørgsmål end spørgsmålet om indklagedes ret til overfor check indehaver at tilbageføre en check og afvise honorering. Derudover er checkudsteders konkurs ikke ensbetydende med manglende dækning.
Indklagede har anført, at det fremgår af checkreturneringsaftalen, at meddelelse om returnering af en check skal ske snarest muligt efter, at bogføringsmaterialet er modtaget i betrukne pengeinstitut, dog senest ved brev, der er poststemplet 2. ekspeditionsdag efter datoen for den beløbsmæssige clearing i Nationalbanken. Det fremgår endvidere af checkudsteders kassekreditkontrakt med indklagede, at indklagede er berettiget til - uanset eventuelt vedtaget opsigelsesvarsel - straks at betragte hele gælden som forfalden til betaling, såfremt debitor kommer under bobehandling eller betalingsstandsning. Den 5. december 1989 meddelte checkudstederen, et aktieselskab, at man havde indgivet konkursbegæring, og indklagede betragtede derfor hele gælden som forfalden til betaling i medfør af kreditkontraktens bestemmelser. Da bogføring af checken er sket via dokumentløs checkclearing, havde indklagede ikke mulighed for at konstatere indløsning af den udstedte check, før indklagede modtog bogføringsmaterialet for den 5. december 1988, hvilket skete den 6. december, samme dag som checken blev returneret. På baggrund heraf må checken anses som værende returneret rettidigt.
Ankenævnets bemærkninger:
Den maskinelle bogføring af checken den 5. december 1989 kan ikke betragtes som en honorering af checken. Indklagede havde først mulighed for at foretage en prøvelse af checken den 6. december, da afdelingen modtog bogføringsmaterialet, og da indklagede den 5. december havde modtaget meddelelse om, at checkudstederen havde indgivet konkursbegæring, må indklagedes afvisning af checken den 6. december anses for berettiget, uanset at checken ikke var optaget på overtræksjournalen.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.