Indsigelse mod kaution for lån, hvis provenu delvis blev anvendt til nedbringelse af overtrukket kassekredit.
| Sagsnummer: | 257 /1998 |
| Dato: | 24-02-1999 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Peter Nedergaard, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod kaution for lån, hvis provenu delvis blev anvendt til nedbringelse af overtrukket kassekredit. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører en af klageren afgivet kautionsforpligtelse på 100.000 kr., som klageren afgav i forbindelse med, at et lån med en restgæld på ca. 90.000 kr. blev forhøjet til 190.000 kr. Klagen vedrører spørgsmålet, om klageren er bundet fuldt ud af kautionsforpligtelsen under hensyn til omstændighederne ved dennes etablering.
Sagens omstændigheder.
Den 11. april 1995 underskrev klageren som selvskyldnerkautionist et gældsbrev på 190.000 kr. Ifølge gældsbrevet ydede indklagede en bekendt af klageren nævnte lån, idet der var tale om en forhøjelse på 100.049,97 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.500 kr., første gang 30. april 1995. Kautionsforpligtelsen var begrænset til 100.000 kr. Debitor stillede pant i form af et ejerpantebrev på 150.000 kr. i fast ejendom. Klageren underskrev samtidig særskilt kautionserklæring vedrørende kautionsforpligtelsen.
Låneprovenuet på 99.249,97 kr. overførtes samme dag til debitors lønmodtagerkredit, hvorved kredittens debetsaldo blev nedbragt fra 103.271,06 kr. til 4.021,09 kr. Kredittens maksimum var 45.000 kr. Ligeledes samme dag blev der på kreditten hævet 30.000 kr., som overførtes til debitors flexkonto, hvis saldo forinden var positiv.
Indklagede har oplyst, at der til debitors kassekredit havde været en overtræksbevilling på 50.000 kr. frem til 1. april 1995. Inden udløbet af overtræksbevillingen blev dennes afvikling drøftet med debitor. Debitor foreslog forhøjelse af det eksisterende lån yderligere sikret ved kaution fra klageren. Lånet kunne ikke underskrives inden den 1. april 1995, hvorfor dette først skete den 11. april 1995.
Indklagede har oplyst, at debitor afviklede kautionslånet regelmæssigt frem til november 1997.
Den 19. november 1997 blev der afholdt tvangsauktion over debitors ejendom. Indklagede havde ved skrivelse af 6. oktober 1997 orienteret klageren om auktionens afholdelse.
Ved skrivelse af 20. november 1997 orienterede indklagede klageren om, at man på tvangsauktionen den foregående dag havde overtaget debitors ejendom for et bud på 352.000 kr. Buddet gav indklagede dækning for 11.215,62 kr. af gælden på et pantebrev, som indklagede på auktionen opgjorde til 70.220 kr., og som havde prioritet umiddelbart forud for det ejerpantebrev, der lå til sikkerhed for kautionslånet. Klageren blev på denne baggrund anmodet om at indfri kautionen med 100.000 kr.
Indklagede har oplyst, at den overtagne ejendom blev videresolgt for 475.000 kr. Som følge af bl.a. tilbagebetaling af huslejedepositum til to lejere, liggeomkostninger samt videresalgsomkostninger medførte ejendomsbesiddelsen en nettoudgift på 2.697,02 kr.
Efter at indklagede gennem sin advokat havde korresponderet med klagerens advokat om betaling af kautionsbeløbet, anlagde indklagede ved stævning af 18. maj 1998 sag mod klageren med påstand om betaling af 100.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente. Sagen er af retten udsat på forelæggelse for Ankenævnet.
Parternes påstande.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende af indklagede, subsidiært at den kun udgør 30.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at kautionen blev afgivet for et misligholdt engagement. Af låneprovenuet på 100.000 kr. blev kun 30.000 kr. stillet til disposition for debitor, medens restbeløbet anvendtes til nedbringelse af tidligere stiftet gæld på kassekreditten. Forhøjelsen af kautionslånet kom ikke i stand efter et ønske fra debitor, der har oplyst, at omlægningen af engagementet var et krav fra indklagedes side. Han bestrider, at der på tidspunktet for overførslen af provenuet fra kautionslånet til kassekreditten var bevilget en trækningsmulighed ud over kredittens maksimum. Havde dette været tilfældet, ville det være fremgået af kontoudtog for kreditten. Debitor kunne således ikke i fuldt omfang disponere over låneprovenuet fra låneforhøjelsen. Hertil kommer, at kassekreditten på kautionstidspunktet reelt var misligholdt, idet maksimum var på 45.000 kr., medens saldoen var ca. 103.000 kr. (negativ).
Indklagede har anført, at debitor på kautionslånet i 1993 var blevet skilt og i denne forbindelse overtog parternes ejendom. Efter at der i december 1994 var gennemført en omprioritering af ejendommen, havde debitor i foråret 1995 behov for yderligere lån. Debitor havde da etableret egen forretning. Indklagede var villig til at yde det ønskede lån på 100.000 kr. mod sikkerhed for lånet i form af kaution. Debitor oplyste over for indklagede, at klageren var villig til at påtage sig kautionsforpligtelsen, hvilket indklagede accepterede, idet klageren havde et kundeforhold hos indklagede. Provenuet af låneforhøjelsen på knap 100.000 kr. indsattes på debitors kassekredit, hvorfra debitor kunne disponere over beløbet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved klagerens underskrivelse af kautionserklæringen vedrørende forhøjelsen af debitors lån til 190.000 kr., var debitors kassekredit misligholdt, idet den var overtrukket med ca. 58.000 kr. i forhold til det tilladte maksimum på 45.000 kr. Det kautionssikrede provenu fra låneforhøjelsen blev indsat på kassekreditten, således at den herefter udgjorde 4.021,09 kr. (negativ). Da kassekredittens maksimum som anført var på 45.000 kr., blev der således alene stillet 40.978,91 kr. til debitors rådighed. Det bemærkes herved, at ikke hele det nominelle lånebeløb 100.000 kr. blev indsat på kassekreditten, idet der påløb omkostninger på 750,03 kr.
Det er fast antaget i Ankenævnets praksis, at en kautionist i almindelighed må kunne forudsætte, at provenuet af et kautionssikret lån stilles til låntagers disposition, således at pengeinstituttet forud må underrette kautionisten, såfremt dette ikke er tilfældet.
Som sagen foreligger oplyst for Ankenævnet, lægges det til grund, at klageren ikke af indklagede blev gjort bekendt med, at kun de ovenfor nævnte 40.978,91 kr. af det provenu, der hidrørte fra den kautionssikrede låneforhøjelse, blev stillet til debitors disposition.
Ankenævnet finder herefter, at indklagede skal anerkende, at klagerens kautionsforpligtelse alene kan gøres gældende for så vidt angår 40.978,91 kr. plus omkostninger 750,03 kr. i alt 41.728,94 kr. med tillæg af procesrente heraf fra den 18. maj 1998.
Herefter
Indklagede skal anerkende, at klagerens kautionsforpligtelse alene kan gøres gældende for så vidt angår 41.728,94 kr. med tillæg af procesrente heraf fra den 18. maj 1998. Klagegebyret tilbagebetales klageren.