Alskyldserklæring, yderligere kredit svarende til pantet.
| Sagsnummer: | 574/1994 |
| Dato: | 31-05-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - stiftelse
Tredjemandspant - omfang |
| Ledetekst: | Alskyldserklæring, yderligere kredit svarende til pantet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 31. juli 1992 underskrev klageren en håndpantsætningserklæring, hvorefter nom. 110.000 kr. obligationer blev stillet til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som hendes søn og svigerdatter "nu har og senere måtte få over for [indklagede] hver for sig eller tilsammen ifølge alt mellemværende". Obligationerne lå i depot i klagerens pengeinstitut, hvortil håndpantsætningserklæringen og indklagedes rettighedsanmeldelse blev fremsendt og underskrevet af klageren.
Sønnens og svigerdatterens engagement med indklagede bestod af en kassekredit på 25.000 kr., der i juni 1992 var forøget med en overtrækstilladelse på 75.000 kr. gældende til 1. august 1992. Saldoen på kassekreditten var den 31. juli 1992 145.604,52 kr. (negativ). Ved kassekreditkontrakt af 3. august 1992 blev kassekreditten forhøjet til 200.000 kr.
Den 14. oktober 1993 blev kassekreditten omlagt til et fast lån på 324.000 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.000 kr. første gang den 1. december 1993.
I skrivelse af 21. februar 1994 til indklagede anførte klageren: "Da min søn og svigerdatter, for hvem jeg har kautioneret, har brudt kontakten med mig, håber jeg af denne vej at kunne få oplyst lånets løbetid for bedre at kunne disponere med hensyn til sikkerhedsdepotet." Klageren modtog ikke svar på henvendelsen.
Ved skrivelse af 19. august 1994 til klageren meddelte indklagede, at engagementet med sønnen og svigerdatteren var misligholdt, hvorfor der blev stillet krav om realisation af de pantsatte obligationer.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at pantsætningserklæringen er ugyldig.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun ved underskrivelsen af pantsætningserklæringen var af den opfattelse, at hun stillede sikkerhed for en gældspost af samme størrelse som sikkerheden, og at afvikling af gælden straks blev påbegyndt. Hun kunne efterfølgende konstatere, at sønnens og svigerdatterens kassekredit allerede var overtrukket på det tidspunkt, hvor pantsætningsaftalen blev underskrevet, og at der et par dage efter blev indgået en helt ny og meget større låneaftale. Hun kom herved reelt til at stille sikkerhed for penge, der allerede var brugt, hvilket indklagede var bekendt med. Senere har indklagede givet yderligere kredit og tilladt overtræk uden at informere hende. Da hun ikke fik svar på sin skrivelse af 21. februar 1994, tog hun telefonisk kontakt til indklagede, der afviste at informere om gældsforholdet trods hendes oplysning om, at hun var uden kontakt med sønnen.
Indklagede har anført, at sønnen og svigerdatteren i juni/juli måned 1992 ansøgte om en permanent forhøjelse af kassekreditten til 250.000 kr. Som betingelse herfor stillede afdelingen krav om sikkerhedsstillelse. Sønnen oplyste, at klageren var indstillet på at håndpantsætte en del af sin obligationsbeholdning til sikkerhed for engagementet, og afdelingen fremsendte håndpantsætningserklæring og rettighedsanmeldelse til klagerens pengeinstitut til underskrift. Da dokumenterne var modtaget retur i underskrevet stand og uden indsigelser, blev engagementet udvidet i henhold til den indgivne ansøgning, idet kassekreditten i overensstemmelse med debitorernes ønske i første omgang alene blev forhøjet til 200.000 kr., men i marts 1993 uden dokumentpåtegning yderligere til 245.000 kr. På foranledning af klagerens henvendelse i februar 1994 blev debitorerne anmodet om at besvare forespørgslen, idet de havde anmodet om, at forholdet til klageren forblev inden for de familiemæssige rammer. Det erkendes, at afdelingen burde have besvaret klagerens skrivelse, da det viste sig, at debitorerne ikke efterkom anmodningen. Klageren har ikke kontaktet indklagede i forbindelse med sikkerhedsstillelsen, og indklagede havde ikke pligt til at informere om engagementets efterfølgende udvikling.
Ankenævnets bemærkninger:
En tredjemand, der stiller pant til sikkerhed for den gæld, som til enhver tid måtte påhvile debitor over for et pengeinstitut, må i almindelighed kunne gå ud fra, at der i forbindelse med pantsætningen stilles yderligere kredit til rådighed for debitor af mindst samme størrelse som pantets værdi.
I det foreliggende tilfælde var kassekredittens saldo ca. 145.000 kr. på pantsætningstidspunktet. Kassekredittens maksimum blev i forbindelse med pantsætningen straks forhøjet til 200.000 kr. og i marts 1993 til 245.000 kr. Indklagede accepterede yderligere betydelige træk ud over dette maksimum, idet saldoen var ca. 320.000 kr., da kreditten i oktober 1993 blev omlagt til et fast lån.
Ankenævnet finder, at klageren under disse omstændigheder ikke kan gøre gældende, at indklagede har handlet i strid med den nævnte typeforudsætning. Der findes heller ikke at være oplyst andre omstændigheder, som kan medføre, at pantsætningen helt eller delvis er uforbindende for klageren.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.