Adgang til ændring af kontovilkår efter omdannelse til pengeinstitut. Fremgangsmåde og varsel ved meddelelse om ændring. Gebyr ved indløsning af "udenlandsk" check i DKK trukket på dansk bank.
| Sagsnummer: | 450 /1998 |
| Dato: | 18-05-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Ole Reinholdt, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Check - gebyr
Fusion - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Adgang til ændring af kontovilkår efter omdannelse til pengeinstitut. Fremgangsmåde og varsel ved meddelelse om ændring. Gebyr ved indløsning af "udenlandsk" check i DKK trukket på dansk bank. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
I august 1988 oprettede klageren hos statsvirksomheden Postgiro en sædvanlig postgirokonto. Postgiro blev i 1991 omdannet til Giro Bank A/S. I 1996 fusionerede GiroBank med Bikuben til det indklagede pengeinstitut. Klagen vedrører indklagedes adgang til ændringer af vilkår for kontoforhold etableret i Postgiro samt spørgsmålet om fremgangsmåde og varsel ved meddelelse om ændringer. Endvidere vedrører klagen et spørgsmål om indklagedes adgang til opkrævning af gebyr ved indløsning af en check udstedt i danske kroner af en udenlandsk bank, men trukket på en dansk bank.
Sagens omstændigheder.
I.
I august 1988 oprettede klageren en postgirokonto hos statsvirksomheden Postgiro.
Ved lov nr. 322 af 31. maj 1991 blev Postgiro omdannet til GiroBank A/S. De nærmere regler for Postgiros virksomhed indtil omdannelsen var senest fastsat ved bekendtgørelse nr. 555 af 13. august 1989. Af bekendtgørelsen fremgår:
"§ 4. Postgiro er berettiget til at ophæve en postgirokonto, hvis kontohaveren misbruger den, herunder overtræder de gældende regler for kontoens benyttelse.
Stk. 2. Postgiro er berettiget til at ophæve en postgirokonto, hvis kontoen ikke benyttes i 12 på hinanden følgende måneder.
Stk. 3. PT fastsætter nærmere regler for, under hvilke forudsætninger en kontohaver periodevis efter forudgående aftale kan overtrække sin postgirokonto.
.....
§ 8. PT fastsætter gebyrer, renter, rabatter og andre vilkår for de i § 1 angivne opgaver, herunder gebyrer og renter ved misbrug af postgirokonti. Bestemmelsen finder tillige anvendelse på særaftaler med enkelte kontohavere.
Stk. 2. Meddelelse om gebyrændringer m.v. fremsendes til postgirokontohavere og udleveres i øvrigt på alle posthuse samt i Postgiro.
.....
§ 11. Bliver bestemmelser vedrørende Postgiro ændret, gælder de nye bestemmelser tillige for de ved disses ikrafttræden bestående postgirokonti."
Af "Almindelige betingelser for benyttelse af privatgiro" fra 1988 fremgår:
"5. Hævning af kontoen.
En kontohaver kan til enhver tid hæve sin konto ved en skriftlig meddelelse til Postgiro.
Postgiro er berettiget til at ophæve kontoen i følgende tilfælde:
- ved kontohavers død - hvis kontohaveren misbruger kontoen - hvis kontoen ikke i løbet af 1 år har været benyttet.
.....
14. Ændring af bestemmelserne.
Bliver bestemmelserne vedrørende Postgiro ændret, gælder de nye bestemmelser også for de Privatgiro-konti, der allerede er oprettet."
Af bemærkningerne til det lovforslag, der dannede grundlag for Postgiros omdannelse til GiroBank (fremsat den 18. april 1991) fremgår bl.a.:
"Almindelige bemærkninger
.....
Udviklingen i de senere år har vist, at pengeinstitutterne i stigende omfang har bevæget sig ind på statsvirksomheden Postgiros traditionelle forretningsområde. For at bevare statsvirksomheden Postgiros konkurrenceevne og indtjening må der derfor ske en udvidelse af forretningsområdet, dels etableres organisatoriske rammer, som kan sikre, at virksomheden kan drives med den fornødne tilpasningsevne og på fuldt konkurrencedygtige og lige vilkår.
De nødvendige frihedsgrader og udviklingsmuligheder kan bedst tilvejebringes ved at omdanne Postgiro til et aktieselskab omfattet af bank- og sparekasselovgivningens bestemmelser.
.....
Det er ikke hensigten, at GiroBank A/S skal være et pengeinstitut som de eksisterende pengeinstitutter. Tværtimod er det hensigten at fastholde og udbygge Postgiros idegrundlag, d.v.s. varetagelsen af hurtig, enkel, sikker og billig betalingsformidling som det bærende forretningsområde og gradvis - og efter samme koncept - at udbygge forretningsområdet med en række enkle og billige standardpengeinstitutydelser f.eks. enkle opsparings- og udlånsordninger.
.....
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 2
......
Selskabet skal respektere alle vilkår i kontrakter, overenskomster, lejeaftaler m.v., som er indgået af statsvirksomheden ligesom selskabet indtræder i statsvirksomhedens kontraktlige rettigheder. Dette gælder også i relation til de eksisterende postgirokontohavere og til samarbejdsaftalen med Postvæsenet."
Af lov nr. 322 af 31. maj 1991 fremgår:
"§ 2. Kommunikationsministeren bemyndiges til ved stiftelsen af det i § 1 nævnte aktieselskab at indskyde den af statsvirksomheden Postgiro hidtil drevne virksomhed som betaling for de aktier, der tegnes efter § 1.
Stk. 2. Selskabet overtager samtlige aktiver og passiver i statsvirksomheden Postgiro.
Stk. 3. Selskabet indtræder i samtlige statsvirksomheden Postgiros rettigheder og forpligtelser.
....."
Den 19. februar 1996 blev GiroBank og Bikuben fusioneret til det indklagede pengeinstitut. Af indklagedes "Almindelige forretningsbetingelser for privatkunder", der var gældende fra fusionstidspunktet, fremgår:
".....
Gebyrer
[Indklagede] tager gebyr af kunden for serviceydelser, der udføres for kunden, og for at besvare spørgsmål fra offentlige myndigheder. Gebyrerne opkræves enten som et fast beløb for ydelsen eller som en procentsats eller en timesats i forhold til ydelsens omfang. Beregningsmetoderne kan kombineres. De almindelige gebyrer fremgår af en prisliste. Øvrige gebyrer oplyses på forespørgsel fra kunden. [Indklagede] kan til enhver tid uden varsel ændre og indføre gebyrer. De gebyrer, som kunden løbende betaler i bestående kontraktforhold, kan [indklagede] kun ændre med én måneds varsel ved brev, kontoudskrift eller annoncering i dagspressen.
[Indklagede] vil ved udlån i det omfang, det følger af kreditaftaleloven, give oplysning om gebyrændringer ved annoncering i dagspressen, samt når [indklagede] udsender det første kontoudskrift efter annoncering.
.....
Opsigelse
[Indklagede] og kunden kan til enhver tid bringe kundeforholdet til ophør uden varsel. ..... Ved opsigelse fra [indklagedes] side har kunden krav på en begrundelse.
.....
Ikrafttræden
Disse almindelige forretningsbetingelser gælder fra den 19. februar 1996. [Indklagede] kan ændre betingelserne med et varsel på 3 måneder ved brev eller annoncering i dagspressen."
Indtil 1. oktober 1997 kunne kunder hos indklagede med en girokonto via en kuvertordning gebyrfrit foretage betaling af 5 indbetalingskort pr. måned; ekspedition af yderligere indbetalingskort kostede 3 kr. pr. stk. Ved annoncer indrykket i Politiken, Berlingske Tidende, Jyllandsposten og Fyns Stiftstidende den 30. august 1997 meddelte indklagede, at man med virkning fra den 1. oktober 1997 ændrede gebyr for ekspedition af indbetalingskort således, at de 5 gratis indbetalingskort pr. måned bortfaldt, idet den aktuelle pris på 3 kr. pr. indbetalingskort herefter ville omfatte alle indbetalingskort indsendt via indklagede. Et kontogebyr - for klagerens konto 7 kr. pr. måned - bortfaldt samtidig. Oplysning om ændringerne pr. 1. oktober 1997 blev fra den 22. oktober 1997 påført alle kontoudskrifter.
Klageren gjorde indsigelse mod indklagedes ændringer af vilkårene for kontoforholdet. Fra november 1997 til januar 1998 foregik en korrespondance mellem klageren og indklagede, hvor klageren bl.a. stillede krav om at bevare muligheden for at gennemføre et vist antal gratis papirbaserede betalinger, minimum 5 pr. måned, samt modtage gratis kontoudtog, mindst to gange om måneden. Indklagede afviste klagerens synspunkter. Ved skrivelse af 27. januar 1998 meddelte klageren, at han p.t. ikke ønskede at gå videre med sagen, da den økonomiske virkning på daværende tidspunkt var så lille.
Han oplyste, at han samtidig fastholdt sit krav, som derfor ikke kunne bortfalde ved passivitet.
Klageren har anført, at GiroBank ved etableringen trådte i statens sted og overtog de forpligtelser, som påhvilede Postgiro i forhold til kunderne. Dette debitor- og kreditorskifte ændrede ikke de vilkår, der var gældende for hans konto, og som var gældende ved ikrafttrædelsen af lov 322 af 31. maj 1991. En eventuel forringelse af vilkårene ved privatiseringen ville have været udtryk for ekspropriation og udløst erstatningskrav efter grundlovens § 73. Det fremgår klart af loven og dens forarbejder, at dette ikke var hensigten. Postgiro havde ikke hjemmel i postloven til at ændre væsentlige grundvilkår, herunder reglerne om adgangen til at opsige kontoen. Da indklagede er trådt i Postgiros sted, er indklagede undergivet tilsvarende bindinger. Som en konsekvens heraf må der for at beskytte sådanne grundvilkårs integritet være indholdsmæssige grænser for indklagedes mulighed for ensidigt at ændre andre vilkår, eftersom indklagede ellers kunne vælge at forringe vilkårene i en sådan grad, at kontohaver selv opsagde kontoen. Vilkårene bør derfor ikke forringes væsentligt i forhold til de ved lovens ikrafttræden i juni 1991 gældende. Selv om Postgiro havde adgang til at ændre gebyrer, hvilket også skete frem til privatiseringen i 1991, havde Postgiro næppe hjemmel til at ændre regler om kontoens opsigelse. Heraf følger, at indklagede må være bundet af tilsvarende begrænsninger i opsigelsesadgangen, således at indklagede ikke drastisk kan forringe kontoens vilkår, idet uopsigeligheden ellers på denne måde gøres illusorisk. Indklagede har for så vidt ikke på noget tidspunkt drastisk forringet vilkårene på én gang. Der er hver gang tale om mindre skridt med hensyn til kontogebyr, antal af gebyrfri kontoudtog eller ikke gebyrbelagte gireringer. Ved privatiseringen i 1991 var kontoen gebyrfri, gratis kontoudtog fremsendtes efter hver bevægelse og alle indenlandske gireringer var gratis. GiroBank og senere indklagede har flere gange ændret vilkårene, således at de samlede ændringer siden juni 1991 må anses for drastiske ændringer. At allerede GiroBank indsatte en bestemmelse i forretningsbetingelserne om fri adgang til opsigelse fra bankens side, er uden betydning, idet GiroBank ikke var berettiget hertil, da bestemmelsen ikke kan anses at have været gældende for de ved privatiseringen af Postgiro eksisterende girokonti. Det er uden betydning, hvilke administrationsomkostninger det anførte måtte medføre for indklagede, der som følge heraf skal operere med særlige vilkår for gamle Postgirokonti. De forpligtelser, som GiroBank, nu indklagede, påtog sig ved omdannelsen, er uden tidsmæssig begrænsning og er forhold, som aktionærerne i GiroBank ved erhvervelsen af aktier heri og senere i Bikuben måtte tage i betragtning. Vilkårsændringen pr. 1. oktober 1997 gennemførtes uden forudgående særskilt meddelelse til kontohaverne, men skete blot gennem annoncering. Bestemmelsen i indklagedes betingelser om annoncering herom synes urimelig og i strid med aftalelovens § 36. Han havde ikke set annoncerne i august 1997 og modtog derfor først med kontoudtoget den 24. oktober 1997 oplysning om gebyrændringerne. Han var derfor i realiteten afskåret fra at indrette sig efter ændringerne.
Indklagede har anført, at indehavere af Postgirokonti før privatiseringen ikke kunne påregne, at der ikke ville ske ændringer i vilkår med hensyn til gebyr, omfanget af kontoudtog, rentesatser m.v. Dette følger af bekendtgørelsen fra 1989, hvorefter PT var bemyndiget til at fastsætte regler om gebyr og renter m.v., ligesom disse bestemmelser kunne ændres. Baggrunden for privatiseringen af Postgiro var, som det fremgår af lovens forarbejder, at pengeinstitutterne i stigende omfang havde bevæget sig ind på Postgiros traditionelle forretningsområde. Ved privatiseringen indtrådte GiroBank i Postgiros rettigheder og forpligtelser, hvilket er et almindeligt selskabsretligt princip ved fusion eller omdannelse af selskaber. Det var ikke forudsat, at girokontokunder havde krav på, at deres konti skulle videreføres på eksisterende vilkår, eller at der ikke kunne ske ændringer i procedurer og gebyrer m.v. uden samtykke fra den enkelte kunde. Hensigten var tværtimod at skabe mulighed for at drive virksomhed som andre pengeinstitutter. Eksisterende girokunder ved omdannelsen havde derfor ikke krav på, at deres konti skulle videreføres uændrede. Det må således også afvises, at en forringelse af vilkårene skulle være udtryk for ekspropriation. Det følger desuden af almindelige regler om løbende kontraktforhold, at en part er berettiget til med et passende varsel at frigøre sig for særlige vilkår. Den del af klagerens krav, der vedrører fastholdelse af opsigelsesbestemmelserne, er ikke en formueretlig tvist, idet indklagede ikke har opsagt klagerens konto, hvilket i øvrigt ville kræve en saglig begrundelse. Ændringen af gebyrerne pr. 1. oktober 1997 skete i overensstemmelse med indklagedes regler herfor. Det afvises, at fremgangsmåden skulle være i strid med aftalelovens § 36.
II.
Ved "Valutanota-check" af 5. oktober 1998 debiterede indklagede klagerens konto for et gebyr på 50 kr. Baggrunden herfor var, at klageren havde indsendt en check på 3.594,40 kr. til indsætning på sin konto. Checken var udstedt af et udenlandsk pengeinstitut og trukket på en konto i Den Danske Bank.
Klageren protesterede mod gebyret. Ved skrivelse af 20. oktober 1998 henviste indklagede til sit produktblad med priser på udenlandske checkbetalinger, hvoraf fremgik:
"Udenlandske checksGebyr: DKK trukket på - Danmark ................ DKK 50,00 pr. check"
Klageren har anført, at opkrævning af gebyret er uberettiget. Han havde ikke kendskab til gebyret forud for fremsendelsen af checken og mener heller ikke at burde kende det. Af indklagedes seneste prisliste fra april 1996 fremgår, at indløsning af check er gratis. Det er ikke oplyst, at dette ikke gælder for en hvilken som helst check. Da checken var udstedt i danske kroner og var trukket på en dansk bank, havde han ikke særlig anledning til at overveje, om der var forbundet gebyr med indløsning.
Indklagede har anført, at baggrunden for gebyret på 50 kr. er, at udenlandske checks ikke er forsynet med magnetlinie og derfor ikke kan cleares dokumentløst. Checken skal afregnes via mellemregning og sendes fysisk til betrukne pengeinstitut. Gebyret opkræves på grund af det arbejde, der er forbundet med indløsningen. Ifølge indklagedes "Almindelige forretningsbetingelser" fremgår de almindelige gebyrer af en prisliste, mens øvrige gebyrer oplyses på forespørgsel. Klageren burde have indset, at indløsning af en check som den foreliggende afveg fra almindeligt forekommende ydelser, og at indløsningen kunne være forbundet med gebyr. Han burde derfor på forhånd have undersøgt forholdene.
Parternes påstande.
Klageren har den 17. december 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hans konto kun kan opsiges fra indklagedes side i tilfælde af kontohavers død, kontohavers misbrug af kontoen eller hvis kontohaver ikke i løbet af et år har anvendt kontoen, og at de vilkår, som fremgår af indklagedes prisliste af 1. april 1996 ikke kan ændres ensidigt, herunder navnlig ikke med hensyn til servicegebyr og fritagelse for servicegebyr afhængig af engagementets størrelse, antallet af gratis papirbaserede betalinger og antallet af gratis kontoudtog. Indklagede skal i tilknytning hertil tilbagebetale gebyrer opkrævet siden 1. oktober 1997, som ikke skulle betales ifølge prislisten af 1. april 1996. Indklagede skal yderligere godtgøre klageren 50 kr. vedrørende checkgebyret opkrævet i oktober 1998.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår af § 8 i bekendtgørelse nr. 555 af 13. august 1989, at Postgiro til enhver tid havde ret til at ændre gebyrer og andre kundevilkår. Det forhold, at GiroBank A/S og senere indklagede har gennemført ændringer i vilkårene for klagerens konto, er således ikke i strid med nogen ret, som tilkom klageren som kunde hos Postgiro. De gennemførte ændringer er ikke af en sådan karakter, at de kan sidestilles med en opsigelse af kontoen. Hertil kommer, at også Postgiro må antages at have haft adgang til at ændre reglerne om adgang til opsigelse af kontoen, jf. herved § 11 i den nævnte bekendtgørelse.
Ifølge indklagedes almindelige forretningsbetingelser for privatkunder kan gebyrer, som kunden løbende betaler i et bestående kontraktforhold, ændres af indklagede med én måneds varsel ved brev, kontoudskrift eller annoncering i dagspressen. Indklagedes ændring af gebyrerne pr. 1. oktober 1997 blev i overensstemmelse hermed annonceret i en række dagblade den 30. august 1997, ligesom ændringen efterfølgende - ganske vist først fra slutningen af oktober 1997 - blev meddelt i alle kontoudskrifter. Ankenævnet finder herefter ikke tilstrækkeligt grundlagt for at fastslå, at indklagede ikke har givet behørig meddelelse om ændringen, jf. herved også kreditaftalelovens § 15, stk. 4.
Den check, som klageren i oktober 1998 indsendte til indklagede, lød på et beløb i danske kroner og var trukket på en konto i et dansk pengeinstitut. Selv om checken var udstedt af et udenlandsk pengeinstitut, findes klageren under disse omstændigheder at have haft grund til at regne med, at indklagedes indløsning af checken var gebyrfri ligesom indløsning af andre checks trukket på danske pengeinstitutter. Indklagede findes derfor ikke at have haft tilstrækkelig hjemmel til at opkræve gebyret på 50 kr., som ikke fremgik af indklagedes almindelige prisliste.
Som følge af det anførte
Indklagede bør inden fire uger betale 50 kr. til klageren. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.