Spørgsmål om afvisning af klage som erhvervsmæssig, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3. Spørgsmål om nedskrivning af maksimum på kassekredit var berettiget
| Sagsnummer: | 402/2011 |
| Dato: | 26-06-2012 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Christian Bremer, Maria Hyldahl, Jørn Ravn, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Kassekredit - nedskrivning af maksimum |
| Ledetekst: | Spørgsmål om afvisning af klage som erhvervsmæssig, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3. Spørgsmål om nedskrivning af maksimum på kassekredit var berettiget |
| Indklagede: | Nordfyns Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører, om banken var berettiget til at nedskrive klagerens kassekredit og spørgsmålet om, hvorvidt engagementet var af erhvervsmæssig karakter.
Sagens omstændigheder
Klageren i denne sag er et forsamlingshus, som er repræsenteret v/ et bestyrelsesmedlem. Klageren er kunde i Nordfyns Bank.
Af vedtægterne for Selskabet [K] Forsamlingshus fremgår blandt andet:
"…
§1
Forsamlingshuset i [K] er oprettet med det formål at udbrede kirkelig og folkelig oplysning ved foredrag, forhandlingsmøder, sang og musik. Desuden kan huset udlejes til foreninger og private … Prisen fastsættes af den siddende bestyrelse …
…
§3
Forsamlingshuset kan sælge andelsbeviser til interesserede eller man kan udstede andelsbevis som betaling for bestyrelsesarbejde eller andet arbejde for forsamlingshuset. 1 gang om året søges om kommunalt tilskud p.t. 1000 kr. eller ¼ dokumenterede udgifter ved ombygning eller reparation af huset ved kulturelt udvalg …
…
§ 10
For så vidt der ved regnskabsårets afslutning forefindes et overskud, anvendes dette af bestyrelsen til vedligeholdelse eller forbedring af huset eller til oparbejdning af en rimelig kassebeholdning. Ved underskud hæfter parthaverne ikke solidarisk, men kun i forhold til egen andel.
…"
Den 11. februar 1998 indgik bestyrelsen for Selskabet [K] Forsamlingshus en kreditaftale (-512) med banken, hvoraf fremgår:
"…
A/S Nordfyns Bank yder herved en løbende kredit, som undertegnede erklærer at have modtaget på nedennævnte vilkår
DEBITOR
[K] Forsamlingshus …
MAKSIMUM
[Kr. 200.000,00]
…
OPSIGELSE
Kreditten kan til enhver tid såvel af debitor som kreditor opsiges uden varsel. Kreditaftaler omfattet af kreditaftaleloven kan dog kun opsiges af banken med et varsel på 3 måneder, medmindre der foreligger misligholdelse eller anden forfaldsgrund.
REGLER
For kreditten gælder endvidere omstående generelle bestemmelser samt bankens "Almindelige forretningsbetingelser". Genpart af nærværende dokument er modtaget ved dokumentets underskrift.
Undertegnede erklærer herved, at provenuet af kreditten skal anvendes erhvervsmæssigt.
…
GENERELLE BESTEMMELSER
1. | Uanset aftalt opsigelsesvarsel kan banken betragte engagementet i henhold til dette dokument som forfaldent til indfrielse uden opsigelse i tilfælde af: |
a. | at noget beløb i henhold til dette dokument ikke bliver betalt rettidigt, eller i tilfælde af at debitors forhold ændres væsentligt til skade for banken. |
b. | at debitor: |
… | |
2. standser sine betalinger. | |
…" |
Klageren har oplyst, at forsamlingshuset i efteråret 2005 blev udlejet til en tøjforretning med henblik på, at lejer skulle købe ejendommen.
Ved brev af 10. maj 2011 meddelte klagerens advokat banken følgende:
"…
Selskabet [K] Forsamlingshus …, [har] rettet henvendelse til mig, i anledning af, at selskabet ikke længere ser sig i stand til at klare sine økonomiske forpligtelser, herunder gælden til Dem på ovennævnte kontonummer, efter det oplyste ca. stor kr. 100.000,00.
Ud over nævnte gæld til Dem har selskabet efter det oplyste yderligere et lån i … på ca. kr. 200.000,00.
Selskabet har længe forsøgt at få afhændet forsamlingshuset, og således bedst muligt få selskabet likvideret, men indtil nu er det desværre ikke lykkedes.
Selskabet har ikke økonomisk mulighed for at betale kommende terminsydelser, hverken til Dem eller …, og De vil selvfølgelig herefter have mulighed for at begære auktion over forsamlingshuset, hvilket formentlig med en til vished grænsende sandsynlighed alene vil medføre yderligere tab.
Bestyrelsen har efter det oplyste aktuelle salgsforhandlinger i gang, hvorefter man muligt kan opnå et mindre provenu på omkring kr. 50.000,00, hvorfor jeg på selskabets vegne skal forespørge om banken venligst vil stille sagen i bero i 3 måneder, således at bestyrelsen kan få afsluttet den igangværende forhandling.
Uheldigvis for medlemmerne fremgår det af vedtægternes § 10 stk. 2, at "ved underskud hæfter parthaverne ikke solidarisk, men kun i forhold til egen andel".
…"
Ved brev af 15. juni 2011 besvarede banken advokatens henvendelse. Af brevet fremgår:
"…
Med hensyn til henstand i 3 måneder kan vi hermed bekræfte, at der er give[t] henstand frem til den 1/9-2011.
Selskabets ovennævnte konto (-512) vil samtidig være lukket i samme periode.
…
Selskabets gæld til banken kan pr. d.d. opgøres til ca. kr. 180.000,00.
…"
Af kontoudskrift for den 20. juni 2011 vedrørende kassekreditten (-512) fremgår en saldo på ca. 180.000 kr. i bankens favør.
Den 29. juni 2011 sendte klageren et brev til banken med anmodning om træk på kassekreditten vedrørende betaling af udgifter på i alt ca. 24.500 kr., herunder til a conto betaling af ejendomsmægler, så forsamlingshuset kunne sælges og foreningen afvikles.
Ved brev af 1. juli 2011 meddelte banken klageren blandt andet, at man ikke kunne imødekomme anmodningen om betaling af udgifter via kassekreditten.
Ved brev af 6. juli 2011 rejste klageren indsigelse mod lukning af kontoen (-512) over for banken. Endvidere anmodede klageren banken om at dokumentere hjemmelen til at lukke kontoen for hævninger uden varsel.
Ved brev af 7. juli 2011 besvarede banken klagerens henvendelse. Af brevet fremgår:
"…
Idet vi henviser til Deres skrivelse af g.d. kan vi hermed oplyse, at banken er berettiget til at ophøre et kundeforhold (erhvervskunder) uden varsel.
Der henvises til bankens almindelige forretningsbetingelser for erhvervskunder pkt. 8 – opsigelse der siger:
"Banken og De kan til enhver tid bringe kundeforholdet til ophør uden varsel".
Vi gør opmærksom på, at kontoen ikke er opsagt idet der er givet henstand til 1. sept. 2011 til afklaring af Forsamlingshusets forhold.
Der vedlægges e[t] eksemplar af bankens Almindelige forretningsbetingelser for erhvervskunder.
…"
Den 11. juli 2011 sendte klageren en klage til bankens direktion. Af brevet fremgår blandt andet:
"…
Kreditten har ikke været misligholdt …
Som hjemmel til lukning har De på vor opfordring, henvist til Almindelige forretningsbetingelser, Erhverv – ophør af kundeforhold.
Vi kan ikke anerkende, at dette gælder her.
Den underskrevne kassekreditkontrakt har fastsat et maksimum og en løbetid.
Vi har ingensinde oplevet, at man blot spærrer en konto uden varsel.
Bemærk, at vi ikke har indledt gældsforhandling eller andet i offentligt regi – vor advokat har alene på vore vegne bedt om lidt udsættelse.
…
Det må være en misforståelse, at man de-facto straksopsiger vor kredit – ikke fordi vi har misligholdt den – men fordi vi har været åbne overfor Nordfyns Bank A/S.
[K] Forsamlingshus har ikke misligholdt den indgåede kontrakt – vi ønsker fremdeles blot at afvikle med mindst muligt tab.
…"
Ved brev af 12. juli 2011 fastholdt banken afvisningen. Af brevet fremgår:
"…
Banken har ved brev af 10. maj 2011 fra Deres advokat … fået meddelelse om, at [K] Forsamlingshus ikke længere ser sig i stand til a[t] klare sine økonomiske forpligtelser, herunder også bankens tilgodehavende.
Ligeledes meddeler advokaten, at [K] Forsamlingshus ikke har økonomisk mulighed for at betale kommende terminsydelser til … og Nordfyns Bank.
I samme brev forespørger advokaten, om Nordfyns Bank kan stille sagen i bero i 3 måneder, således at bestyrelsen i [K] Forsamlingshus kan afslutte igangværende salgsforhandlinger.
Denne meddelelse fra advokat … vurderes som en betalingsstandsning, hvorefter banken kan opsige kassekreditten uden varsel.
Vi meddeler i brev af 15. juni 2011 til advokat …, at banken er indstillet på at der gives henstand frem til 1. september 2011 for at finde en afklaring på de økonomiske problemer i [K] Forsamlingshus samt at kontoen er spærret i samme periode.
Med baggrund i [K] Forsamlingshus[’] nuværende situation ser vi ingen mulighed for at ændre bankens holdning til sagen.
…"
Af bankens "Almindelige forretningsbetingelser – erhvervskunder" fremgår:
"…
8. Opsigelse …
Banken og De kan til enhver tid bringe kundeforholdet til ophør uden varsel.
Når kundeforholdet ophører, kan banken opsige garanti- og kautionsforpligtelser, herunder forpligtelser i fremmed valuta, samt frigøre sig for andre forpligtelser, der måtte være indgået for Dem. De er forpligtet til at frigøre banken for alle forpligtelser indgået på Deres vegne samt om nødvendigt at stille sikkerhed herfor.
…"
Parternes påstande
Den 29. august 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordfyns Bank skal "retablere kreditmaksimum og erstatte tabet i forbindelse med uretmæssig opsigelse af kreditrammen".
Nordfyns Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at forsamlingshuset qua sin størrelse må betragtes som en privat kunde. Der er tale om foreningsvirksomhed.
Banken forrentede ikke kassekreditten som hvis der var tale om et erhvervsengagement. Banken har siden etablering af kreditten været bekendt med, at der ikke var tale om erhvervsudøvelse i kommerciel henseende. Forsamlingshusets regnskaber dokumenterer dette. Der er tale om et "rent cigarkasseregnskab" med beskedne tal.
Klagen er omfattet af Ankenævnets kompetence i medfør af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2.
Klageren anmodede banken om henstand, men banken lukkede i stedet uretmæssigt kontoen mod protest.
Banken har anført, at den var berettiget til at opsige kreditten blandt andet under henvisning til advokatens brev af 10. maj 2011, hvilket bestrides. Hvis banken mente, at advokatens brev hjemlede ret til opsigelse, burde banken have opsagt engagementet øjeblikkeligt. Brevet kan ikke forstås som meddelelse om, at forsamlingshuset er gået i betalingsstandsning.
Kassekreditkontrakten blev ikke misligholdt.
Nordfyns Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at banken anser [K] Forsamlingshus som en erhvervskunde. Forsamlingshuset har eget CVR nr. Af kassekreditaftalen har debitor ved sin underskrift erklæret, at "… provenuet af kreditten skal anvendes erhvervsmæssigt".
At der er tale om et erhvervskundeforhold dokumenteres af de underskrevne dokumenter, forretningsbetingelser m.v. Spørgsmålet om, hvorvidt banken ønsker at indhente regnskaber afgøres ud fra det konkrete kundeforhold i forhold til engagementets størrelse, risikovurdering m.v.
Klagen drejer sig om et erhvervsmæssigt forhold, der ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3.
Banken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken var berettiget til at opsige kreditten uden varsel såvel jf. kreditkontraktens generelle bestemmelser pkt. 1 b som af bankens almindelige forretningsbetingelser for erhvervskunder pkt. 8 med henvisning til advokatens brev af 10. maj 2011. Det fremgår af brevet, at "… selskabet ikke længere ser sig i stand til at klare sine økonomiske forpligtelser." Meddelelsen må forstås som en betalingsstandsning.
Forsamlingshuset er ikke omfattet af kreditaftalelovens §§ 9 og 10 jf. § 1.
Banken orienterede om renteændringer via dagspressen, jf. bankens almindelige forretningsbetingelser for erhvervskunder pkt. 3.
Ankenævnets bemærkninger
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet finder, at klagen ikke skal afvises som erhvervsmæssig, jf. Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2 og 3. Selvom klagerens ejendom efter det oplyste siden 2005 har været udlejet til en tøjforretning, finder Ankenævnet ikke, at klageren derved drev erhvervsmæssig virksomhed, idet udlejningen fremstår som et led i afviklingen af foreningen.
Ved brev af 10. maj 2011 meddelte klagerens advokat banken, at Selskabet [K] Forsamlingshus "ikke længere ser sig i stand til at klare sine økonomiske forpligtelser, herunder gælden til [Nordfyns Bank] …". Endvidere oplyste advokaten, at selskabet ikke havde økonomisk mulighed for at betale kommende terminsydelser til blandt andet banken. Samtidig anmodede advokaten om, at klageren fik henstand i tre måneder.
Efterfølgende ydede banken klageren henstand frem til 1. september 2011. Klagerens konto (-512) blev lukket for hævninger i samme periode. Banken meddelte i brev af 7. juli 2011 blandt andet, at klagerens engagement ikke var opsagt. Efterfølgende oplyste banken, at man vurderede advokatens meddelelse i brev af 10. maj 2011 som en betalingsstandsning, hvorefter sparekassen ville være berettiget til at opsige kreditten i medfør af kassekreditaftalens generelle bestemmelser pkt. 1 nr. 2.
Ankenævnet finder, at oplysningerne i advokatens brev af 10. maj 2011 var af en sådan karakter, at banken havde været berettiget til at betragte engagementet som forfaldent til indfrielse i henhold til de generelle bestemmelser, pkt. 1 a. Under disse omstændigheder finder Ankenævnet herefter ikke, at bankens meddelelse om, at klageren ikke kunne trække yderligere på kreditten var uberettiget.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.