Afgørelse

Krav om erstatning begrundet i manglende overførsel af retsafgift på grund af en fejlagtig spærring af konto.

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning begrundet i manglende overførsel af retsafgift på grund af en fejlagtig spærring af konto.

Sagens omstændigheder

Klageren blev kunde hos Alm. Brand Bank i 2014, hvor hun fik et andelsboliglån i banken. Lånet skulle anvendes til at indfri klagerens eksisterende andelsboliglån og anden gæld i andre pengeinstitutter, og banken fik pant i klagerens andelsbolig til sikkerhed for lånet. Banken har oplyst, at kontoen, hvor låneprovenuet blev indsat, blev spærret for at hindre klageren i at råde over beløbet, før gældsposterne var indfriet.

Efter indfrielserne af gældsposterne benyttede klageren kontoen som en opsparingskonto. Ved en fejl fra bankens side blev kontospærringen ikke ophævet. Klageren har anført, at hun ikke var bekendt med spærringen, og at hun flere gange foretog betalinger fra kontoen. I sagen er fremlagt et skærmprint fra klagerens netbank, hvoraf fremgår, at der fra kontoen blev foretaget to betalinger af indbetalingskort i januar 2015 og 12 kontooverførsler i perioden fra november 2014 til oktober 2015, alle med status ”gennemført”. Endvidere er fremlagt et skærmprint fra klagerens netbank pr. oktober 2015, hvoraf fremgik, at der i netbanken var følgende oversigt vedrørende status for betalinger: ”Betalinger til godkendelse – betalinger du mangler at godkende – der er ingen ubekræftede betalinger”

Banken har fremlagt ”Regler for Alm. Brand Banks e-Banking - privat” gældende fra 9. november 2014, hvoraf bl.a. fremgik:

”… 2 Gennemførsel af betalinger

… Betalinger er gennemført, når du modtager bekræftelse herpå eller betalingen fremgår af kontoens posteringsoversigt. …”

Den 19. august 2015 iværksatte klageren via netbank en betaling på 1.700 kr. til dækning af retsafgift i en boligretssag, som hendes søn, S, havde anlagt mod ejeren af en lejlighed, som S og hans kæreste havde beboet som lejere. I sagen er fremlagt et print fra klagerens netbank, hvoraf fremgår, at betalingen var oprettet og godkendt af klageren den 19. august 2015 med en status ”Betalingen er: klar”. Betalingen blev imidlertid ikke gennemført som følge af kontospærringen, og retten traf afgørelse om, at sagen var bortfaldet som følge af manglende rettidig betaling af retsafgift.

Klageren har i klagesagen mod banken fremsat krav om erstatning begrundet i, at den manglende betaling af retsafgiften medførte, at S fortabte muligheden for at gøre et krav gældende mod udlejeren som følge af fristen i lejelovens § 7.

Af lejelovens § 7 fremgår:

”Lejeres rettigheder efter reglerne i denne lov er gyldige mod enhver uden tinglysning. Det samme gælder aftaler om forudbetaling af leje, indskud, depositum el. lign., når disse beløb tilsammen ikke overstiger et halvt års leje. Ved lejeforholdets ophør skal lejerens krav efter 1. og 2. pkt. være gjort gældende ved sagsanlæg inden 1 år fra ophørstidspunktet.”

Klageren har i klagesagen fremsat krav om erstatning på 170.069 kr. Det fremgår af stævning og korrespondance i forbindelse med boligretssagen, at kravet mod udlejer var begrundet i lejemålets vedligeholdelsesstand og forekomst af skimmelsvamp, og at kravet bestod af følgende:

Tilbagebetaling af depositum og forudbetalt leje 28.900 kr.

Nedslag i husleje (100 % nedslag for tiden

december 2013 til juli 2014) 12.000 kr.

Erstatning for ødelagt indbo (Lejelovens § 13) 67.936 kr.

Erstatning for svie og smerte

(erstatningsansvarslovens § 1) 61.233 kr.

Af sagen fremgår bl.a. følgende oplysninger om lejeforholdet:

Ved lejemålets indgåelse i 2011 blev der betalt depositum svarende til tre måneders leje samt forudbetalt leje svarende til tre måneders leje. S rejste løbende indsigelse over lejemålets stand. S’ kæreste blev i januar 2014 tilset af en læge for udslæt og træthedsgener. I patientjournalen var anført, at symptomerne sandsynligvis var udløst af skimmelsvamp. I sagen er fremlagt en af kommunen indhentet rapport af 3. marts 2014 fra en rådgivende ingeniør. Af rapporten fremgik, at lejligheden var uegnet som menneskebolig, indtil der var foretaget fugt- og skimmelsanering, og at ophold i lejligheden var forbundet med ”nærliggende risiko for sundhedsfare”.

Den 13. maj 2014 traf kommunen beslutning om kondemnering af lejligheden.

Den 22. maj 2014 blev udlejer erklæret konkurs.

Den 16. juni 2014 ophævede S lejemålet pr. 1. juli 2014. I juli 2014 fraflyttede S lejligheden. Den 21. juli 2014 sendte S nøglen til udlejer.

Den 6. august 2014 indgav S en klage over udlejer til huslejenævnet med krav om tilbagebetaling af depositum og forudbetalt husleje 28.900 kr., krav om nedsættelse af huslejen med 100 % i en periode på syv måneder 21.500 kr., krav om erstatning for helbredsgener 78.130 kr. og erstatning for kasseret indbo, som var opgjort skønsmæssigt til 254.500 kr.

Den 8. december 2014 traf Byfornyelsesnævnet beslutning om at ophæve kommunens beslutning om kondemnering på grund af manglende oplysning om byfornyelseslovens § 79.

I april 2015 blev ejendommen, hvori lejligheden er beliggende, solgt på tvangsauktion til selskabet A.

Den 8. juni 2015 traf huslejenævnet afgørelse i sagen mod den tidligere udlejer. Huslejenævnet fandt, at lejen i medfør af reglerne om omkostningsbestemt husleje i boligreguleringsloven skulle nedsættes til 2.208 kr. pr. måned med virkning fra den 1. januar 2014, og at S havde krav på tilbagebetaling af det fulde depositum, da udlejer ikke havde sendt til krav S indenfor fristen i lejelovens § 98, stk. 2. Af afgørelsen fremgik, at krav om tilbagebetaling af forudbetalt leje, berettigelsen af S’ ophævelse og krav om erstatning for indbo og helbredsgener ikke hørte under huslejenævnets kompetence. Endvidere fremgik, at udlejer den 6. februar 2014 havde tilbudt S en anden lejlighed, som S afslog, da den var 1.000 kr. dyrere om måneden.

Den 29. juni 2015 indgav S stævning mod A med krav om betaling af 170.069 kr. Kravet var navnlig begrundet i, at der var sundhedsskadelig skimmelsvamp i lejligheden. Stævningen blev indgivet til retten i Århus, der den 1. juli 2015 henviste sagen til retten i Roskilde. I et brev af 28. juli 2015 til retten i Roskilde meddelte S, at en del af kravet efter hans opfattelse var fritaget for retsafgift, men at han var indstillet på straks at indbetale den af retten bestemte retsafgift. I et brev til S af 7. august 2015 fastsatte retten retsafgiften til 1.700 kr. og meddelte, at sagen ville blive betragtet som bortfaldet, hvis afgiften ikke var indbetalt senest den 21. august 2015. Den 28. august 2015 traf boligretten afgørelse om, at sagen var bortfaldet, da retsafgiften ikke var betalt indenfor den af retten fastsatte frist.

Den 7. september 2015 rejste klageren krav om erstatning på 170.069 kr. overfor banken, der den 1. oktober 2015 afviste kravet.

Parternes påstande

Den 2. november 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Alm. Brand Bank skal betale en erstatning på 170.069 kr. med tillæg af renter fra indgivelsen af klagen.

Alm. Brand Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har bl.a. anført, at hun havde påtaget sig at betale retsafgiften overfor S. S er blevet påført et tab ved den manglende betaling. S har krævet, at hun erstatter tabet.

Hun blev først bekendt med, at retsafgiften ikke var betalt, da retten meddelte S, at afgiften ikke var betalt.

Banken har erkendt, at kontoen var spærret ved en fejl fra bankens side. Hun var ikke bekendt med, at der var en spærring på kontoen. Banken havde selv navngivet kontoen som ”opsparingskonto”. Hun opfattede kontoen som en helt almindelig konto og foretog løbende betalinger fra kontoen. Banken ophævede tilsyneladende spærringen umiddelbart efter disse betalingsanmodninger.

Hun burde ikke have gennemskuet, at ”klar” ikke var det samme som ”gennemført”. Banken har hverken oplyst hende om, at der skulle være forskel på disse to udtryk eller, at ”klar” betød, at der var en spærring på kontoen, som først skulle ophæves. Det er endvidere sædvanligt, at en betaling til en anden bank først gennemføres dagen efter. Hun kontrollerede sine betalinger i netbanken ved brug af menupunkterne ”Betalinger til godkendelse”, ”Kommende betalinger” og Afviste betalinger”. Da hun undersøgte disse menupunkter den pågældende dag, var der intet, der tydede på, at der var problemer. ”Regler for Alm. Brand Banks e-Banking - privat” specificerer ikke klart og tydeligt, at der skal foretages kontrol af betalinger. Disse regler kan ikke føre til, at hun skal bære tabet. Kunden kan ikke pålægges at føre en efterkontrol.

Det må lægges til grund, at S havde fået medhold i retssagen. Af den omfattende retspraksis om lejeres stilling ved forekomst af skimmelsvamp i boligen følger bl.a., at lejer har krav på 100 % nedsættelse af lejen indtil genhusning, ligesom lejer kan ophæve lejemålet og kræve erstatning, herunder for indbo.

Det er ikke relevant for sagen, at S ikke var kunde i banken.

Der skete succession ved tvangsauktionen, jf. også dommen U1991.736 H. Det følger af artiklen U2015B.135, at en fraflyttet lejer ikke kan rette kravet mod den tidligere udlejer, hvis ejendommen i mellemtiden er solgt. Kravet blev fremsat overfor rekvirenten i forbindelse med tvangsauktion. Rekvirenten afviste, at beløbet kunne medtages under størstebeløbet. S gentog kravet på tvangsauktionen, hvilket retten afviste.

Kravene i retssagen angik berettigelsen af S’ ophævelse med virkning fra den 1. juli 2014 samt tilbagebetaling af leje. Disse krav var ikke omfattet af huslejenævnets kompetence, hvorfor disse krav skulle indbringes for boligretten indenfor et års fristen i lejelovens § 7, stk. 1.

De fremsatte krav følger direkte af lejeloven, bortset fra kravet efter erstatningsansvarslovens § 1. Krav vedrørende indbo følger direkte af lejelovens § 13. Lejelovens § 7 stk. 1, 2. pkt. medfører ikke, at lejer kun har krav på tilbagebetaling af et halvt års leje.

Et års fristen regnes fra ophør af lejekontrakten. Stævningen blev indgivet rettidigt den 29. juni 2015. Hun redegjorde ikke overfor retten for, hvorfor retsafgiften blev betalt for sent, da ét års fristen er absolut. Bankens forglemmelse ville ikke efter retspraksis kunne opfattes som en undskyldende omstændighed.

Alm. Brand Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at erstatningskravet er hypotetisk og udokumenteret. Erstatningskravets eksistens og størrelse kan ikke fastslås uden en stillingtagen til det materielle indhold af retssagen, som S ønskede at anlægge mod udlejeren. Sagen er derfor uegnet til ankenævnsbehandling, jf. Ankenævnets vedtægter.

Alm. Brand Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken erkender, at den begik en fejl ved den manglende ophævelse af spærringen. Banken er enig i, at der er årsagssammenhæng mellem kontospærringen og den manglende gennemførelse af betalingen. Klageren har imidlertid ikke dokumenteret at have lidt et tab. Kravets eksistens og størrelse er uklart og udokumenteret. Det forhold, at S har mistet muligheden for at anlægge sag, er ikke ensbetydende med, at S har lidt et tab. Dette afhænger af, om S ville have fået fuldt medhold i en sag, og om sagsøgte i givet fald ville have betalt i henhold til en retsafgørelse.

Det var ikke påregneligt, at kontospærringen og den manglende gennemførelse af betalingen medførte, at en frist for et sagsanlæg sprang med den følge, at klageren/S led et potentielt tab af den givne størrelsesorden.

Klageren har udvist egen skyld. Klageren har ikke udvist den agtpågivenhed, der må forventes ved en så væsentlig betaling. Klageren modtog ikke en bekræftelse på, at betalingen var gennemført, ligesom betalingen heller ikke fremgik af kontoens posteringsoversigt. Det påhvilede klageren at kontrollere, at betalingen var gennemført inden udløbet af fristen. Klageren har ikke overfor retten forsøgt at redegøre for, hvorfor retsafgiften blev betalt for sent. Da klageren ikke har taget skridt til at få afgørelsen om bortfald omgjort, beror en evt. indtrådt forældelse på egen skyld hos klageren, jf. også Højesterets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2003/1543 H, hvorefter sagen blev betragtet som bortfaldet, og hvori Højesteret bemærkede, at sagsøger ikke efterfølgende havde oplyst undskyldende omstændigheder, der kunne tale for et andet resultat.

Indgivelse af klagen til huslejenævnet afbrød forældelsesfristen i lejelovens § 7, stk. 1. S var derfor ikke afskåret fra straks at genanlægge retssagen for så vidt angår de krav, der var omfattet af huslejenævnets kompetence.

Flere af kravene, herunder krav om erstatning for indbo og godtgørelse efter erstatningsansvarsloven, følger endvidere ikke direkte af lejelovgivningen. Det er alene krav om tilbagebetaling af leje, indskud og depositum, der ikke oversteg seks måneders leje, som kunne gøres gældende mod den til enhver tid værende udlejer. Krav om tilbagebetaling af leje, indskud og depositum, der overstiger seks måneders leje skal rettes mod den gamle udlejer af lejligheden. A er ikke ansvarlig for den tidligere udlejers handlinger eller undladelser og kan ikke gøres ansvarlig for krav om erstatning for indbo og godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 1.

Stævningen blev indgivet den 28. juli 2015, hvilket var mere end et år efter, at S ophævede lejemålet. Kravet var derfor allerede forældet, da sagen blev anlagt.

Rentekravet må ligeledes afvises som hypotetisk og udokumenteret, subsidiært afvises som følge af manglende påregnelighed, manglende agtpågivenhed og egen skyld.

Ankenævnets bemærkninger

Den 19. august 2015 iværksatte klageren fra sin konto hos Alm. Brand Bank en betaling via netbank på 1.700 kr. til dækning af retsafgift i en boligretssag. Boligretssagen var anlagt af klagerens søn, S, som lejer mod et selskab, A, der havde købt den af S tidligere beboede lejlighed på tvangsauktion. Betalingen af retsafgiften blev ikke gennemført som følge af en kontospærring på klagerens konto. Den 28. august 2015 traf retten afgørelse om, at boligretssagen var bortfaldet, da retsafgiften ikke var betalt rettidigt.

Alm. Brand Bank har erkendt, at den begik en ansvarspådragende fejl ved den manglende ophævelse af kontospærringen. Banken har endvidere erkendt, at kontospærringen var årsagen til, at beløbet ikke blev overført, hvorfor retsafgiften ikke blev betalt indenfor den af retten fastsatte frist.

Ankenævnet finder, at det er en påregnelig følge af Alm. Brand Banks fejl, at klageren kunne lide en skade. Ankenævnet finder endvidere, at klageren ikke udviste egen skyld i forbindelse med iværksættelse af betalingen den 19. august 2015.

Det forhold, at S muligt har lidt et tab som følge af, at boligretssagen blev afvist, medfører imidlertid ikke, at klageren har godtgjort, at hun er påført et påregneligt tab.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i sagen.