Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Tvist vedrørende manglende kurssikring.

Sagsnummer: 553 /1994
Dato: 17-05-1995
Ankenævn: Niels Waage, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Realkreditbelåning - ejerskifte
Realkreditbelåning - kurssikring
Ledetekst: Tvist vedrørende manglende kurssikring.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I forbindelse med salg af sin faste ejendom henvendte klageren sig den 16. marts 1994 til indklagede, som forinden fra den medvirkende ejendomsmægler havde modtaget kopi af alle handlens dokumenter, herunder lånetilbud af 9. marts 1994 fra Realkredit Danmark vedrørende et ejerskiftelån på 822.000 kr., kontantlån. Af lånetilbuddet fremgik, at inden udbetaling kunne ske, skulle kreditforeningen have forevist og godkendt dokumentation for købers salg af sin nuværende ejendom i en haveforening. Ved henvendelsen anmodede klageren om, at ejerskiftelånet blev kurssikret. Indklagede afviste at medvirke hertil med henvisning til, at der ikke forelå dokumentation for, at køber havde solgt sin ejendom.

Ved et møde den 23. marts 1994, hvor klageren underskrev forskellige dokumenter vedrørende lånesagen, anmodede hun på ny om, at der blev foretaget kurssikring. Indklagede afviste fortsat at medvirke hertil, men rettede henvendelse til ejendomsmægleren om fremskaffelse af den nødvendige dokumentation.

Den 14. april 1994 modtog indklagede dokumentation for salget af købers ejendom, og indklagede kontaktede telefonisk klageren, som straks kom til stede. Indklagede meddelte, at man nu kunne indgå en kurskontrakt vedrørende ejerskiftelånet. Kurskontrakt blev ikke indgået; ifølge klageren fordi indklagede frarådede det som overflødigt, hvorimod indklagede bestrider at have frarådet kurssikring. Ifølge indklagede blev klageren orienteret om, at ekspeditionstiden ved kurssikring ville være ca. 14 dage, mens ekspeditionstiden uden kurssikring ved fremsendelse af udbetalingsanmodning straks ville være ca. en uge.

Indklagede fremsendte herefter anmodning om lånets hjemtagelse den 15. april 1994. Den 25. s.m. rykkede klageren for lånets udbetaling, hvorefter indklagede kontaktede Realkredit Danmark, der oplyste, at den fremsendte dokumentation for købers salg ikke var tilstrækkelig. Realkredit Danmark accepterede dog efterfølgende dokumentationen, og lånet udbetaltes den 27. april 1994.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hun ved mødet den 16. marts 1994 oplyste, at den omhandlede haveforening, hvor køberen skulle sælge sin ejendom, havde en venteliste med omkring 100 interesserede personer, der ønskede at købe huse, hvorfor hun stiller sig uforstående overfor, at indklagede nægtede at indgå kurskontrakt. Ved mødet den 14. april 1994 forstod hun det således, at det nu var overflødigt at indgå kurssikring, idet "tabt er tabt, og kurskontrakten koster dog 700 kr."; hun fulgte derfor indklagedes råd om ikke at indgå kurssikring. Indklagede har endvidere undladt at henvise hende til at foretage kurssikring direkte igennem kreditforeningen. Som følge af, at lånet først blev udbetalt den 27. april 1994, har hun lidt et tab på grund af det faldende kursniveau i den forudgående periode.

Indklagede har anført, at indklagede ikke ønskede at indgå kurskontrakt som følge af Realkredit Danmarks betingelse for udbetaling af lånet, og usikkerheden vedrørende købers ejendomshandel, herunder den tidsmæssige usikkerhed vedrørende forelæggelsen af dokumentation for videresalg. Var kurssikring blevet indgået og købers ejendomshandel blevet annulleret, ville dette have påført klageren et tab. Klageren har haft mulighed for at kurssikre gennem kreditforeningen. Indklagede fandt ikke anledning til særskilt at påpege dette overfor klageren, idet det normalt fremgår af det materiale, Kreditforeningen fremsender til ejendomsmægleren. Dette understøttes af købsaftalen, hvoraf det fremgår, at "Sælger er gjort bekendt med mulighederne for kurssikring til sikring af nettoprovenuet". Indklagede frarådede ikke kurssikring den 14. april 1994, og det var klagerens eget valg at undlade at foretage kurssikring på dette tidspunkt.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at indklagede nægtede at medvirke til en kurssikring af ejerskiftelånet forud for den 14. april 1994, indtil hvilket tidspunkt dokumentation for videresalg af købers ejendom ikke forelå. Det må anses for godtgjort, at det på mødet den 14. april 1994 aftaltes at undlade kurssikring, og Ankenævnet finder, at klageren måtte indse, at hun ved at undlade kurssikring påtog sig risikoen for den efterfølgende kursudvikling. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor

Den indgivne klage tages ikke til følge.