Beløb ifølge transporteret faktura, frigivende.
| Sagsnummer: | 302 /1990 |
| Dato: | 25-10-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Betalingsformidling - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Beløb ifølge transporteret faktura, frigivende. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved faktura af 7. august 1989 købte klageren for 51.000 kr. et udstillingskøkken af en køkkenforhandler. på fakturaen var anført:
"Ovenstående fakturabeløb er overdraget til Sparekassen Sønderjylland, Fredensgade 14, 7400 Herning til sikkerhed, hvorfor indbetaling ved frigørende virkning alene kan ske til Sparekassen Sønderjylland, Fredensgade 14, 7400 Herning."
Sælgeren oplyste imidlertid efterfølgende overfor klageren, at beløbet i stedet skulle indsættes på en konto hos indklagede. Ved check af 13. september 1989 fremsendte klagerens pengeinstitut en check på 46.000 kr. til indklagede. Det var på checken anført, at beløbet var til kredit for sælgers konto.
Sælgeren gik efterfølgende konkurs, og klageren er herefter af Sparekassen Sønderjylland blevet afkrævet beløbet i henhold til belåningspåtegning på fakturaen. Sælger har overfor klageren oplyst, at det beror på en fejltagelse, at beløbet blev indbetalt til indklagede.
Efter at have brevvekslet med indklagede, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale det indbetalte beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at det er åbenlyst, at der ved indbetaling af beløbet til indklagede er begået en fejl, hvorfor indklagede er forpligtet til at tilbagebetale de 46.000 kr. til klageren.
Indklagede har til støtte for påstanden anført, at sælgers firma har modtaget den omhandlede betaling fra klageren via indklagede, idet indklagede modtog en check fra klagerens pengeinstitut med oplysning om, at beløbet skulle krediteres firmaets konto hos indklagede. Der var intet oplyst om, at det skulle være til dækning af en bestemt faktura, eller at det skulle dreje sig om fakturabelåning. Sælger har haft beløbet til fri disposition, hvorfor indklagede ikke ser sig i stand til at returnere det indbetalte beløb til klageren.
Ankenævnets bemærkninger:
Det omtvistede beløb blev af klagerens pengeinstitut fremsendt til indklagede med oplysning om, at beløbet var til kredit for en nærmere angivet konto. Da indklagede ikke findes at have foretaget fejl i denne forbindelse
Den indgivne klage tages ikke til følge.