Arvingers erstatningskrav mod bank i forbindelse med afdød mors hævninger på sin konto. Spørgsmål om banken var forpligtet til at yde rådgivning af egen drift som følge af afdødes hævninger af usædvanligt store beløb
| Sagsnummer: | 348 /2016 |
| Dato: | 05-05-2017 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Michael Reved, Astrid Thomas, Troels Hauer Holmberg og Poul Erik Jensen |
| Klageemne: |
Rådgivning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Arvingers erstatningskrav mod bank i forbindelse med afdød mors hævninger på sin konto. Spørgsmål om banken var forpligtet til at yde rådgivning af egen drift som følge af afdødes hævninger af usædvanligt store beløb |
| Indklagede: | Nordea Danmark |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagernes erstatningskrav mod banken i forbindelse med deres afdøde mors hævninger på sin konto. Spørgsmål om banken var forpligtet til at yde rådgivning af egen drift som følge af hævninger af usædvanligt store beløb.
Sagens omstændigheder
Klagernes nu afdøde mor, A, som var født i 1947, havde i en årrække været kunde i Nordea Danmark, filial af Nordea Bank AB (publ), Sverige, og kom regelmæssigt i den samme filial af banken.
A afgik ved døden den 29. juli 2015, og boet blev behandlet som et bobestyrerbo med en advokat som bobestyrer. Klagerne, der er arvinger i boet efter A, har som følge af manglende midler i dødsboet fået udlagt det i sagen rejste krav mod banken af boet.
A havde blandt andet et prioritetslån i banken med en tilknyttet Grundkonto Nordea Prioritet -049. Det er uoplyst, hvornår lånet blev etableret. A havde ligeledes en Grundkonto med kredit og en konto -241 med et tilknyttet betalingskort i banken.
Den 11. maj 2015 var der et indestående på konto -049 på ca. 983.000 kr.
I perioden fra den 19. maj 2015 til den 8. juli 2015 blev der fra A’s konto -049 foretaget 11 enkeltstående kontanthævninger for i alt 781.000 kr.
Banken har fremlagt udbetalingsbilag for hævningerne, hvoraf fremgår, at alle hævninger er foretaget af A i den samme filial af banken, og at alle bilagene er forsynet med A’s underskrift. Det fremgår heraf, at A hævede henholdsvis 21.000 kr. og 20.000 kr. den 19. maj 2015, 30.000 kr. den 20. maj 2015, 50.000 kr. den 21. maj 2015, 45.000 kr. den 22. maj 2015, 25.000 kr. den 26. maj 2015, 30.000 kr. den 15. juni 2015, 30.000 kr. den 16. juni 2015, 30.000 kr. den 17. juni 2015, 350.000 kr. den 19. juni 2015 og 150.000 kr. den 8. juli 2015.
I forbindelse med hævningen den 16. juni 2015 af 30.000 kr. var noteret ”ombygning” på udbetalingsbilaget.
Ved hævningen den 8. juli 2015 af 150.000 kr. var noteret ”set kørekort” på udbetalingsbilaget.
I samme periode blev der i A’s netbank foretaget tre overførsler fra konto -049 til en tredjemands konto for i alt 700.000 kr. ved anvendelse af A’s NemID.
Den 16. juni 2015 blev der overført 200.000 kr., den 19. juni 2015 blev der overført 250.000 kr. og den 23. juni 2015 blev der overført 250.000 kr. Af kontoudskrift nr. 16 for konto -49 for perioden fra den 31. december 2014 til den 27. september 2015 fremgik, at det samme navn, B, var angivet som tekst ved alle tre overførsler.
Af kontoudskrift nr. 16 for konto -049 fremgik endvidere, at der i samme periode - henholdsvis den 15. juni 2015, den 16. juni 2015 og den 17. juni 2015 - blev foretaget tre pengeautomatoverførsler fra konto -049 til A’s konto -241 på hver 15.000 kr., i alt 45.000 kr. ved brug af A’s betalingskort tilknyttet konto -241.
Endvidere blev der den 17. juni 2015 på konto -049 indbetalt henholdsvis 350.000 kr. med teksten ”Indb. check” og 350.000 kr. med et navn, C, angivet som tekst. Samme dag fik A ifølge det oplyste udstedt en bankcheck på 350.000 kr. og hævede herudover 350.000 kr. kontant i filialen, jf. ovenfor. Den 7. juli 2015 blev der indbetalt 160.000 kr. til konto -049 med angivelse af navnet C som tekst. Den 8. juli 2015 hævede A 150.000 kr. kontant i filialen, jf. ovenfor.
På et ikke nærmere oplyst tidspunkt efter, at A var afgået ved døden, indgav bobestyreren politianmeldelse og bad politiet om at undersøge nogle pengeoverførsler, som A kort tid før sin død foretog til C.
Ved brev af 13. oktober 2015 meddelte politiet bobestyreren, at efterforskningen var blevet standset. Af brevet fremgik blandt andet:
”Begrundelse
Begrundelsen for min afgørelse er, at der ikke er en rimelig formodning om, at [C] har begået noget strafbart.
Efterforskningen har godtgjort, at [C] på sin konto har modtaget indsættelser fra bl.a. [A], hvilke penge hun efterfølgende har hævet og udbetalt til nogle pt. uidentificerede udlændinge.
Efterforskningen har imidlertid ikke godtgjort, at [C] dermed har haft forsæt til at begå noget strafbart, idet det fremgår af oplysningerne i sagen, at [C] af de uidentificerede udlændinge er blevet udnyttet til dels selv at betale ca. 1 million for rensning af sit tag, dels at modtage de omhandlede indsættelser fra bl.a. [A] på sin konto og efterfølgende hæve disse og overdrage dem til de pågældende udlændinge.
…
Erstatning
Hvis De har et erstatningskrav, har De mulighed for selv at anlægge sag mod [C] (civil retssag). …”
I starten af 2016 rettede klagerne henvendelse til Nordea Danmark vedrørende de 11 kontanthævninger og de tre overførsler på i alt 1.481.000 kr. fra A’s konto i banken.
Der blev herefter udvekslet en mailkorrespondance mellem klagerene og banken, hvori banken afviste at være erstatningsansvarlig i forbindelse med A’s hævninger på sin konto -049. Den 11. juli 2016 fremsatte klagerne via deres advokat et forligstilbud over for banken, hvori de tilbød at afslutte sagen mod, at banken betalte 1 mio. kr. til dem.
Ved brev af 19. juli 2016 afviste banken klagernes forligstilbud.
Parternes påstande
Den 8. november 2016 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark, filial af Nordea Bank AB (publ), Sverige skal betale 1.481.000 kr. med tillæg af procesrente fra indbringelsen af klagen for Ankenævnet.
Nordea Danmark, filial af Nordea Bank AB (publ), Sverige har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at A er blevet tvunget/narret til at tømme sin konto uden, at banken har grebet ind til trods for, at hun helt ændrede adfærd i forhold til, hvordan hun plejede at bruge penge.
Ifølge hvidvaskningslovens § 6 gælder en opmærksomhedspligt for pengeinstitutter, idet de generelt skal være opmærksomme på kunders aktiviteter, som på grund af deres særlige karakter kan have tilknytning til hvidvask. Dette gælder især komplekse eller usædvanlig store transaktioner og alle usædvanlige transaktionsmønstre set i forhold til kunden og dennes hidtidige kontoforhold.
Banken har ikke udvist en adfærd i kundeforholdet med A, der tyder på, at banken har været opmærksom på det mærkværdige hændelsesforløb, der fandt sted på A’s konto i foråret 2015, hvor der i en periode på ca. halvanden måned blev hævet og overført i alt ca. 1,5 mio. kr. Dette transaktionsmønster sammenholdt med A’s tidligere beskedne og regelmæssige transaktionsmønster burde have medført, at banken burde have udvist en særlig opmærksomhedspligt i relation til A’s kontoforhold.
Ifølge hvidvaskningslovens § 7 gælder der en særlig undersøgelsespligt for pengeinstitutter, når de får mistanke om, at en kundes transaktion eller henvendelse har tilknytning til hvidvask. Pengeinstituttet skal undersøge transaktionen eller henvendelsen nærmere. Transaktionen skal sættes i bero, såfremt mistanken vedrører hvidvask.
Banken har ikke redegjort for eller på anden måde sandsynliggjort, at den undersøgte transaktionernes formål nærmere, herunder bad A om oplysninger herom. Allerede i slutningen af maj 2015, hvor der inden for en uge blev foretaget kontanthævninger for i alt 191.000 kr. via 6 enkeltstående transaktioner, burde banken have reageret og rettet henvendelse til A samt have foretaget de nødvendige skridt til spærring af A’s konto. Det ville i så fald have stået klart for banken, at kontanthævninger i denne størrelsesorden, som skulle videreoverdrages til en udenlandsk tredjemand, var udtryk for svindel, og et yderligere tab ville være blevet forhindret.
Banken har heller ikke iagttaget legitimationskravet i hvidvaskningslovens § 11, som burde have indskærpet bankens mistanke om hvidvask.
Ifølge § 8, stk. 2, i god skik bekendtgørelsen, skal et pengeinstitut af egen drift yde rådgivning, når omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor.
At der var tale om en såkaldt ”ren ekspedition” i form af udbetalinger og overførsler ændrer ikke ved bankens rådgivningsforpligtelse i en situation som den foreliggende, hvor banken måtte indse eller burde have indset, at der var tale om et for A usædvanligt og mærkværdigt transaktionsmønster, henset til beløbenes størrelse, A’s tidligere transaktionsmønster og det korte tidsforløb. Der var derfor tale om, at omstændighederne omkring A’s hævninger tilsagde et behov for rådgivning af A om de hermed forbundne risici.
Ifølge lov om finansiel virksomhed § 43 a pådrager handlinger udført i strid med regler udstedt i medfør af lovens § 43, stk. 2, f.eks. reglerne om god skik, erstatningsansvar i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler.
Banken har ved sin særdeles passive adfærd i forbindelse med kontanthævninger og overførsler på i alt ca. 1,5 mio. kr. fra A’s konto, herunder i særdeleshed manglende rådgivning af A af egen drift, udvist sådanne fejl og forsømmelser, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med gennemførelsen af de omtalte transaktioner.
Nordea Danmark, filial af Nordea Bank AB (publ), Sverige har anført, at alle hævninger fra konto -049 er foretaget af A. Hun kunne som myndig person frit disponere over sine egne midler, og banken havde ikke mulighed for at hindre hende i at disponere over midlerne.
A var ikke i en tilstand som beskrevet i værgemålslovens § 46.
Klagerne har ikke lidt noget tab ved, at A har disponeret over sine egne midler.
Politiet standsede efterforskningen af dødsboets politianmeldelse af A’s pengeoverførsler til C, idet politiet vurderede, at C ikke havde forsæt til at begå noget kriminelt.
Der er ikke oplyst noget om, at klagerne på vegne af boet efter A har rejst et erstatningskrav mod C i forbindelse med, at C modtog pengeoverførsler fra A. Banken formoder, at klagerne mener, at C modtog beløbene uretmæssigt.
Der er således ikke tale om, at klagerne nærmere har dokumenteret, hvad der skete efter, at A hævede beløbene på sin konto.
Som udgangspunkt har et pengeinstitut ikke pligt til at rådgive af egen drift, når der er tale om ekspeditioner. Det fremgår af vejledningen til § 8, stk. 2, i god skik bekendtgørelsen, at et pengeinstitut ikke har pligt til at rådgive, hvis kunden alene efterspørger ”rene” ekspeditioner. Som eksempel på ”rene” ekspeditioner nævner vejledningen udbetalinger og overførsler.
Spørgsmålet om, hvorvidt A havde behov for rådgivning i forbindelse med de enkelte udbetalinger, og hvorvidt en sådan rådgivning rent faktisk fandt sted, vil kræve en vidneførsel, som ikke kan finde sted for Ankenævnet. Det kan imidlertid dokumenteres, at banken i hvert fald ved udbetalingen på 30.000 kr. den 16. juni 2015 spurgte ind til formålet med hævningen. A angav, at beløbet skulle anvendes til ombygning.
Det faktum, at A fortsatte sine hævninger efter bankens forespørgsel i forbindelse med hævningen den 16. juni 2015 tyder på, at en anden rådgivning fra bankens side end den foretagne, ikke ville have ændret på A’s hævninger.
Det bemærkes i den forbindelse, at A ikke over for banken gjorde indsigelse mod de i sagen omhandlede kontante hævninger og overførsler.
Bankens overholdelse af regler og bestemmelser af offentligretlig karakter er alene et forhold mellem banken og den relevante myndighed.
Banken har ikke lovgivningsmæssigt mulighed for at udlevere oplysninger om bankens reaktioner i relation til lovgivningen om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme. Lovgivningen på dette område indebærer eventuelt en underretningspligt over for relevante myndigheder, men har ikke den enkelte kunde som beskyttelsesobjekt.
Selv hvis det måtte konstateres, at banken ikke til fulde har efterlevet en given offentligretlig regel, vil dette som udgangspunkt ikke have civilretlige konsekvenser, jf. bestemmelsen i lov om finansiel virksomhed § 43 a.
Ankenævnets bemærkninger
I perioden fra den 19. maj 2015 til den 8. juli 2015 foretog A 11 enkeltstående kon-tanthævninger og tre overførsler via netbank for i alt 1.481.000 kr. fra sin konto -049, der var tilknyttet et prioritetslån i banken.
Klagerne, der er arvinger i dødsboet efter nu afdøde A, og som har fået udlagt det i sagen rejste krav mod banken af boet, har rejst et erstatningskrav mod banken på det hævede beløb.
Af den dagældende bekendtgørelse nr. 928 af 28. juni 2013 om god skik for finansielle virksomheder fremgik af § 7, stk. 2, at en finansiel virksomhed skal yde rådgivning, hvis kunden anmoder herom, og at virksomheden endvidere af egen drift skal yde rådgivning, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor. Af den tilhørende vejledning nr. 9055 af 13. februar 2013 til bekendtgørelsen, der blev afløst af vejledning nr. 9343 af 20. maj 2015, fremgik, at der ikke er pligt til at rådgive, hvis kunden alene efterspørger en ”ren” ekspedition (jf. de nugældende tilsvarende regler i bekendtgørelse nr. 330 af 7. april 2016 om god skik for finansielle virksomheder § 8, stk. 2 og den tilhørende vejledning nr. 9971 af 23. september 2016). Som eksempler på ”rene” ekspeditioner nævnes udbetalinger og pengeoverførsler.
Der var tale om, at A som kontohaver disponerede over sine egne midler ved kon-tanthævninger og overførsler via netbank. Udgangspunktet var derfor, at A foretog ”rene” ekspeditioner og ikke efterspurgte rådgivning fra banken. Ankenævnet finder ikke, at klagerne har godtgjort, at der forelå konkrete omstændigheder, der tilsagde, at der var behov for, at banken af egen drift ydede A rådgivning.
Klagerene får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.