Bevis for indbetaling.
| Sagsnummer: | 167 /2017 |
| Dato: | 19-12-2017 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Kristian Ingemann Petersen, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Indlån - bevis for indbetaling/udbetaling
|
| Ledetekst: | Bevis for indbetaling. |
| Indklagede: | Sparekassen Kronjylland |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagernes krav om betaling af ca. 6.000 kr. med henvisning til, at beløbet tidligere var indsat på henholdsvis en nyoprettet børneopsparing til deres mindreårige søn og på deres fælles opsparingskonto.
Sagens omstændigheder
Klagerne, M og H, var kunder i Sparekassen Kronjylland, hvor de blandt andet havde en fælles opsparingskonto, og H havde en konto -358.
Klagerne har anført, at de henvendte sig i sparekassen den 17. februar 2017 for at oprette en børneopsparingskonto til deres mindreårige søn, S. De medbragte 5.000 kr. i sedler og ca. 900-1.300 kr. i mønter, som de fik talt op i mønttælleren. Beløbet på 5.000 kr. var gaver til S, som de havde fået i forbindelse med S’s navngivning. De aftalte med den ekspederende medarbejder, at 3.000 kr. skulle indsættes på børneopsparingen, og at restbeløbet skulle indsættes på deres fælles opsparingskonto med henblik på senere indsættelse på børneopsparingen. De fik ingen kvittering for indsættelsen af beløbene.
Sparekassen har oplyst, at den ekspederende medarbejder alene erindrer, at hun den 17. februar 2017 ved serviceskranken talte med H om oprettelse af en børneopsparingskonto til S. Hun erindrer ikke, at H havde nogle kontanter med til indsættelse i sparekassen.
Sparekassen har endvidere oplyst, at der den 17. februar 2017 blev arkiveret legitimation for M i sparekassen. Samme dag udfyldte sparekassen en intern ordreseddel med henblik på at oprette en børneopsparingskonto til S med H som indskyder. Kontoen skulle udløbe ved S’s 14-års fødselsdag, dog med mulighed for forlængelse til 21 år. Kontoen skulle kunne ses af M og H via netbank.
Den 22. februar 2017 var H i banken for at underskrive aftalen om børneopsparingen og en netbankaftale vedrørende adgang til at se børneopsparingen. Det blev i den forbindelse aftalt, at bindingsperioden for børneopsparingen skulle ændres. Banken oplyste, at M ligeledes skulle underskrive netbankaftalen.
I marts 2017 rykkede sparekassen M for underskrift på netbankaftalen.
Den 5. april 2017 var klagerne i banken, hvor M blandt andet underskrev netbankaftalen. Klagerne fik herefter adgang til at se børneopsparingskontoen via netbank.
I en mail af 12. april 2017 til sparekassen spurgte H, hvorfor de 3.000 kr., som klagerne indsatte på S’s børneopsparingskonto ved oprettelsen, ikke var indgået på kontoen.
Sparekassen svarede, at den ikke kunne se, at der skulle være foretaget en kontant indbetaling på børneopsparingen.
Sparekassen har oplyst, at afdelingen herefter iværksatte en gennemgang af bilag og bogføring i perioden mellem den 17. februar 2017 og den 9. marts 2017 uden at finde nogen kassedifferencer eller uregelmæssigheder. Efterfølgende gennemgik sparekassens interne revision materialet og bekræftede, at der ikke havde været kassedifferencer eller fejlposteringer i den omtalte periode.
Sparekassen har oplyst, at H den 30. november 2016 indsatte et kontantbeløb på 5.951 kr. på sin egen konto -358 i sparekassen. Indbetalingen var sammensat af 5.000 kr. i sedler samt af 951 kr. i mønter, der blev optalt i mønttælleren.
Klagerne har bestridt, at indbetalingen den 30. november 2016 er den indbetaling, som de mangler.
Parternes påstande
Den 22. maj 2017 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Kronjylland skal betale ca. 6.000 kr.
Sparekassen Kronjylland har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at de afleverede ca. 6.000 kr. kontant i sparekassen den 17. februar 2017. Sparekassen indsatte ikke beløbet på henholdsvis S’s børneopspringskonto og på deres fælles opsparingskonto som aftalt. Sparekassen har begået en fejl og skal erstatte dem beløbet.
De glemte at få en kvittering med, og de har derfor ikke dokumentation for indsættelsen.
Der gik en måned til halvanden, førend de kunne tjekke S’s børneopsparingskonto, da det tog tid for sparekassen at oprette kontoen, og de først fik adgang til at se kontoen via netbank, da M havde underskrevet netbankaftalen den 5. april 2017.
Da H den 12. april 2017 tjekkede børneopsparingskontoen og opdagede, at der ingen penge stod på kontoen, skrev hun til sparekassen med det samme.
De er sikre på, at de begge var til stede i sparekassen den 17. februar 2017, idet M efterfølgende brugte sit dankort i en forretning tæt på sparekassens afdeling.
De undrer sig over, at sparekassen har anført, at den ikke foretager kasseekspeditioner ved serviceskranken, idet de blev bedt om at aflevere pengene ved skranken.
Beløbet der blev indbetalt på H’s konto den 30. november 2017 stammer formentlig fra H’s egen børneopsparing, der blev frigivet i marts 2016. Der blev den 30. november 2016 foretaget to indbetalinger på H’s konto på henholdsvis 5.951 kr. og 5.000 kr., det vil sige i alt 10.951 kr. H havde forinden disse indbetalinger kortvarigt haft et beløb af denne størrelse, der stammede fra hendes børneopsparing, stående på sin fars konto, hvorefter hun indsatte beløbet på sin egen konto.
Sparekassen Kronjylland har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en stillingtagen til sagen vil kræve en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Til støtte for frifindelsespåstanden har sparekassen anført, at klagerne ikke har dokumenteret, at de har indbetalt et kontant beløb til sparekassen.
Det har endvidere formodningen imod sig, at der skulle være indbetalt et kontant beløb, idet ekspeditionen den 17. februar 2017 blev gennemført ved serviceskranken. Alle ind- og udbetalinger foretages i selve kassen, i hvilken forbindelse der altid udleveres en kvittering til kunden.
Sparekassen er på grund af den medgåede tid ikke længere i besiddelse af overvågningsbilleder af ekspeditionen.
Sparekassens interne revision har bekræftet, at der ingen kassedifferencer eller fejlposteringer var i perioden mellem fra den 17. februar 2017 til den 9. marts 2017.
Den indbetaling, som klagerne påstår, at de mangler, var af samme størrelsesorden som den indbetaling, som H foretog på sin egen konto den 30. november 2016. Denne indbetaling var sammensat af 951 kr. i mønter og 5.000 kr. i sedler.
Det forekommer usandsynligt, at indbetalingen den 30. november 2016 stammer fra H’s børneopsparing. H’s børneopsparing udløb den 3. marts 2016, hvorefter saldoen på 22.363,64 kr. blev overført til hendes konto -358. Der har, så vidt det ses, ikke efterfølgende været foretaget større overførsler fra kontoen til tredjemands konti.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises.
Klagerne har anført, at de den 17. februar 2017 i forbindelse med oprettelse af en børneopsparingskonto til deres mindreårige søn, S, afleverede ca. 6.000 kr. kontant i sparekassen, hvoraf 3.000 kr. skulle indsættes på børneopsparingen, og restbeløbet skulle indsættes på deres fælles opsparingskonto. Beløbet blev imidlertid ikke indsat på de nævnte konti som aftalt.
Sparekassen har oplyst, at den ekspederende afdeling iværksatte en gennemgang af bilag og bogføring i perioden mellem den 17. februar 2017 og den 9. marts 2017 uden at finde nogen kassedifferencer eller uregelmæssigheder. Efterfølgende gennemgik sparekassens interne revision materialet og bekræftede, at der ikke havde været kassedifferencer eller fejlposteringer i den omtalte periode.
Under hensyn til det oplyste om de i sparekassen foretagne undersøgelser og til, at klagerne ikke har kunnet fremlægge en kvittering for den omhandlede indbetaling, finder Ankenævnet ikke, at klagerne har godtgjort eller sandsynliggjort, at de har indbetalt et beløb på ca. 6.000 kr. i sparekassen ved oprettelsen af børneopsparingen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.