Afgørelse

Rådgivning ved indgåelse af aftale om valutarenteswap. Spørgsmål om forældelse.

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på en 5-årig valutarenteswapaftale, der blev indgået i 2007, herunder om et eventuelt krav er forældet.

Sagens omstændigheder

I 2006 boede klageren og dennes ægtefælle, M, på en af klageren ejet landbrugsejendom. Til ejendommen var der 22 tønder uopdyrket land. Klageren var lærerstuderende, og M var forfatter og underviser. Ejendommen var behæftet med et realkreditlån på 3,3 mio. kr. med 1-årig rentetilpasning (F1).

M var kunde i den daværende BG Bank (Danske Bank), senere Danske Bank.

Henholdsvis den 6. november 2006 og den 31. maj 2007 udarbejdede banken nogle plancher, der dannede grundlag for drøftelser med M om en 5-årig valutarenteswap i tilknytning til realkreditlånet. Bankens beregninger den 31. maj 2007 viste, at der ved en aftale i schweizerfranc, CHF, kunne opnås en rentebesparelse på i alt 209.754 kr. (ca. 41.800 kr. om året). CHF-kursen var da 451.

Banken har oplyste, at bankens medarbejder den 31. maj 2007 i et internt mødereferat anførte følgende:

”[Klagerens] mand [navn] deltog i mødet på [klagerens] vegne, og blev orienteret om renteswap med løbetid 5 år i CHF på deres nuværende RD-lån anslået restgæld tkr.3300. [M] accepterede indgåelsen af aftalen udfra forelagte beregninger, og han blev orienteret om konsekvenserne af den aftale renteswap.”

Den 13. juni 2007 sendte banken en ”Bekræftelse på valutaswap” til klageren. Med start den 6. juni 2007 skulle klageren betale fast rente på 3,4 % om året af en hovedstol på 732.844,77 CHF, mens banken skulle betale variabel rente for tiden 4,4792 %, af en hovedstol på 3,3 mio. kr. Henholdsvis ved start og slut skulle der ske hovedstolsudveksling. På slutdatoen, som var den 28. december 2012, skulle klageren betale 732.844,77 CHF til banken, mens banken skulle betale 3,3 mio. kr. til klageren. Bekræftelsen blev underskrevet af klageren. Underskriften er udateret.

Den 14. august 2007 underskrev klageren en rammeaftale med banken om indgåelse af valuta-, rente-, indeks-, og værdipapirforretninger. Ved underskriftsfeltet var der anført følgende tekst:

”Kunden erklærer at være indforstået med den risiko og det ansvar, der er forbundet med indgåelse af Forretninger og Afledte Forretninger, jfr. Generelle Vilkår pkt. 3.3 og 4.1.”

Af Generelle Vilkår for aftalen fremgik blandt andet:

”…

…”

Banken fik ifølge en pantsætningserklæring pant i et ejerpantebrev på 500.000 kr. i klagerens ejendom til sikkerhed for klagerens forpligtelser under rammeaftalen og fremtidige forpligtelser. Under sagen er der fremlagt et udateret og ikke-underskrevet eksemplar af pantsætningserklæringen.

Klageren fik hver måned tilsendt en markedsværdiopgørelse.

Aftalen udviklede sig negativt for klageren, idet den variable rente faldt og CHF-kursen steg.

Markedsværdien var derfor negativ for klageren, og fra og med september 2010 var den negative værdi større end 1. mio. kr.

Ved udløbet af valutarenteswappen den 31. december 2012 optog klageren og M et boliglån i banken på 1.273.300 kr., der efter det oplyste blev anvendt til dækning af valutarenteswappens negative værdi på udløbstidspunktet.

På baggrund af en henvendelse fra klageren og M ydede banken i 2014 pr. kulance en rentegodtgørelse på 22.072 kr. på boliglånet, og rentesatsen på lånet blev nedsat til 1,75 %. Endvidere blev klagerens og M’s realkreditlån omlagt til et nyt lån med afdragsfrihed.

Banken afviste i 2015 en ny klage fra klageren og M.

Parternes påstande

Den 8. marts 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal frafalde eller nedsætte gælden på boliglånet.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun er 55 år og ansat på et plejehjem, og at M er 67 år og folkepensionist/forfatter.

Bankens rådgivning om valutarenteswappen var mangelfuld. Aftalen blev indgået på initiativ fra en rådgiver i banken, der kontaktede M med et tilbud om at finansiere deres boliglån og derved reelt halvere deres månedlige boligudgifter. Rådgiveren var en energisk person, der talte begejstret om produktet. Baggrunden var, at M over for banken havde nævnt en bekymring for, at renten på deres F1 lån ville stige.

Hun og M havde separat økonomi. Hun var ikke kunde i banken og deltog ikke i møderne forud for aftaleindgåelsen. Det af banken anførte om, at M deltog i møderne på hendes vegne bestrides, og det er i øvrigt udokumenteret af banken.

Dokumenterne blev sendt til bopælen med henblik på hendes underskrift.

Plancherne gav indtryk af et fantastisk sikkert produkt, hvor alt fremover kun kunne blive bedre. Det fremgik ikke på nogen måde, at der var tale om et højrisikoforhold. De havde ingen forudsætninger for at forstå og gennemskue produktet og blev henvist til at stole på bankens ekspertise.

På et tidspunkt, hvor de henvendte sig til banken omkring nervøsitet for tab, blev de bedt om at lave et ejerpantebrev på 500.000 kr. til dækning af eventuelt tab. De fik samtidig at vide, at beløbet svarede til de penge, som de sparede, og at arrangementet derfor i værste fald ville gå i nul. De forstod på banken, at de 500.000 kr. fuldt ud dækkede den eventuelle risiko, hvilket også var sådan de læste teksten i pantebrevet. Banken bør derfor i hvert fald nedsætte deres hæftelse for tabet til 500.000 kr.

De var ikke involveret i bankens kreditvurdering af dem. De var således også ubekendt med det nu oplyste om, at arrangementet var baseret på et rådighedsbeløb på 15.500 kr., blandt andet på baggrund af en årlig indtægt på 600.000 kr. vedrørende en grusgrav på ejendommen. Indtægten fra grusgraven ophørte kort efter, idet grusgraveren gik konkurs. Området blev herefter, efter krav fra Regionen, reetableret som naturområde.

De var ikke klar over, hvad de tilsendte markedsværdiopgørelser betød, og vidste ikke, at aftalen kunne ende med økonomisk ruin for dem. Banken burde have gjort dem opmærksomme på, at den negative markedsværdi, som i begyndelsen var relativt beskeden, på sigt kunne udgøre et problem, og at aftalen kunne og burde opsiges.

Det af banken anførte om en løbende dialog om fastholdelse af aftalen bestrides. M har på et møde i banken fået at vide, at kurser jo både gik op og ned. Det blev på intet tidspunkt nævnt, at aftalen kunne opsiges før udløb.

De klagede til banken allerede i 2013.

Det af banken anførte om, at ændringerne i 2014 var til fuld og endelig afgørelse bestrides. Omlægningen af realkreditlånene var aftalt i 2013 og var begrundet i lukning af grusgraven, og at M gik på pension. Under et møde med banken fik M blot oplyst, at banken ville tilbyde et boliglån med samme rente som resten af boligfinansieringen. Tilbageførslen af de 22.072 kr. skete med baggrund i tidspunktet for hjemtagelsen af det nye realkreditlån. Banken vidste, at de ville indbringe sagen for Ankenævnet.

I 2015 diskuterede M på ny sagen med filialdirektøren, der meddelte, at en eventuel klage skulle indsendes til Ankenævnet. Da banken kort tid efter fik en ny filialdirektør, forsøgte M sig med en henvendelse til denne, før klagen til Ankenævnet blev indgivet.

M har været i kontakt med banken under hele forløbet. Der er derfor ikke indtrådt forældelse.

Danske Bank har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende over for klageren i forbindelse med valutarenteswappen.

Baggrunden for aftalen var klagerens og M’s ønske om at opnå en billigere finansiering af den faste ejendom.

Klageren har med sin underskrift på handelsbekræftelsen og rammeaftalen indgået bindende aftalte om valutarenteswappen og accepteret den risiko, der var forbundet hermed.

Klageren valgte at lade sig repræsentere af M.

Banken rådgav både skriftligt og mundtligt om den risiko, der var forbundet med indgåelsen af aftalen, og klageren og M var bekendt hermed.

I den kreditvurdering, der lå til grund for bevillingen af valutarenteswappen, lagde banken blandt andet vægt på en oplyst årlig indtægt på 600.000 kr. fra en grusgrav på ejendommen, og at parret havde et rådighedsbeløb på ca. 15.500 kr.

Banken har løbende sendt markedsværdioversigter, der viste udviklingen i aftalen. En finansrådgiver i banken var løbende i dialog med klageren og M, der dog valgte at fastholde aftalen. Klageren og M lagde over for rådgiveren vægt på, at de var trygge ved deres økonomi og den indtægt de forventede fra grusgraven.

Det af klageren anførte om, at der var indgået aftale om, at klagerens tab maksimalt kunne udgøre 500.000 kr. bestrides.

Klageren klagede først i 2014 til banken over tabet på valutarenteswappen. Banken kunne ikke anerkende klagen, men blev dog enige med klageren og M om en løsning til fuld og endelig afgørelse af klagen. Det blev aftalt, at renten på boliglånet blev nedsat til 1,75 %, klagerens og M’s realkreditlån blev omlagt til ét nyt lån med afdragsfrihed, og pr. kulance fik klageren og M godtgjort renterne på boliglånet på 22.072 kr.

Et eventuelt erstatningsansvar er forældet, idet rådgivningen fandt sted i 2007. Klageren og M har fra dette tidspunkt været bekendt med, at der var en valutarisiko. Klageren og M har ikke foretaget de fornødne skridt til at afbryde forældelsen.

Ankenævnets bemærkninger

I 2007 indgik klageren en aftale med Danske Bank om en valutarenteswap i tilknytning til et realkreditlån i hendes faste ejendom. Efterfølgende steg CHF-kursen og renteniveauet faldt. Aftalen udviklede sig derfor negativt for klageren.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at der var indgået aftale om, at klagerens tab maksimalt kunne udgøre 500.000 kr.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at et erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Efter forældelseslovens § 3, stk. 2 skal forældelsesfristen, hvis fordringshaveren var ubekendt med kravet, regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet.

Klageren fik løbende tilsendt markedsværdiopgørelser, der viste, at valutarente­swappen havde en negativ markedsværdi for klageren. Fra og med september 2010 oversteg den negative værdi 1 mio. kr.

I forlængelse af valutarenteswappens udløb den 31. december 2012 optog klageren og hendes ægtefælle et boliglån i banken på 1.273.300 kr., der efter det oplyste blev anvendt til dækning af aftalens negative værdi på udløbstidspunktet.

Ankenævnet finder under disse omstændigheder, at klageren i hvert fald tidligere end tre år før forældelsen blev afbrudt ved sagens indbringelse for Ankenævnet den 8. marts 2016 havde tilstrækkelig kendskab til konsekvenserne af bankens rådgivning til at rejse et eventuelt erstatningskrav.

Klagerens eventuelle erstatningskrav var derfor forældet, da sagen blev indbragt for Ankenævnet.

Klageren får allerede derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.