Ydelsesnedsættelse.
| Sagsnummer: | 23 /1992 |
| Dato: | 21-08-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Ydelsesnedsættelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF SD |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 22. april 1981 ydede indklagedes Hjallelse afdeling klageren et lån på 75.000 kr. Af gældsbrevet fremgik, at lånets løbetid var "ca. 10 år". Lånet forrentedes med p.t. 18,5% p.a. og skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.350 kr. med betaling første gang den 31. maj 1981. Af gældsbrevet fremgik endvidere, at indklagede "forbeholder sig ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af renten at ændre ydelsen tilsvarende." I november 1981 overførtes lånet til indklagedes Fåborg afdeling.
Om lånets udvikling fremgår følgende af de årlige kontooversigter:
| 31.dec. | restgæld | bet. ydelser | rentesats |
| ---------------------------------------------------------- | |||
| 1982 | 71.337,51 | 15.670,44 10.680,- | 18,5 15,308-16,1 |
Indklagede har oplyst, at det ikke er muligt at se, på hvilket grundlag ydelsesændringerne er baseret, men at der formentlig enten har foreligget aftale om ændring af ydelsen eller har været tale om ydelsesfritagelse i en periode. Klageren har oplyst, at der hverken er aftalt ydelsesændringer eller givet henstand.
Af en af indklagede udarbejdet oversigt over lånets afvikling, således som den ville have været med en uændret rente på 18,5% p.a. og en uændret månedlig ydelse på 1.350 kr., fremgår, at lånet ville have været afviklet den 30. november 1991. Restgælden pr. 30. december 1986 ville have udgjort 51.999,25 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet skal anses for indfriet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han har haft tillid til, at de foretagne ændringer i ydelsen ville sikre en afvikling på 10 år. Han bemærkede, at de opkrævede ydelser faldt og gik ud fra, at baggrunden herfor var rentefald. En forlængelse af lånets løbetid betyder, at indklagede beriger sig på klagerens bekostning, idet klageren kommer til at betale yderligere renter. Afdelingen har oplyst, at gældsbrevet først vil være tilbagebetalt i år 2001, og at der formentlig på et tidspunkt er sket en fejl i indkodningen, således at udløbstidspunktet er indkodet som 01 i stedet for 91.
Indklagede har anført, at udviklingen i lånets restgæld er fremgået af tilsendte årsopgørelser, men klageren har først henvendt sig om lånets restgæld den 2. maj 1991. Det er indklagedes opfattelse, at klageren indså eller burde indse, at lånets løbetid ville blive forlænget udover de oprindelige 10 år.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Peter Blok, Søren Geckler og Peter Møgelvang-Hansen - udtaler:
Vi lægger til grund, at der ikke har været tale om fritagelse for eller henstand med ydelser, at nedsættelserne af den månedlige ydelse er foretaget af indklagede på egen hånd, og at der af indklagede er begået en fejl, som har bevirket, at ydelserne er blevet nedsat væsentligt mere, end rentenedsættelserne kunne begrunde. Vi lægger endvidere til grund, at klageren i en periode har været i god tro med hensyn til, at ydelsesnedsættelserne alene var begrundet i rentenedsættelser, og at løbetiden på ca. 10 år derfor ville blive fastholdt. Vi finder imidlertid, at klageren i hvert fald ved modtagelsen af kontooversigten pr. 31. december 1986, hvoraf det fremgik, at den årlige ydelse selv uden rentetilskrivning ikke ville være tilstrækkelig til at afvikle restgælden senest i 1991, burde have indset, at der var begået en fejl i forbindelse med ydelsesnedsættelserne. For så vidt angår tiden herefter bør klageren derfor ikke kunne påberåbe sig konsekvenserne af den begåede fejl, og klagerens påstand om, at lånet skal anses for fuldt indfriet, kan derfor ikke tages til følge. Vi finder derimod, at klageren bør stilles, som om gælden havde været afviklet korrekt i tiden frem til den 31. december 1986. Af den udarbejdede oversigt over afviklingsforløbet ved en uændret rente på 18,5% p.a. og en uændret månedlig ydelse på 1.350 kr. fremgår, at restgælden pr. denne dato ville have udgjort 51.999,25 kr. Vi finder derfor, at lånets restgæld pr. 31. december 1986 bør nedsættes til dette beløb, således at indklagede skal omberegne den aktuelle restgæld i overensstemmelse hermed.
2 medlemmer - Jørn Rytter Andersen og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:
Oplysningen i lånedokumentet om en løbetid på ca. 10 år forudsatte, at den i dokumentet nævnet rentesats og månedsydelse var den samme i hele lånets løbetid. Denne forudsætning måtte stå klart for klageren.
Da renten var variabel, og da indklagede ikke havde forpligtet sig til at regulere ydelsen i tilfælde af renteændringer, måtte det ligeledes stå klart for klageren, at indklagede i sin administration af lånet ikke var bundet til at fastholde den anførte løbetid.
Såfremt det var en væsentlig forudsætning for klageren at afvikle lånet på ca. 10 år, måtte det herefter påhvile denne at gøre indklagede opmærksom herpå, enten ved lånets etablering eller i forbindelse med de stedfundne reguleringer af såvel rente som ydelse.
Da klageren ikke har tilkendegivet en sådan forudsætning, ej heller omkring midten af firserne, hvor det var åbenbart, at ydelsen ikke kunne afvikle lånet senest i 1991, finder vi, at han har accepteret den afvikling af lånet, som løbende har fundet sted.
Endvidere finder vi ikke, at klageren har lidt tab, der berettiger en nedskrivning af lånets nuværende restgæld.
Vi stemmer herefter for, at klagen ikke tages til følge, hverken helt eller delvis.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør nedsætte restgælden på klagerens lån til 51.999,25 kr. pr. 31. december 1986 og bør omberegne lånets aktuelle restgæld i overensstemmelse hermed.Klagegebyret tilbagebetales klageren.