Indsigelse mod reservation af beløb på konto tilknyttet GlobeCard.
| Sagsnummer: | 322 /2013 |
| Dato: | 15-09-2014 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard, Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - øvrige spørgsmål
Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2 |
| Ledetekst: | Indsigelse mod reservation af beløb på konto tilknyttet GlobeCard. |
| Indklagede: | SEB Kort Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod, at kortkonto i en periode på op til syv hverdage belastes af både et reserveret beløb og debiterede beløb for gennemførte transaktioner vedrørende det samme køb.
Sagens omstændigheder
Klageren er kunde i SEB Kort Bank Danmark, hvor han har et GlobeCard med en tilknyttet kortkonto. Kortet har et købsmaksimum på 30.000 kr. og er ikke tilknyttet en kreditaftale. Når kortet benyttes til køb, reserveres købesummen straks på kortkontoen. Banken har oplyst, at reservationen foretages af forretningsstederne via en såkaldt autorisationsforespørgsel. Sædvanligvis udlignes reservationen ved en matchende transaktion, der debiteres kortkontoen, når købet gennemføres.
I september 2013 købte klageren to flybilletter hos flyselskabet F. I forbindelse hermed blev et beløb på 4.572 kr. reserveret på kortkontoen. Den 27. september 2013 blev der debiteret to beløb á 2.286 kr. på kortkontoen vedrørende købet af de to flybilletter hos F samtidig med, at beløbet på 4.572 kr. forblev reserveret. Klageren rejste indsigelse mod, at både det reserverede beløb og de debiterede beløb fragik i hans disponible saldo. I e-mail af 1. oktober 2013 oplyste banken, at dette skyldtes, at den reserverede disposition på 4.572 kr. ikke matchede den debiterede transaktion, som angik to beløb á 2.286 kr.
I foråret 2014 købte klageren fire flybilletter hos F. Klageren har fremlagt en kontoudskrift, hvor der både er reserveret et beløb med teksten ”Reserveret beløb – køb der endnu ikke er bogført” og debiteret fire beløb den 1. maj 2014 vedrørende købet. Klageren har oplyst, at han i flere andre tilfælde af køb har oplevet et tilsvarende forløb, hvor kontoen belastes af både et reserveret og et debiteret beløb vedrørende det samme køb.
Banken har oplyst, at reservationer på kortkontoen automatisk annulleres efter syv hverdage, hvis reservationerne ikke er udlignet af en matchende transaktion inden for denne tidsfrist. Banken har endvidere oplyst, at det reserverede beløb kan slettes manuelt, hvis kortindehaver kontakter banken telefonisk, og banken kan se, at flere transaktioner samlet set matcher det reserverede beløb.
Klagerens forbrug på kortkontoen udlignes ved månedlige overførsler fra klagerens konto i pengeinstituttet P, hvor betalingerne til kortkontoen er tilmeldt betalingsservice. Klageren har gjort indsigelse mod, at indbetalingerne først registreres på hans kortkonto fem til syv dage efter, at betalingen er trukket på hans konto hos P. Banken har under klagesagen meddelt, at banken har ændret sine systemer, således at indbetalinger til kortkontoen nu bogføres på kortkontoen samme dag, som betalingen trækkes på klagerens bankkonto hos P.
Banken har fremlagt sine ”Kortbestemmelser for GlobeCard”, hvoraf blandt andet fremgår, at klageren kan opsige kortkontoen med en måneds varsel og få returneret en forholdsmæssig andel af årsgebyret, hvis opsigelse sker midt i den periode, årsgebyret dækker.
Parternes påstande
Den 17. oktober 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at SEB Kort Bank Danmark skal tilpligtes at sørge for, at reservation af beløb ophæves, når købet bogføres, og at banken skal bogføre indbetalinger til kortkontoen samme dag, som betalingen trækkes på hans bankkonto hos P.
SEB Kort Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at bankens reservationsprocedure er uhensigtsmæssig og uprofessionel. Reservationsproceduren medfører, at det disponible beløb reduceres med det dobbelte beløb af købesummen i op til syv hverdage. Kontoens saldo og det disponible beløb reduceres øjeblikkeligt med det reserverede beløb og samme dag eller dagen efter med købsprisen. Det er uholdbart, at man skal regne med, at der skal være plads til det dobbelte beløb af, hvad man har disponeret.
Banken er ikke berettiget til at bogføre den samme ydelse to gange på hans konto.
Proceduren med dobbeltbelastning af kontoen har en aktuel økonomisk betydning for ham. Han har flere gange oplevet at få afvist transaktioner, fordi kontoen var belastet dobbelt og derfor var over det aftalte maksimum. Han afskæres derved fra at benytte kontoen med det aftalte maksimum. Han kan også risikere, at køb af to flybilletter á 10.000 kr. indenfor den disponible saldo på 30.000 kr. bliver afvist som følge af, at der også er reserveret et beløb på 20.000 kr. i forbindelse med samme køb. Bankens forklaring om, at reservationsproceduren sikrer forretningsstedet, er således ikke holdbar.
Hvis et flyselskab i en sådan situation gik konkurs, ville han miste både det reserverede og det debiterede beløb. Banken ville næppe dække den øgede risiko. Tilsvarende ville han ved for eksempel en biludlejers konkurs få et tab udover selve lejen for bilen.
Teksten på kontoudskrift fra maj 2014 ”Reserveret beløb – køb der endnu ikke er bogført” er usand.
Banken bør ændre sit system og afvikle reservationsproceduren, som medfører en halvkriminel dobbeltbogføring, og som rammer alle brugere af MasterCard. Systemet kan håndtere almindelig brug af kortet. Andre køb, i for eksempel supermarkeder m.v. belaster ikke kontoen dobbelt. Det forekommer derfor ikke overbevisende, at en ændring skulle kræve en større systemændring.
Bankens forslag om, at han bare kan kontakte banken telefonisk, er urealistisk. I en betalingssituation ved han ikke på forhånd, at der kan være sket dobbelt bogføring. Når han får afvist betalingen i en taxa i udlandet en sen aften, er det ikke realistisk at løse problemet ved at ringe til banken. Ventetiden til banken ved telefonisk henvendelse kan i øvrigt være op til 20 minutter.
Bankens forklaring om, at det er betalingsmodtagerne/forretningsstederne, der bruger systemet forkert, kan han ikke bruge til noget.
Det er ikke rigtigt, at proceduren gælder alle internationale kreditkort. Han har lige købt flybillet med sit Visakort hos F, og der er i den forbindelse kun sket ét træk på kontoen.
Indbetalingerne på hans kortkonto registreres først fem til syv dage efter, at betalingen er trukket på hans konto hos P, hvilket yderligere reducerer det disponible beløb. Han er overbevist om, at beløbene opsamles på en samlekonto hos banken, hvor de forrentes, indtil de fordeles til kundernes konti. Der er tale om betydelige beløb og renteindtægter for banken. Banken har anført, at dette skyldes, at beløb via betalingsservice kan tilbagekaldes. Beløbet kunne imidlertid krediteres på betalingsdagen og derefter tilbageføres fra kortkontoen, hvis betalingen tilbageføres. Bankens krumspring er ikke acceptable set fra et forbrugersynspunkt.
SEB Kort Bank Danmark har blandt andet anført, at reservation af beløb i forbindelse med fjernsalg på internettet foretages af forretningsstedet via en såkaldt autorisationsforespørgsel. Ved reservationen sikrer forretningsstedet sig at modtage købesummen, og kortindehaveren sikres, at beløbsgrænsen ikke overtrækkes.
Hvis købet gennemføres som én transaktion, som modsvarer det reserverede beløb, udlignes reservationen af transaktionen. Hvis købet gennemføres som en række enkelttransaktioner med mindre beløb og eventuelt på forskellige datoer, har banken ingen mulighed for at se, om disse vedrører det reserverede beløb eller et helt nyt køb, og banken kan ikke nedskrive reservationen. Det er sædvanlig fremgangsmåde ved køb af flybilletter, at den samlede pris reserveres, men at hver flybillet kommer ind som en særskilt transaktion, der indeholder oplysning om passagernavn m.v. Et andet eksempel er bestilling hos et rejsebureau af en individuel rejse, der er sammensat af flybilletter, hotelbookinger og billeje, hvor bureauet foretager en reservation af det samlede beløb, men gennemfører transaktionerne ved særskilt debitering for flybilletter, hotel, billeje m.v.
Reservationen udlignes, når der gennemføres en matchende transaktion. Hvis dette ikke sker, slettes reservationen automatisk efter syv hverdage. Det reserverede beløb kan også slettes manuelt af banken. Dette kræver, at kortindehaver kontakter banken, eventuelt via bankens 24-timers telefonservice, og at banken kan se, at flere transaktioner samlet set matcher det reserverede beløb. Banken har foreslået klageren at benytte sig af denne service, men klageren har afvist dette.
Reservationsproceduren berører alene kort med et købs- eller kreditmaksimum. Klageren kan undgå problemet ved at få et kort uden købsmaksimum som for eksempel et EuroCard. Banken har endvidere tilbudt klageren, at han kan få forhøjet sit maksimum under forudsætning af en almindelig kreditvurdering,
Klageren betaler hverken renter, overtræksgebyrer eller andre gebyrer som følge af, at en reservation ikke udlignes mod en transaktion. Klageren har således intet tab. Det er kun selve transaktionen, der belaster klagerens konto. Det samme beløb bogføres ikke to gange.
Klagerens GlobeCard er tilknyttet MasterCard systemet. Banken kan ikke gennemføre den af klageren ønskede løsning, som kræver ændring af hele MasterCard netværkets systemer. MasterCard arbejder internationalt på et system, hvor autorisation og transaktion kan matches uanset forskelle i beløb og modtagelsesdato. Dette kræver dog, at systemet implementeres af alle indløsere på verdensplan.
Teksten på kontoudtoget ”Reserveret endnu ikke bogført” kunne muligvis forbedres ved at blive ændret til ”Reserveret endnu ikke udlignet”. Dette er en sproglig tilpasning, der ikke ændrer de faktiske forhold.
Kortbestemmelserne og betalingstjenesteloven indeholder ikke bestemmelser om reserverede beløb. I de kommende retningslinjer fra Forbrugerombudsmanden pålægges forretningsstedet pligten til at tilbagekalde et reserveret beløb, idet det kun er forretningsstedet, der har mulighed for at vurdere sammenhængen mellem reservation og transaktion.
For så vidt angår spørgsmålet om dato for kreditering af klagerens kortkonto har banken ændret sine systemer, således at banken bogfører indbetalinger til kortkontoen samme dag, som betalingen trækkes på klagerens bankkonto hos P. For så vidt angår den tidligere ordning bemærkes det, at kunden rentemæssigt fik valør fra betalingsdagen, og at der ikke blev opsamlet penge i banken i den mellemliggende periode.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet behandler alene konkrete formueretlige tvister mellem kunder og pengeinstitutter. Ankenævnet ikke har mulighed for at pålægge SEB Kort Bank Danmark at ændre sine procedurer.
Den del af klagen, der vedrører reservation af beløb og udligning af samme, er ikke en konkret formueretlig tvist.
Ankenævnet lægger i overensstemmelse med bankens oplysninger til grund, at klageren også efter den tidligere anvendte ordning rentemæssigt fik valør fra betalingsdagen, uanset indbetalingen først blev bogført på klagerens konto senere.
Ankenævnet finder derfor, at klagen falder udenfor Ankenævnets kompetence.
Banken har under klagesagen imødekommet et klagepunkt, idet banken har ændret sine systemer, således at indbetalinger til klagerens kortkonto i banken bogføres samme dag, som betalingen trækkes på klagerens bankkonto hos P, hvilket er i overensstemmelse med betalingstjenestelovens § 76.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.