Spørgsmål om ansvar i forbindelse med investeringsrådgivning.
| Sagsnummer: | 359/2003 |
| Dato: | 28-04-2004 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Poul Erik Tobiasen, Morten Westergaard |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Puljepension - rådgivning om placering |
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar i forbindelse med investeringsrådgivning. |
| Indklagede: | BG Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om indklagede i forbindelse med investeringsrådgivning i efteråret 2000 har pådraget sig et erstatningsansvar overfor klagerne.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H, der er født i henholdsvis 1948 og 1951.
Efter opfordring fra indklagede blev der den 25. oktober 2000 afholdt et møde med klagerne om M's indestående på en investeringskonto og H's indestående på en kapitalpensionsordning hos indklagede.
Indklagede anbefalede M at placere ca. 340.000 kr., der indestod på investeringskontoen, i investeringsbeviser i BG Invest med ca. 40% i aktier og 60% i obligationer. Indklagede anbefalede afdelingerne Danske Obligationer, der investerer i obligationer noteret på Københavns Fondsbørs, Internationale Obligationer, der investerer i obligationer udstedt i andre valutaer end danske kroner, Danmark, der investerer i danske aktier noteret på Københavns Fondsbørs og Europa, der investerer i selskaber noteret på de væsentligste europæiske børser. M fik udleveret brochurer om de pågældende afdelinger.
Indklagede anbefalede, at H's kapitalpensionsmidler blev placeret i indklagedes Puljeinvest med puljevalg Lang Blandet Pulje, der aktuelt var baseret på 45% aktier og 55% obligationer. Indklagede anbefalede generelt Lang Blandet Pulje indtil seks år før forventet udbetaling af pensionsopsparing. H fik udleveret indklagedes folder Investeringsmuligheder for pensions- og børneopsparingsmidler, der bl.a. omhandler indklagedes puljer.
I umiddelbar forlængelse af mødet gennemførte indklagede M's køb af investeringsbeviser i BG Invest til en samlet kursværdi på 340.231,15 kr. Ved hver handel beregnede indklagede sig kurtage på 500 kr. Handlerne var følgende:
Investeringsforeningsbevis | Antal stk. | Kurs | Kursværdi |
BGI Danmark | 455 | 152,000 | 69.387,50 |
BGI Europa | 591 | 117,400 | 69.383,40 |
BGI Internationale Obligationer | 976 | 101,850 | 99.905,00 |
BGI Danske Obligationer | 1000 | 101,050 | 101.555,25 |
I alt | 340.231,15 |
Den 3. november 2000 underskrev H en aftale med indklagede om placering af 95% af kapitalpensionsmidlerne i Lang Blandet Pulje.
Ved udgangen af 2000 havde H's kapitalpension en værdi på 180.540,32 kr. I perioden august 2001 - december 2002 overførte H månedligt 2.650 kr. til kapitalpensionen. Fra og med januar 2003 blev der overført 1.700 kr. pr. måned. I 2001 og 2002 blev der hævet negativt puljeafkast på henholdsvis 7.791,64 kr. og 19.044,22 kr. I 2003 var der et positivt puljeafkast på 15.548,56 kr.
Indklagede har fremhævet, at M fik et afkast på investeringsbeviserne på 13.161,48 kr. i perioden fra købet til den 16. april 2003. Klagerne har fremhævet, at kun en mindre del heraf (1,796,50 kr.) var afkast på de aktiebaserede investeringsbeviser.
Pr. den 4. februar 2004 var der et samlet urealiseret tab på M's investeringsbeviser på 55.459,40 kr. Tabet vedrørte hovedsageligt de aktiebaserede investeringsbeviser.
Parternes påstande.
Den 29. september 2003 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de på baggrund af gentagne henvendelser fra indklagede følte sig presset til at deltage i mødet om investeringsrådgivning.
Indeståendet på investeringskontoen var deres opsparing gennem flere år og et mindre overskud i forbindelse med et ejendomssalg i 1999/2000. De er begge førtidspensionister og har på grund af sygdom og pensionssager haft megen usikkerhed i flere år. Bortset fra de aktier, der var nødvendige for at oprette en aktionærkonto, havde de hverken haft obligationer eller aktier.
Under mødet, der varede ca. 45 minutter, fik de forklaret fordelene ved BG Invest, herunder bl.a. vigtigheden af spredning. Det blev oplyst, at den anbefalede investering ville give et langt højere afkast, og at et påtænkt bilkøb bedst kunne finansieres ved billån, hvorpå renten var lavere end afkastet på aktier og obligationer. Der blev ikke nævnt alternative investeringsmuligheder, og investeringerne blev gennemført straks uden betænkningstid. De blev ikke oplyst om gebyret på 500 kr. pr. handel.
Kapitalenpensionsmidlerne blev efterfølgende ligeledes investeret i overensstemmelse med indklagedes anbefaling.
Da de konstaterede, at investeringerne udviklede sig negativt, rettede de gentagne gange henvendelse til indklagede, der rådede dem til at fastholde investeringerne og dermed undgå at realisere tabet. De blev først bekendt med muligheden for at klage til Ankenævnet i forbindelse med en TV-udsendelse i 2003.
Ved investeringsrådgivningen har indklagede varetaget sin interesse i at sælge egne produkter.
Indklagede bør erstatte tabet på de aktiebaserede investeringsbeviser og tabet på placeringen af kapitalpensionsmidlerne i Puljeinvest Lang Blandet Pulje.
Indklagede har anført, at man ikke på nuværende tidspunkt har oplysninger om mødet den 25. oktober 2000. Den medarbejder, der deltog i mødet, er ikke længere ansat.
Rådgivning om køb og salg af investeringsbeviser og tilmelding til Puljeinvest tager generelt udgangspunkt i kundens individuelle behov og ønsker, og der informeres om eventuelle risici ved et påtænkt køb. Det må - jf. det af klagerne anførte om mødet - antages, at klagerne er blevet rådgivet i overensstemmelse hermed. Klagerne fik endvidere udleveret brochurer om de omhandlede investeringsforeningsafdelinger og indklagedes folder Investeringsmuligheder for pensions- og børneopsparingsmidler. Af sidstnævnte fremgår, at der for midler på puljekonti løbende investeres i værdipapirer med det formål at opnå bedst muligt afkast. Det fremgår også, at afkastet kan variere fra år til år, og at det således kan være både positivt og negativt. Det er fremhævet, at puljeafkastet afhænger af udviklingen på værdipapirmarkederne, og at afkastet blandt andet kan blive påvirket af ændringer i valutakurserne.
Af det udleverede materiale vedrørende investeringsbeviserne fremgår bl.a., hvilken risiko der måtte påregnes i de enkelte afdelinger. Klagerne modtog således både mundtlig og skriftlig rådgivning om de risici, der var forbundet med investeringerne i henholdsvis BG Invest og Puljeinvest.
På baggrund af rådgivningen traf klagerne beslutning om investeringerne. Under hensyn til klagernes økonomiske situation og alder var fordelingen mellem aktier og obligationer fornuftig.
Såfremt klagerne ikke havde forstået, at investeringerne var forbundet med risiko, burde de have orienteret indklagede herom, da de første gang blev opmærksom på denne risiko.
Klagerne har haft mulighed for til enhver tid at ændre placeringen af midlerne.
Der er tale om langsigtede investeringer, og klagerne har ikke realiseret noget tab.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede begik ansvarspådragende fejl i forbindelse med rådgivningen af klagerne om investering i oktober 2000. Ankenævnet finder, at klagerne måtte indse, at placeringen af en del af de opsparede midler i aktiepulje og aktiebaserede investeringsbeviser indebar en risiko for tab, og at de selv måtte bære ansvaret herfor. Klagerne har endvidere ikke realiseret noget tab.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.