Spørgsmål om ansvar i forbindelse med ekspedition af rykningspåtegning.
| Sagsnummer: | 333/1999 |
| Dato: | 16-12-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Villy Dyhr, Inge Frølich, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ekspeditionstid
Realkreditbelåning - rykning |
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar i forbindelse med ekspedition af rykningspåtegning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren som følge af for lang ekspeditionstid for accept af rykning af et ejerpantebrev i forbindelse med en omprioritering, som klageren gennemførte.
Sagens omstændigheder.
Med henblik på en omprioritering og tillægsbelåning af klagerens ejendom udstedte BRFkredit den 9. februar 1999 et lånetilbud vedrørende et 30-årigt 5% obligationslån på 1.079.000 kr. Lånetilbuddet blev indhentet af klageren via en ejendomsmægler, der samarbejder med BRFkredit. Kursen på obligationerne vedrørende lånet var 93,40 den 8. februar 1999.
Ved skrivelse af 12. februar 1999 fra BRFkredit blev indklagede anmodet om at rykke for lånet. Rykningen angik et ejerpantebrev på 100.000 kr., som var håndpantsat til indklagede. Skrivelsen blev modtaget hos indklagede mandag den 15. februar 1999.
Indklagede accepterede at rykke og fremsendte den 25. februar 1999 meddelelse herom til BRFkredit.
Den 4. marts 1999 blev lånet udbetalt til kurs 91,25.
Parternes påstande.
Klageren har den 13. august 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale ca. 20.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at ekspeditionstiden vedrørende rykningen var urimelig lang. Ejerpantebrevet, som indklagede skulle rykke med, lå til sikkerhed for et boliglån, som skulle indfries med provenuet af omprioriteringslånet. Under ekspeditionen hos indklagede faldt kursen på obligationerne vedrørende lånet, hvilket medførte et provenutab på ca. 20.000 kr.
Indklagede har anført, at omprioriteringslånet indeholdt en tillægsbelåning, hvorfor rykningen indebar en kreditvurdering og bevilling herpå. Først da omprioriteringen var gennemført, blev man bekendt med, at klagerens boliglån skulle indfries med provenuet af omprioriteringen. På den baggrund var ekspeditionstiden på 9 bankdage ikke urimelig.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagede havde ikke forud for modtagelsen af BRFkredits skrivelse af 12. februar 1999 givet tilsagn om at rykke med ejerpantebrevet i forbindelse med omprioriteringen af klagerens ejendom. Det må endvidere lægges til grund, at indklagede under ekspeditionen af sagen ikke var bekendt med, at provenuet af omprioriteringen skulle anvendes til indfrielse af klagerens boliglån hos indklagede, som ejerpantebrevet lå til sikkerhed for. I hvert fald under disse omstændigheder finder Ankenævnet ikke, at indklagede i forbindelse med ekspeditionen af rykningen har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.