Rådgivning.
| Sagsnummer: | 60/1991 |
| Dato: | 07-02-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kassekredit - øvrige spørgsmål
Kaution - omfang |
| Ledetekst: | Rådgivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I juli måned 1985 underskrev klageren et kautionsdokument, hvorefter han kautionerede for sin tidligere ægtefælles forpligtelser overfor indklagede. I dokumentet var anført, at kautionen tjente til sikkerhed for et lån på 150.000 kr., der afvikledes med 2.500 kr. månedligt, samt en kassekredit på 50.000 kr., der foreløbig var uden afvikling. Kautionen for lånet på 150.000 kr. var beløbsbegrænset til 75.000 kr. Det fremgik endvidere, at debitor til sikkerhed for lånet håndpantsatte et ejerpantebrev på 150.000 kr. med pant i debitors faste ejendom. Lånet og kassekreditten er etableret i juli 1985.
Ved skrivelse af 9. januar 1986 fremsendte afdelingen til klageren nyt dokument vedrørende klagerens kaution. I skrivelsen henvistes til en telefonsamtale af samme dag. I kautionserklæringen, som klageren underskrev den 11. januar 1986, var anført:
"Kautionen kan kun gøres gældende for et beløb indtil kr. 125.000 skriver (.....)
Låntagers engagement med banken andrager på kautionstidspunktet ca. kr. 430.000."
Klageren har vedrørende oprettelsen af kautionsdokumentet i januar 1986 oplyst, at han under telefonsamtalen med en navngiven medarbejder hos indklagede fik at vide, at debitors lån skulle forhøjes, og at dette ikke ville få nogen betydning for ham, hvorfor han roligt kunne underskrive det nye kautionsdokument. Indklagede har oplyst, at pågældende medarbejder ikke erindrer indholdet af samtalen.
Det fremgår af sagen, at debitors engagement i perioden juli 1985 til 14. juni 1990 blev udvidet væsentligt. I juni 1990 var engagementet på i alt 1.986.714 kr. fordelt på en kassekredit og 3 lån.
Ved skrivelse af 22. marts 1990 meddelte afdelingen klageren, at kautionslånets debitor havde anmeldt betalingsstandsning den 14. marts, ligesom klageren anmodedes om at kontakte afdelingen med henblik på at aftale nærmere vedrørende afviklingen af kautionshæftelsen på 125.000 kr. Den 14. august 1990 blev debitors ejendom solgt på tvangsauktion uden dækning til det til indklagede håndpantsatte ejerpantebrev.
Efter modtagelse af indklagedes skrivelse af 22. marts 1990 protesterede klageren gennem sin advokat overfor indklagede.
Ved stævning af 29. august 1990 sagsøgtes klageren herefter af indklagede til betaling af 125.000 kr. I retsmøde den 16. januar 1991 udsattes sagen på forelæggelse for Ankenævnet.
Indklagede har oplyst, at der aldrig er fremsendt meddelelse til klageren i henhold til § 41 i bank- og sparekasseloven.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren ikke hæfter i forhold til kautionserklæringen af 11. januar 1986, subsidiært at kautionsforpligtelsen nedsættes.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede har undladt at rådgive klageren i fornødent omfang vedrørende oprettelsen af kautionsdokumentet fra januar 1986. Indklagedes engagement med debitor er udvidet ganske betydeligt og undergået væsentlige forandringer, hvorfor klageren er påført en risikoforøgelse. Indklagede har endvidere tilsidesat sin underretningspligt efter bank- og sparekasselovens 5 41. Klageren finder, at indklagede højst kan støtte ret på indholdet af det oprindelige kautionsdokument, og hvis det oprindelige lån på 150.000 kr. havde været nedbragt som forudsat, ville klagerens kautionsforpligtelse på 75.000 kr. vedrørende dette lån forlængst være ophørt.
Indklagede har anført, at klageren hæfter i henhold til kautionsdokumentet af 11. januar 1986, som entydigt beskriver klagerens forpligtelse. Af kautionsdokumentet fremgår endvidere, at der ikke er vedtaget nogen afdragsordning. Som følge heraf hæfter klageren fortsat for 125.000 kr., men selv om dette kautionsdokument måtte blive tilsidesat, hæfter klageren fortsat for 125.000 kr. i henhold til det oprindelige kautionsdokument, idet det særlig bemærkes, at lånet på 150.000 kr. ikke ville være nedbragt til under de 75.000 kr., som kautionisten hæfter for. Restgælden ville pr. 1. marts 1990 udgøre ca. 95.000 kr. For så vidt angår klagerens bemærkninger vedrørende risikoforøgelse, er det indklagedes opfattelse, at indklagede ikke er forhindret i at udvide engagementet med debitor.
Ankenævnets bemærkninger:
Uanset om der måtte være grundlag for at tilsidesætte klagerens underskrift på kautionsdokumentet af 11. januar 1986, findes klageren fortsat at hæfte for kautionsforpligtelsen på 125.000 kr. i henhold til det oprindelige kautionsdokument fra juli 1985, idet klagerens kaution omfatter hele lånet på 150.000 kr., men begrænset til en hæftelse på 75.000 kr. Hertil kommer, at det ikke er sandsynliggjort, at indklagedes undladelse af at give meddelelse efter § 41 i bank- og sparekasseloven har forringet klagerens regresmulighed overfor debitor.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages/ikke til følge.