Krav om forlængelse af løbetid på børneopsparing
| Sagsnummer: | 391/2023 |
| Dato: | 06-02-2024 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Inge Kramer, Janni Visted Hansen, Tina Thygesen og Lisbeth Baastrup Burgaard |
| Klageemne: |
Børneopsparingskonto - bindingsperiode
|
| Ledetekst: | Krav om forlængelse af løbetid på børneopsparing |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om forlængelse af løbetiden på en børneopsparing.
Sagens omstændigheder
Klageren M er moder til klageren S. Klageren S er født i 2005.
I 2007 oprettede M en børneopsparing -818 til S i Spar Nord Bank (tidligere Spar Bank). Det fremgik af indlånsaftalen ”børneopsparing – sbv” af 4. juli 2007:
”…
Opretter
…
[M]
…
Bindingsperiode
Indestående er bundet til og med den 01-05-2023. Perioden kan ændres jvf. ”Bekendtgørelse om børneopsparingskonti”.
…
Jeg er indforstået med, at kontoen er bundet indtil den 01-05-2023, således at hverken kapitalbeløb eller rente m.v. kan udbetales tidligere. …
I øvrigt gælder ”SPARBANKs almindelige forretningsbetingelser”, der sammen med en kopi af denne børneopsparingskontrakt samt bekendtgørelse om børneopsparingskonti er udleveret til opretter.
…”
Af ”Bekendtgørelse om børneopsparingskonti (bekendtgørelse nr. 1028 af 24. oktober 2005) fremgår:
”…
§ 4. Indeståendet på en børneopsparingskonto, herunder tilskrevne renter m.v., jf. § 3, stk. 2, kan tidligst hæves ved udløbet af en aftalt bindingsperiode. Denne periode skal mindst være på 7 år og kan tidligst udløbe, når kontohaveren fylder 14 år, og senest i det år, hvori kontohaveren fylder 21 år, jf. dog bestemmelsen i stk. 5.
Stk. 2. Periodens længde skal aftales mellem pengeinstituttet henholdsvis forsikringsselskabet og opretteren af kontoen, jf. § 2, stk. 3, ved kontoens oprettelse. Forlængelse af perioden kan dog aftales inden udløbet af den oprindeligt fastsatte periode, såfremt der fra tidspunktet for den senere aftale og indtil det ændrede udbetalingstidspunkt bliver en periode på mindst 7 år, og bindingen ikke udstrækkes ud over det år, hvori kontohaveren fylder 21 år. Aftale om forlængelse af perioden kan kun indgås mellem pengeinstituttet henholdsvis forsikringsselskabet og opretteren af kontoen, jf. § 2, stk. 3-5.
…”
Banken har fremlagt en udskrift af et notat af 27. maj 2019 fra bankens kundehåndteringssystem. Af udskriften fremgår:
”Kundekontakt – Privat – Børneopsparing forlængelse
…
Der var ikke blevet sendt et brev til [M] omkring forlængelse. Har aftalt at vi lader kontoen løbe til de fastsatte 18 år. Håber på bedre muligheder for placering til den tid.
…”
Den 1. maj 2023 kom S’ børneopsparing til udbetaling, da S denne dag fyldte 18 år.
M gjorde den 9. og 10. maj 2023 indsigelse mod udbetalingen og anførte, at det mundtligt var aftalt med banken at forlænge bindingsperioden på børneopsparingen til S’ 21. år. M anmodede banken om at fremlægge et notat, hvori banken havde noteret, at bindingsperioden på S’ børneopsparing skulle forlænges.
Ved e-mail af 27. juni 2023 afviste banken M’s indsigelse.
Den 3. juli 2023 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet.
Banken har den 21. august 2023 foreslået, at sagen løses i mindelighed ved, at banken pr. kulance og med accept fra M etablerer en spærret, selvbåndlagt konto med rentevilkår som på en børneopsparing, under forudsætning af at indeståendet føres tilbage til banken.
Parternes påstande
Klagerne har nedlagt påstand om, at Spar Nord Bank skal stille S som om, at løbetiden for hans børneopsparing blev forlænget til hans 21. år.
Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klagerne har blandt andet anført, at M ved en telefonisk samtale forud for den 1. maj 2019 indgik en bindende, mundtlig aftale om forlængelse af bindingsperioden for S’ børneopsparing til S’ 21. år.
På baggrund af § 4, stk. 1-2, i bekendtgørelse om børneopsparingskonti er det en betingelse, hvis børneopsparingskontoen skal forlænges til kontohaverens 21. år, at der er indgået en aftale mellem pengeinstituttet og opretteren af kontoen, og at denne aftale er indgået mindst 7 år forinden kontohaveren fylder 21 år. Det følger af aftalelovens § 1 sammenholdt med § 3, stk. 2, at mundtlige aftaler er bindende i samme omfang som skriftlige aftaler.
Det fremgår ikke af ordlyden i § 4, stk. 1-2, i bekendtgørelse om børneopsparingskonti, at det er et krav, at der skal være indgået en skriftlig aftale om en forlængelse af bindingsperioden. En mundtlig aftale er bindende og tilstrækkelig.
Indholdet i telefonnotatet af 27. maj 2019, hvori det fremgår, at det blev aftalt at lade børneopsparingen løbe til de fastsatte 18 år, bestrides. Indholdet er forkert, fordi banken mundtligt havde meddelt M, at bindingsperioden skulle forlænges til S’ 21. år, da S ikke kom til at mangle penge og derved ikke havde brug for dem ved sit 18. år.
Telefonnotatets bevismæssige værdi bestrides og kan ikke uprøvet lægges til grund for sagens afgørelse. Notatet er et ensidigt og internt udarbejdet arbejdspapir, som M ikke har modtaget til gennemsyn eller haft mulighed for at påvirke indholdet af. Telefonnotatet er herudover ikke trods opfordring herom blevet fremlagt af banken. Dette skal tillægges processuel skadevirkning for banken.
I Ankenævnets tidligere praksis faldt det ikke ud til pengeinstituttets fordel, at dokumentation på indgåelse af en mundtlig aftale om forlængelse af en børneopsparingskonto til kontohaverens 21. år blev bestridt. Ankenævnet udtalte i den forbindelse, at Ankenævnet ikke havde mulighed for at klarlægge, hvorvidt den påståede samtale havde fundet sted, og hvad der i givet fald blev aftalt, men at Ankenævnet fandt det godtgjort, at hvis klageren havde modtaget fyldestgørende rådgivning, så ville klageren have forlænget bindingsperioden på børneopsparingen til kontohaverens 21. år.
Aftalen om, at bindingsperioden skulle forlænges, blev indgået rettidigt og i overensstemmelse med fristen i § 4, stk. 1-2, i bekendtgørelse om børneopsparingskonti. Telefonnotatet af 27. maj 2019 kan ikke tages til indtægt for, at samtalen mellem M og banken fandt sted den 27. maj 2019, og dette forhold er heller ikke gjort gældende af banken.
Banken har forsømt at rådgive dem om bankens faste praksis i forhold til, at forlængelsen af bindingsperioden for børneopsparingskonti skulle ske skriftligt. M var derfor ikke bekendt med disse retningslinjer og har ageret i tillid til bankens tidligere rådgivning og den aftale, der blev indgået med banken om forlængelse af bindingsperioden. Det er ubestridt, at banken har forsømt at sende dem en skriftlig aftale til M’s underskrift eller en orientering om forlængelsen af bindingsperioden til S’ 21. år. Banken har begået en faglig fejl ved ikke at iagttage egne procedurer for forlængelse af bindingsperioden. Dette understøttes i øvrigt af, at det af telefonnotatet af 27. maj 2019 fremgår, at der ikke blev sendt et brev til M vedrørende muligheden for forlængelsen af bindingsperioden.
Hvis banken havde ydet fyldestgørende rådgivning og fremsendt et brev til dem om en stillingtagen til bindingsperiodens forlængelse i overensstemmelse med bankens egne oplyste retningslinjer, havde M på skriftligt grundlag forlænget bindingsperioden til S’ 21. år. Denne ekspeditionsfejl kan ikke komme dem til skade. Dette understøttes i øvrigt af Ankenævnets afgørelse i sag 280/2018. Det bestrides, at sag 280/2018 indeholdt omstændigheder, der ikke gør sig gældende i deres sag. I sag 280/2018 havde indklagede sendt klageren et brev om muligheden for forlængelse af bindingsperioden til kontohaverens 21. år, og selvom indklagede havde fulgt sin procedure og ikke havde modtaget en tilkendegivelse fra klageren om forlængelse af bindingsperioden, fik klageren medhold i klagen.
Tillægger Ankenævnet telefonnotatet af 27. maj 2019 bevismæssig værdi i indholdsmæssig henseende, skal det også gælde for notatets datering. Ved at have udarbejdet notatet den 27. maj 2019 har banken både tilsidesat egne retningslinjer ved ikke at sende et brev til M med orientering om muligheden for bindingsperiodens forlængelse, men også ved at banken ikke har sendt dette rettidigt. M er herved blevet frataget muligheden for at indgå en skriftlig aftale med banken om forlængelse af kontoens bindingsperiode indenfor 7-års fristen i § 4 i bekendtgørelse om børneopsparingskonti.
Det forhold, at indeståendet på børneopsparingskontoen er blevet frigivet, påvirker ikke Ankenævnets afgørelse, da det blandt andet af Ankenævnets afgørelse i sag 280/2018 fremgår, at banken på trods af frigivelsen af indeståendet i denne sag skulle stille kontohaveren som om, at løbetiden blev forlænget til kontohaverens 21. år.
Det er uden relevans for sagen, om de har lidt et økonomisk tab.
Ankenævnet kan ikke fakultativt vælge at afvise klagens behandling. Banken har ikke redegjort for, hvilke omstændigheder, der medfører, at sagen ikke kan afgøres af Ankenævnet på det foreliggende grundlag.
Spar Nord Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det følger af børneopsparingsaftalen, at børneopsparingen udløb, da S fyldte 18 år. Der blev ikke indgået en aftale med M om at forlænge børneopsparingskontoen til S’ 21. år, jf. § 4, stk. 2, i bekendtgørelse om børneopsparingskonti. Bestemmelsen er præceptiv, og da aftalen ikke blev indgået senest 7 år inden kontohaverens 21-års fødselsdag, kan der således ikke ske forlængelse.
Det følger af telefonnotatet af 27. maj 2019, at der blev indgået en positiv aftale med M om, at kontoen udløb ved S’ 18. år.
Det er ikke anført af klagerne, at der er lidt et økonomisk tab.
Ankenævnets afgørelse i sag 280/2018, som klagerne henviser til, vedrører en sag med omstændigheder, som ikke gør sig gældende i denne sag. For det første kunne indklagede i modsætning til i nærværende sag ikke dokumentere, at kunden accepterede udløb ved kontohavers 18. år. For det andet havde kontohaveren søskende, som begge havde konti med binding til 21 år, hvilket flyttede formodning for, at bindingsperioden burde være forlænget. Sidst vedrørte sagen manglende placering af indeståendet i investeringspuljer og lidt kurstab, hvilket ikke er tilfældet i nærværende sag.
Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at hvis Ankenævnet ikke kan afgøre sagen på det foreliggende grundlag, så bør sagen afvises, da sagen vil kræve en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet, jf. vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren M er moder til klageren S. Klageren S er født i 2005.
I 2007 oprettede M en børneopsparing -818 til S i Spar Nord Bank (tidligere Spar Bank), som var bundet indtil S blev 18 år den 1. maj 2023. Det fremgik af aftalen om børneopsparingen, at bekendtgørelse nr. 1028 af 24. oktober 2005 om børneopsparingskonti blev udleveret sammen med aftalen, og at bekendtgørelsen udgjorde en del af aftalegrundlaget.
Det fremgår af bekendtgørelse om børneopsparingskonti § 4, stk. 2, at forlængelse af bindingsperioden kan aftales inden udløbet af den oprindeligt fastsatte periode, hvis der fra tidspunktet for den senere aftale og indtil det ændrede udbetalingstidspunkt bliver en periode på mindst 7 år, og bindingen ikke udstrækkes ud over det år, hvori kontohaveren fylder 21 år.
M har anført, at hun i en telefonisk samtale med banken af 1. maj 2019 indgik en bindende, mundtlig aftale om forlængelse af bindingsperioden for S’ børneopsparing til S’ 21. år.
Banken har fremlagt en udskrift af et notat af 27. maj 2019 fra bankens kundehåndteringssystem, hvoraf fremgår, at M og banken aftalte, at børneopsparingen skulle løbe til de fastsatte 18 år i ønsket om, at der opstod bedre muligheder for placering af midlerne til den tid.
Der er enighed om, at M og banken i 2019 drøftede forlængelsen af bindingsperioden, men uenighed om, hvorvidt en forlængelse blev aftalt.
Ankenævnet finder herefter, at det påhviler klagerne at godtgøre, at M inden den 1. maj 2019 indgik en aftale med banken om forlængelse af bindingsperioden for børneopsparingen til S’ 21. år.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at M og banken inden 1. maj 2019 indgik en aftale om forlængelse af bindingsperioden for børneopsparingen til S’ 21. år.
Klagerne får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnet henleder opmærksomheden på, at banken den 21. august 2023 har tilbudt at etablere en spærret, selvbåndlagt konto med rentevilkår som på en børneopsparing, under forudsætning af at indeståendet føres tilbage til banken.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.
Klagerne får klagegebyret tilbage.