Afgørelse

Spørgsmål om udstedelse/indfrielse af sælgerpantebrev ved berigtigelse af ejendomshandel.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede er forpligtet til at stille klageren, som om et sælgerpantebrev i forbindelse med klageren ejendomskøb var blevet afregnet til kurs 100.

Sagens omstændigheder.

Den 18. april 2001 var klageren, klagerens ægtefælle og en fælles ven til møde hos indklagede om finansiering af en ejendom, som klageren og ægtefællen ønskede at købe.

Det blev aftalt, at indklagede skulle forestå hjemtagelsen af et ejerskiftelån i Totalkredit, og at der skulle optages et boliglån hos indklagede til finansieringen af udbetalingen. Endvidere blev restfinansieringen vedrørende et forudsat sælgerpantebrev på 303.289,40 kr. med en kontantværdi på 297.223,61 kr. svarende til kurs 98 drøftet.

Klageren har anført, at hun, ægtefællen og vennen forud for mødet havde undersøgt mulighederne for finansiering. De havde således besluttet at beholde sælgerpantebrevet, fordi renten var fast og løbetiden lang. Endvidere havde de fundet ud af, at de via flere udbydere kunne få afregnet sælgerpantebrevet til kurs 100 i stedet for kurs 98, som ejendomsmægleren tilbød i købsaftalen, uden at der blev stillet krav til valg af realkreditinstitut eller lignende. De oplyste indklagede herom og gjorde det klart, at de ønskede sælgerpantebrevet afregnet til kurs 100. Det blev herefter aftalt, at indklagede skulle "levere" hele finansieringen herunder undersøge muligheden for at afregne pantebrevet til kurs 100.

Indklagede har anført, at det på mødet blev aftalt, at indklagede skulle undersøge, hvorvidt man via indklagedes pantebrevsselskab kunne tilbyde en bedre finansiering end det foreslåede sælgerpantebrev. Få dage senere blev det telefonisk meddelt klageren, at man ikke havde mullighed for at give et bedre tilbud på sælgerpantebrevet end det, ejendomsmægleren havde givet. Klageren har bestridt dette.

Købsaftalen blev underskrevet den 13. maj 2001. Sælgerpantebrevet skulle indgå i kontantværdien med 297.223,61 kr. svarende til hovedstolen på 303.289,40 kr. med fradrag af salgsprovision på 2 kurspoint. Klageren og ægtefællen kunne inden for en frist på 6 hverdage indfri sælgerpantebrevet til kurs 98.

Ved e-mail af 23. juli 2001 rettede klageren henvendelse til indklagede, idet hun og ægtefællen i forbindelse med en gennemgang af refusionsopgørelsen i handlen var blevet opmærksom på, at sælgerpantebrevet indgik i købesummen med en kontantværdi på 297.223,61 kr., svarende til kurs 98. Klageren rejste krav om betaling af 6.065,79 kr., svarende til 2 kurspoint, hvilket indklagede afslog.

Klageren har fremlagt kopi af en avisartikel fra den 19. august 2001, hvor lederen af indklagedes pantebrevsafdeling er citeret for følgende udtalelse:

"Køberne kan klart spare penge på at gå direkte i banken for at få ordnet et sælgerpantebrev. Som andre banker indfrier vi pantebrevet i købsaftalen f.eks. kurs 98 og afregner så et andet, eventuel tilsvarende pantebrev, til kurs 100. Afgifterne til tinglysning er de samme, hvad enten det er os eller ejendomsmægleren, der opretter pantebrevet. Det, kunden sparer ved at lade os gøre det, er derfor ren fortjeneste."

Parternes påstande.

Den 15. oktober 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 6.065,79 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at de på baggrund af mødet den 18. april 2001 berettiget kunne forvente, at indklagede forestod hele finansieringen af handlen, herunder at sælgerpantebrevet ville blive afregnet til kurs 100. Det bestrides, at indklagede telefonisk skulle have orienteret om, at sælgerpantebrevet ville indgå i handlen til kurs 98, såfremt de ikke selv tog affære.

Indklagede meddelte, at pantebrevet ville komme til underskrift fra ejendomsmægleren, og de underskrev dette i tillid til, at afregningen ville ske til kurs 100. Såfremt de var blevet orienteret om, at indklagede ikke kunne tilbyde kurs 100, havde de selv sørget for et pantebrev via en anden udbyder.

Det er korrekt, at de, såfremt de ikke benyttede det af mægleren tilbudte pantebrev, skulle have deponeret, subsidiært stillet garanti for beløbet. Under antagelse af en garantiperiode på maksimalt 2 måneder og en provisionssats på 1,5 % p.a. ville den ekstra omkostning være maksimalt 1.500 kr. efter skat inklusiv eventuelt gebyr for garanti. Denne omkostning ville ikke have afholdt dem fra at benytte et pantebrev fra en anden udbyder.

Indklagede stillede garanti for ejerskiftelånet og ydede et boliglån med sikkerhed efter sælgerpantebrevet. Indklagede må således have anset dem for kreditværdige. Hun er derfor uforstående over for, at indklagede ikke som andre udbydere og som refereret i avisartiklen kunne tilbyde kurs 100 på pantebrevet - et forhold som indklagede ikke har begrundet.

Indklagede forsøger at gøre sagen til et subjektivt prisfastsættelsesspørgsmål for at dække over en ansvarspådragende fejl - for eksempel at have glemt rettidigt at orientere ejendomsmægleren om, at pantebrevet skulle indfries.

Indklagede har anført, at man i forbindelse med køb af sælgerpantebreve i hver enkelt handel foretager en konkret og individuel vurdering af det sælgerpantebrev, som bliver forelagt. Indklagede har ikke en standard pris/kurs på sælgerpantebreve. Det meddeles derfor altid kunderne, at man vil undersøge prisen/kursen på det pågældende sælgerpantebrev og derefter vende tilbage, hvilket også skete i denne sag. Dette bestrides heller ikke af klageren.

På mødet den 18. april 2001 blev det alene aftalt, at indklagede skulle undersøge muligheden for at afregne til kurs 100. Få dage efter blev det meddelt klageren, at indklagede ikke var konkurrencedygtig i forhold til det af ejendomsmægleren anviste sælgerpantebrev.

Klageren og ægtefællen havde god tid - ca. en måned efter indklagedes afslag - til at indhente andre tilbud.

Indklagede medvirkede ikke til restfinansieringen (sælgerpantebrevet) og har ikke givet klageren en berettiget forventning herom. Indklagede medvirkede heller ikke ved underskrift på købsaftalen, skøde m.v. Klageren og ægtefællen har valgt at acceptere det af ejendomsmægleren foreslåede sælgerpantebrev samt den af ejendomsmægleren fastsatte kurs herfor.

Klageren og ægtefællen har underskrevet sælgerpantebrevet fra ejendomsmægleren og må således have været vidende om, at dette ikke var formidlet af indklagede. Klagerens og ægtefællens advokat i handlen står som anmelder på pantebrevet.

Det afvises, at man kan være forpligtet til at honorere et sælgerpantebrev til kurs 100 som følge af en avisartikel.

Såfremt klageren og ægtefællen havde fået tilbud fra et andet finansieringsinstitut og dermed havde ønsket at indfri sælgerpantebrevet, havde det været nødvendigt at deponere 297.223,61 kr. ved skødets underskrift. Dette havde krævet en mellemfinansiering og dermed øgede omkostninger.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter det foreliggende finder Ankenævnet ikke tilstrækkelig grundlag for at fastslå, at indklagede under drøftelserne om klagerens og ægtefællens køb af den omhandlede ejendom gav tilsagn om at finansiere det i købsaftalen forudsatte sælgerpantebrev.

Allerede som følge heraf finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge hvorfor

Klagen tages ikke til følge.