Spørgsmål om erstatningsansvar.
| Sagsnummer: | 180/1999 |
| Dato: | 18-11-1999 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Jette Kammer Jensen, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ejerskifte
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klagerne i forbindelse med klagernes erhvervelse af en fast ejendom, som blev belånt med et kontantlån på basis af 6% obligationer.
Sagens omstændigheder.
Ved købsaftale af 25. juli 1996 erhvervede klagerne en fast ejendom til overtagelse den 15. august 1996. Af købsaftalen fremgår, at købesummen skulle berigtiges bl.a. ved optagelse af et kontantlån i Realkredit Danmark på 690.000 kr. Lånet skulle hjemtages af sælgers pengeinstitut.
Indklagede, der er klagernes pengeinstitut, bevilgede et lån på 70.000 kr. til brug for finansieringen af udbetalingen samt omkostninger ved handlen.
Ejerskiftelånet fra Realkredit Danmark blev hjemtaget af sælgers pengeinstitut medio august 1996 på grundlag af en kuponrente på 6%. Kursen på hjemtagelsestidspunktet var 81,85, hvorved kontantlånet fik en obligationsgæld på 843.005,50 kr.
I marts 1999 rettede klagerne henvendelse til Realkredit Danmark, som foretog en beregning med henblik på en eventuel omprioritering. Beregningen viste, at klagerne til indfrielse af kontantlånet skulle optage et obligationslån på 896.000 kr. ved en kuponrente på 5%.
Parternes påstande.
Klagerne har den 28. april 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at da de underskrev købsaftalen, havde indklagede forhåndsgodkendt dem til at købe hus op til et vist beløb. De havde intet kendskab til kursaftaler, kontantlån og obligationslån m.v. De aftalte med indklagedes boligrådgiver, at denne skulle gøre det, der var bedst for dem. De ønskede den lavest mulige husleje, men ikke et lån, som det senere ville være umuligt at omlægge. På købstidspunktet var optagelse af kontantlån ikke almindeligt, med mindre man ønskede at spekulere. De finder, at indklagede burde have varetaget deres interesser bedre.
Indklagede har anført, at indklagedes afdeling havde givet forhåndsgodkendelse til klagerne på køb af hus inden for en vis købesum. Afdelingen så ikke den konkrete købsaftale i denne forbindelse. Først efter at købsaftalen var underskrevet, henvendte klagerne sig, og man accepterede herefter at finansiere udbetalingen samt omkostninger. I denne forbindelse meddelte klagerne, at de ønskede at gøre brug af den i købsaftalen foreslåede finansiering, da de ønskede lavest mulig husleje. Klagerne ønskede ikke at ændre kreditforening, da de allerede var kunder hos Realkredit Danmark. Indklagede forestod ikke hjemtagelse af realkreditlånet, tinglysning eller andre ekspeditioner, men ydede alene boliglånet, ligesom der overførtes et ejerpantebrev fra klagernes hidtidige ejendom til den nye ejendom. Af købsaftalen fremgik, at klagerne blev gjort bekendt med, at kursgevinst ved indfrielse af kontantlån optaget efter 1. januar 1996 ville være skattepligtig. Et kontantlån var på daværende tidspunkt et fornuftigt lån, såfremt debitor ønskede at blive boende i en årrække og ikke konvertere.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet forstår klagernes påstand således, at klagerne gør gældende, at indklagede gennem sin rådgivning har pådraget sig et erstatningsansvar som følge af, at ejerskiftelånet blev optaget som et kontantlån fremfor et obligationslån. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede havde anledning til at yde klagerne rådgivning i forbindelse med klagernes erhvervelse af den faste ejendom og valg af finansiering. Det lægges herved til grund, at klagerne havde underskrevet købsaftalen, hvoraf fremgik, hvorledes handelen skulle finansieres, inden de henvendte sig til indklagede for at opnå lån til udbetaling og omkostninger, og at klagerne i denne forbindelse tilkendegav, at de ønskede at benytte den finansiering, der var forudsat i købsaftalen. Allerede som følge heraf finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagernes påstand til følge, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.