Afgørelse

Indsigelse om manglende rådgivning om kurssikring

Medhold klager

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om manglende rådgivning om kurssikring i forbindelse med hjemtagelse af et realkreditlån.

Sagens omstændigheder

Klagerne, M og H, er kunder i Sydbank.

Klagerne optog i 2008 et realkreditlån, der efter det oplyste i 2010 blev omlagt til et realkreditlån med renteloft på 5 % med 28 års løbetid.

I januar 2015 rettede klagerne henvendelse til banken vedrørende finansiering af en tilbygning til deres ejendom.

Klagerne og banken var i den efterfølgende periode, mens klagerne indhentede tilbud fra håndværkere, i dialog om finansieringsmulighederne.

Klagerne har oplyst, at de den 10. april 2015 var til et møde i banken, hvor forskellige lånemuligheder blev drøftet. Banken udarbejdede en vejledende beregning dateret den 10. april 2015 på et 2 % 30-årigt fastforrentet obligationslån på 1.801.000 kr. til kurs 98,51. De årlige omkostninger i procent før skat var på 2,82 %. Følgende fremgik også af den vejledende beregning:

”…

Forudsætninger for beregningerne

Tallene er vejledende, og lånetilbud forudsætter, at ejendommen er vurderet, og at lånet kan bevilges. Kurssikring kan således ikke ske på baggrund af denne vejledende beregning.

…”

Banken har oplyst, at den rådgiver om kursrisiko og kurssikring første gang, når kunder modtager vejledende beregninger på obligationslån, og at klagerne på mødet den 10. april 2015 blev rådgivet om kursrisikoen og mulighederne for kurssikring. Klagerne har bestridt, at de blev rådgivet om kursrisikoen og kurssikring.

Den 23. april 2015 drøftede klagerne og banken telefonisk forskellige finansieringsmuligheder. Klagernes ejendom blev samme dag vurderet med henblik på optagelse af et 30-årigt 2 % fastforrentet obligationslån.

Klagerne har oplyst, at de på telefonmødet oplyste, at de ønskede at optage det obligationslån, som de havde modtaget vejledende beregning på den 10. april 2015, og at deres rådgiver bekræftede dette.

Fredag den 24. april 2015 modtog banken vurderingen af klagernes ejendom.

Efter det af klagerne oplyste kontaktede banken dem den 7. maj 2015 og oplyste, at 2 % obligationslånet ikke længere var attraktivt på grund af kursudviklingen. Det fremgår af en kursoversigt, at kursen den 7. maj 2015 var ca. 94,50.

Den 7. maj 2015 underskrev klagerne en aftale om ekspedition af nybyggeri, om- og tilbygning vedrørende optagelse af et 2,5 % 30-årigt fastforrentet obligationslån på 1.839.000 kr. med afdrag og indfrielse af klagernes eksisterende obligationslån på 1.573.000 kr. Klagerne indgik samtidig en aftale om kurssikring vedrørende det nye obligationslån med afvikling den 26. maj 2015. Af aftalen fremgår også, at banken havde ydet rådgivning om kurssikring.

I god skik rådgivningsskema dateret den 7. maj 2015, fremgår blandt andet, at klagerne inden for de seneste 10 år har optaget tre lån. Følgende fremgik også af skemaet:

”…

Lånet er et obligationslån og har en direkte sammenhæng med obligationer. Det endelige låneprovenu er derfor afhængig af obligationernes handelskurs. Vi er blevet anbefalet, at lånet som udgangspunkt kurssikres.

…”

Klagerne har oplyst, at de ikke forud for mødet den 7. maj 2015 havde modtaget rådgivning om kurssikring eller fået gennemgået dokumenterne, herunder god skik rådgivningsskemaet, som efter det af klagerne oplyste først blev underskrevet den 16. maj 2015.

Den 20. maj 2015 var klagerne til et møde med en filialdirektør, F, og deres rådgiver fra banken, hvor forholdene vedrørende klagernes låneoptagelse blev drøftet. Parterne er ikke enige om mødets nærmere indhold eller resultat.

Ved brev af 22. maj 2015 fra et realkreditinstitut til klagerne fik de besked om, at obligationslånet var udbetalt.

Den 13. juli 2015 afviste banken en klage fra klagerne. Følgende fremgik blandt andet af bankens afvisningsmail:

”…

I en situation hvor mange som følge af det fordelagtige renteniveau ønskede at belåne eller konvertere lån i fast ejendom, var ekspeditionstiden naturligt længere end ellers. Banken kan ikke gøres ansvarlig for ekspeditionstidens længde …

I har tidligere hjemtaget lån i jeres ejendom, og er derfor bekendt med kursrisikoen i forbindelse hermed. I ved også fra tidligere, at banken ikke har mulighed for at tilbyde optagelse af lån, førend der er indgået en endelig skriftlig aftale mellem banken og kunden omkring hvilket lån og til hvilken kurs, lånet ønskes …

…”

Banken har under sagen oplyst, at kurssikringen tidligst kunne være sket mandag den 27. april 2015, da banken modtog vurderingen af klagernes ejendom fredag den 24. april 2015 midt på dagen, og at kurssikring formentlig kunne være sket før den 7. maj 2015. Bevilling og indhentelsen af lånetilbuddet kunne formentlig også være sket før den 7. maj 2015. I den periode var der, som følge af rente- og kursniveauet, generel travlhed i banken med låneomlægninger.

Klagerne har under sagen fremlagt en redegørelse for hændelsesforløbet. Banken har bestridt flere punkter i denne.

Parternes påstande

Den 4. august 2015 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal betale erstatning.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at der den 23. april 2015 blev indgået en mundtlig aftale om optagelse af et 30-årigt 2 % obligationslån på 1.801.000 kr. i overensstemmelse med den vejledende beregning af 10. april 2015.

Mødet til underskrift af lånedokumenterne blev fastsat til den 7. maj 2015, idet rådgiveren ikke havde mulighed for at deltage i et møde den 23. april eller den 30. april 2015. De spurgte rådgiveren om mødet burde afholdes tidligere. Rådgiveren oplyste, at der var fin tid, og at der ikke var grund til at rykke mødet frem. De stolede på rådgiverens vurdering af det tidsmæssige perspektiv.

Banken burde have oplyst dem om risikoen ved ikke straks at underskrive lånetilbud og hjemtage lånet.

De blev på intet tidspunkt i forløbet rådgivet om kurssikring. De blev først bekendt med muligheden herfor, da deres rådgiver ringede om morgenen den 7. maj 2015 og oplyste, at de ikke længere havde mulighed for at hjemtage 2 % obligationslånet, idet kursen de seneste dage havde ændret sig meget. De accepterede under telefonsamtalen hjemtagelsen af et 2,5 % obligationslån, idet byggeprocessen var i gang, og de ikke ønskede yderligere omkostninger. Rådgiveren oplyste, at han ville sende nogle papirer til dem i eboks. Han nævnte ikke, at de skulle være læst inden mødet samme dag.

Rådgiveren kontaktede dem ikke i perioden mellem den 23. april til den 7. maj 2015. Hvis de i den mellemliggende periode havde modtaget oplysninger om kurssikring, havde de benyttet sig heraf.

På mødet den 7. maj 2015 spurgte de rådgiveren om, hvorfor lånet ikke blev hjemtaget til de aftalte 2 %. Rådgiveren oplyste, at han ikke tids nok modtog vurderingen af deres ejendom. Rådgiverens begrundelse understøtter, at der var indgået en aftale om hjemtagelse af et 2 % obligationslån. Banken havde fra den 24. april 2015 mulighed for at hjemtage deres lån. Den manglende hjemtagelse skyldtes ikke faktiske forhold, men en fejl eller en forglemmelse fra rådgiverens side.

De fik på mødet den 7. maj 2016 ikke gennemgået god skik rådgivningsskemaet, og rådgiveren havde ikke en kopi af skemaet med på mødet. Rådgiveren oplyste, at det var et dokument, der skulle underskrives for at få lånet, og at der ikke stod noget specielt i det.

På mødet den 20. maj 2015 bekræftede filialdirektøren deres kronologiske sagsfremstilling, der også er fremlagt under sagen. Banken bekræftede, at der den 23. april 2015 blev indgået en mundtlig aftale om hjemtagelse af et 30-årigt 2 % fastforrentet obligationslån.

Banken har anført, at selv om rådgiveren den 23. april 2015 skulle have tilkendegivet, at han ville gå i gang med at hjemtage lånet, var hjemtagelsen betinget af, at deres ejendom blev vurderet. Banken modtog ejendomsvurderingen den 24. april 2015, men hjemtog først lånet den 7. maj 2015. Eventuel travlhed som følge af mange låneoptagelser eller omlægninger burde ikke have medført, at standarden for rådgivning blev sænket.

Ved deres første møde med banken gjorde de det klart, at de som pædagoger intet kendskab havde til låneoptagelser, og at de ønskede rådgivning hele vejen igennem.

Deres tab kan opgøres som forskellen mellem det lån de accepterede den 23. april 2015, og det lån de, som følge af bankens manglende rådgivning om kurssikring, endte med at optage.

Sydbank har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende.

Der blev ikke den 23. april 2015 indgået en telefonisk aftale med klagerne om hjemtagelse af et 30-årigt 2 % fastforrentet obligationslån.

Det blev aftalt, at banken skulle iværksætte de nødvendige tiltag for indhentning af låntilbud på 2 % obligationslånet, og at de nødvendige dokumenter, medmindre andet blev aftalt, skulle underskrives den 7. maj 2015 i henhold til klagernes ønske. Den vejledende beregning af 10. april 2015 oplyste klart om forudsætningerne for afgivelse af tilbud på lån, og banken rådgav på mødet den 10. april 2015 om mulighederne for kurssikring.

Det bestrides i øvrigt, at klagerne spurgte rådgiveren om, hvorvidt det havde betydning for optagelsen af lånet, at mødet blev afholdt den 7. maj 2015, og at rådgiveren skulle have oplyst, at det ikke havde nogen betydning. Hvis klagerne havde spurgt herom, ville rådgiveren have oplyst om kursrisikoen og om mulighederne for kurssikring.

Selv hvis bankens rådgiver havde tilkendegivet, at banken ville gå i gang med at hjemtage lånet, var det en for klagerne oplyst og kendelig forudsætning, at udskrivning af lånetilbuddet fra realkreditinstituttet krævede en forudgående vurdering af ejendommen.

Banken modtog vurderingen fredag den 24. april 2015. Udarbejdelsen og fremsendelsen af lånetilbuddet samt rådgivning om kurssikring kunne derfor tidligst være sket mandag den 27. april 2015. Hvilket i øvrigt forudsatte, at både rådgiveren og klagerne kunne deltage i et møde til gennemgang og underskrift af aftaledokumenterne.

En vis ekspeditionstid fra modtagelsen af vurderingen til det tidspunkt, hvor lånetilbuddet var klar til underskrift var forventeligt. En ekspeditionstid på syv dage var og er i den forbindelse ikke usædvanligt.

Klagerne kan ikke have haft en berettiget forventning om, at lånet blev hjemtaget eller kurssikret, før lånetilbuddet var underskrevet.

Klagerne havde selv valgt tidspunktet til underskrift af lånedokumenterne og kan ikke vælte risikoen for kurstab over på banken.

Klagerne havde også tidligere modtaget rådgivning vedrørende kursrisikoen i forbindelse med hjemtagelse af realkreditlån og om muligheden for kurssikring. Klagerne var derfor bekendt med, at banken ikke overvågede kursudviklingen eller informerede kunder herom. Det bestrides, at banken har handlet ukyndigt ved ikke af egen drift at kontakte klagerne med henblik på at fremrykke mødetidspunktet valgt af klagerne for at minimere deres kursrisiko, herunder eventuelt ved indgåelse af kurskontrakt. Risikoen for kursfald og chancen for stigninger er klagernes indtil det tidspunkt, hvor lånet er hjemtaget, eller indtil der er indgået kurskontrakt med fastlåsning af kursen på lånet.

Det bestrides, at bankens filialdirektør på mødet den 20. maj 2015 skulle have bekræftet indholdet af klagernes sagsfremstilling fremlagt under sagen.

Banken bestrider også, at rådgiveren skulle have oplyst klagerne om, at det bare var nogle papirer, som klagerne skulle underskrive for at få lånet, ligesom det bestrides, at rådgiveren skulle have oplyst, at der ikke stod noget specielt i papirerne.

Klagerne har ikke lidt et tab. Et eventuelt tab kan maksimalt opgøres for en periode svarende til den gennemsnitlige løbetid for boligejeres hjemtagne realkreditlån, hvilket er ca. syv år. Der var og er samtidig en formodning for, at klagerne om få år vil konvertere lånet, når renteudviklingen gør dette fordelagtigt.

Ankenævnets bemærkninger

Den 10. april 2015 var klagerne til et møde med deres bankrådgiver om finansiering af en tilbygning til deres eksisterende ejendom. En omlægning af klagernes eksisterende realkreditlån til et 30-årigt 2 % obligationslån blev drøftet, og klagerne modtog vejledende beregning på dette lån. Banken har oplyst, at klagerne på mødet blev rådgivet om kurssikring. Ankenævnet finder ikke, at Sydbank har godtgjort at have rådgivet klagerne om kurssikring på mødet den 10. april 2015.

Der var den 23. april 2015 telefonisk kontakt mellem banken og klagerne. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at der i forbindelse hermed blev indgået en mundtlig aftale om optagelse af et 30-årigt 2 % obligationslån på 1.801.000 kr. Ankenævnet finder, at det alene blev aftalt, at banken skulle foretage de nødvendige skridt vedrørende indhentelse af et lånetilbud på det 30-årige 2 % obligationslån til klagerne, som imidlertid aldrig blev indhentet.

Banken modtog fredag den 24. april 2015 vurderingen af klagernes ejendom.

Klagerne har oplyst, at banken om morgenen den 7. maj 2015 kontaktede klagerne og oplyste, at der ikke længere kunne udskrives lånetilbud på 2 % obligationslånet på grund af kursudviklingen. Samme dag underskrev klagerne på foranledning af banken et lånetilbud på et 30-årigt 2,5 % obligationslån på 1.839.000 kr. og indgik samtidig kurskontrakt med banken. Ankenævnet lægger til grund, at banken den 7. maj 2015 rådgav om kurssikring, da der samme dag blev indgået en kurskontrakt og bankens rådgivningsskema også er dateret den 7. maj 2015.

Tre medlemmer – Kari Sørensen, Morten Bruun Pedersen og Søren Geckler – udtaler herefter:

Vi lægger i overensstemmelse med det af banken oplyste til grund, at udarbejdelse og fremsendelse af lånetilbud tidligst kunne være sket mandag den 27. april 2015. Vi finder, at banken på dette tidspunkt burde have rådgivet klagerne om kurssikring. Det lægges til grund, at rådgivning om kurssikring først skete den 7. maj 2015.

Det påhviler herefter Sydbank at godtgøre, at klagerne efter rådgivning om kurssikring ikke straks ville have anmodet banken om at hjemtage 2 % obligationslånet og kurssikre dette. Vi finder, at Sydbank ikke har godtgjort dette.

Vi finder herefter, at Sydbank skal stille klagerne som om, at de havde optaget et 30-årigt 2 % fastforrentet obligationslån på 1.801.000 kr., hvorom der var indgået en fastkursaftale den 27. april 2015 med afvikling den 26. maj 2015.

To medlemmer – Michael Reved og Astrid Thomas – udtaler herefter:

Der er modstridende forklaringer mellem parterne om, hvad der blev oplyst og drøftet på mødet den 10. april 2015 og på telefonmøderne mellem klagerne og bankens rådgiver den 23. april 2015 og den 7. maj 2015. Der er også modstridende forklaringer om udfaldet af mødet mellem klagerne, deres rådgiver og bankens filialdirektør den 20. maj 2015. Vi finder, at det kun vil være muligt at træffe afgørelse i sagen, herunder om bankens ekspeditionstid var for lang, og om banken tidligere burde have rådgivet om kurssikring, efter at parterne har afgivet mundtlige forklaringer, samt efter at der er foretaget afhøring af relevante vidner. Dette vil kræve en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Det følger af vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 4, at Ankenævnet derfor må afvise at afgøre sagen.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Sydbank skal inden 30 dage stille klagerne som om, at de havde optaget et 30-årigt 2 % fastforrentet obligationslån på 1.801.000 kr., hvorom der var indgået fastkursaftale den 27. april 2015 med afvikling den 26. maj 2015.

Klagerne får klagegebyret tilbage.