Afgørelse

Spørgsmål om afvisning begrundet i parallel klage i andet ankenævn.

Indledning

Denne sag vedrører, om Ankenævnet kan behandle en klage, der parallelt er indbragt for og afgjort af et andet ankenævn.

Sagens omstændigheder

Klagerne i denne sag er far (F) og søn (S).

I 2010 blev S og hans daværende ægtefælle skilt. S ønskede at overtage parrets fælles faste ejendom som eneejer. S skulle i den forbindelse overtage et realkreditlån på 1.964.000 kr. i ejendommen. Endvidere skulle S indfri halvdelen af parrets fælles gæld til Nykredit Bank, hvor de var kunder. Efter det oplyste skulle S indfri gæld på i alt ca. 160.000 kr., hvoraf halvdelen fremkom ved familielån, mens de resterende 80.000 kr. blev tilvejebragt ved et nyt lån på 80.000 kr. i Nykredit Bank.

Ved brev af 20. april 2012 til en advokat (A1), der medvirkede ved bodelingen, bevilgede realkreditinstituttet gældsovertagelse blandt andet på betingelse af kaution fra F.

Efter det oplyste påtog F sig at kautionere for realkreditlånet i intervallet 1.750.000 kr. - 1.964.000 kr. og for banklånet til S på 80.000 kr. Kautionerne var betinget af, at S kunne disponere over et beløb på 50.651 kr., som den 17. april 2012 var blevet indsat på en konto (kontonummer -727) tilhørende S, og som vedrørte ophævede efterlønsbidrag. Betingelsen omfattede endvidere en indbetaling på 3.800 kr. på en anden konto (kontonummer -390).

Ved brev af 3. maj 2012 til en advokat (A2), der medvirkede ved bodelingen, oplyste banken, at S’s tidligere ægtefælle var frigjort for personligt gældsansvar i den tidligere fælles ejendom, og at fælles gæld til banken var indfriet.

Provenuet af det nye lån på 80.000 kr., som udgjorde 78.600 kr. blev samme dag indsat på kontonummer -727. Af kontoudskriften fremgår blandt andet tre hævninger på henholdsvis 43.606,97 kr., 30.390,30 kr. og 30.000 kr.

Der var herefter en positiv saldo på 50.713,33 kr. på kontonummer -727.

De 30.000 kr. blev indsat på en nyoprettet konto (kontonummer -972) med S som kontohaver. Den 24. maj 2012 blev der indsat yderligere 1.018,07 kr. ved overførsel fra kontonummer -727. Det samlede indestående på nu 31.018,07 kr. blev samme dag anvendt til dækning af renter for perioden 31. oktober 2011-19. marts 2012 på S’ og den tidligere ægtefælles engagement samt advokatomkostninger på 12.220 kr.

Den 14. august 2013 indgav klagerne en klage til Pengeinstitutankenævnet over Nykredit Bank med krav om en godtgørelse for hævningerne på i alt 31.018,07 kr. den 24. maj 2012 med tillæg af renter og omkostninger. Nykredit Bank nedlagde påstand om frifindelse.

Klagerne indgav samtidig en klage til Realkreditankenævnet over realkreditinstituttet, der er koncernforbundet med banken. Efter aftale mellem parterne blev klagen til Pengeinstitutankenævnet sat i bero med henblik på at afvente resultatet af klagen til Realkreditankenævnet. Klagernes påstand i klagen til Realkreditankenævnet var principalt tilbagebetaling af beløbet på 31.018 kr. plus renter til S, subsidiært frigørelse af S fra gældsovertagelsen og frigørelse af F fra kautionen.

Realkreditankenævnets afgørelse blev truffet den 22. oktober 2014. Klagerne fik ikke medhold i klagen, hverken helt eller delvist. Realkreditankenævnet bemærkninger var følgende:

”…

Parterne er uenige om, hvad der er passeret respektive aftalt, herunder på det møde mellem parterne, som angiveligt fandt sted den 3. maj 2012, og hvorpå de endelige aftaler om gældsovertagelse og kaution faldt på plads. Særligt vedrører uenigheden de økonomiske forudsætninger, herunder sikringen af klager 1’s efterlønsbidrag, sikring af midler til den fremtidige drift af ejendommen og betaling af omkostninger til låneindfrielse m.v.

Nævnet har ikke mulighed for nærmere at afdække hændelsesforløbet og de eventuelle mundtlige aftaler mellem parterne. På grundlag af det skriftlige materiale og parternes forklaringer finder Nævnet det dog ikke bevist eller sandsynliggjort, at indklagede uberettiget har krævet klager 1 for beløb. Nævnet bemærker hertil, at de omkostninger, som indklagede i overensstemmelse med normale procedurer har krævet, er helt sædvanlige i et forløb, hvor der sker misligholdelse og efterfølgende indfrielse af lån. Nævnet bemærker videre, at klager 1’s efterlønsbidrag synes at være intakt i forhold til betalingen af de omtvistede omkostninger.

Nævnet kan ikke i den forbindelse tage stilling til, hvorvidt klager 1 har et regres mod sin ekshustru vedrørende omkostningsbeløb.

Nævnet kan derfor ikke give klagerne medhold i hverken den principale eller den subsidiære påstand.

I forhold til klagernes subsidiære påstand om, at klager 1 skal frigøres fra gældsovertagelsen og klager 2 fra kautionen, bemærker Nævnet, at konsekvenserne for klager 1 ville kunne være, at realkreditlånet forfalder til indfrielse, og at han dermed kommer i risiko for at miste ejendommen.

…”

Klagerne fastholdt klagen til Pengeinstitutankenævnet. Nykredit Bank nedlagde påstand om afvisning.

Parternes påstande

Ankenævnet har forstået klagernes endelige påstand således, at Nykredit Bank skal godtgøre hævningerne på i alt 31.018 kr. den 24. maj 2012, subsidiært frigøre F for kautionerne.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om afvisning.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at Nykredit Bank i forhold dem begge og uden S’ samtykke uberettiget hævede i alt 31.018 kr. På hævetidspunktet var gældsovertagelsen og indfrielserne gennemført.

De havde fået oplyst, at der kunne blive tale om betaling af et yderligere mindre beløb, måske 500 kr. Banken undlod at oplyse om de efterfølgende betalinger til advokat og diverse andre udgifter samt renter, som var meget høje. De blev derved ført bag lyset.

Aftalen var, at S skulle have rådighed over et pengebeløb til den daglige drift af ejendommen. Banken brød aftalen ved at hæve de 31.018 kr., selvom der ifølge bankens egne oplysninger ikke var flere udgifter vedrørende skilsmissen.

F underskrev kautionspapirerne i tillid til, at der ikke var flere udgifter.

Banken lagde pres på forhandlingerne ved kræve meget høje renter og lukke for konti.

Advokatregningen er urimeligt høj og vedrører hovedsageligt bankens forsøg på at lægge pres på dem. Banken bør betale sin egen regning.

Klagen bør ikke afvises.

Nykredit Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerne har indgivet to identiske klager til henholdsvis Realkreditankenævnet og Pengeinstitutankenævnet.

Klagen er i sin helhed behandlet og afgjort i Realkreditankenævnet.

Pengeinstitutankenævnet bør derfor afvise at behandle sagen.

Der er indgået en aftale mellem Pengeinstitutankenævnet og Realkreditankenævnet om, at identiske klager alene skal behandles af et ankenævn.

Banken forbeholder sig påstande og bemærkninger vedrørende realiteten, hvis sagen ikke afvises af Pengeinstitutankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår realkreditlånet og klageren F’s kaution herfor, idet denne del af klagen hører under Realkreditankenævnet, jf. Ankenævnets vedtægter § 4, stk. 1 og § 2, stk. 1, 2. punktum.

Ankenævnet finder, at Realkreditankenævnets afgørelse af 22. oktober 2014 af klagernes klage over Nykredit Realkreditselskab ikke er til hinder for, at Pengeinstitutankenævnet tager stilling til, om Nykredit Bank har pådraget sig et selvstændigt ansvar over for klagerne i forbindelse med opgørelsen af klageren S’s engagement med banken, herunder spørgsmål vedrørende renter, advokatomkostninger, konti og aftaler samt vedrørende F’s kaution for banklånet til S på 80.000 kr.

Sagen udsættes med henblik på at indhente Nykredit Banks bemærkninger vedrørende realiteten for så vidt angår den del af klagen, der ikke afvises.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår realkreditlånet og klageren F’s kaution herfor.

Den øvrige del af sagen udsættes med henblik på at indhente Nykredit Banks bemærkninger vedrørende realiteten.