Størrelse af rente på opsparingskonto.
| Sagsnummer: | 213/1997 |
| Dato: | 12-12-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Peter Nedergaard, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Rente - indlån
Passivitet - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Størrelse af rente på opsparingskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I september 1992 døde klagerens far, der var kunde i indklagedes Sæby afdeling, hvor han havde en lønkonto og en anfordringskonto. Faderen blev 94 år gammel, og boets behandling blev afsluttet i august 1993.
Under boets behandling rettede klageren henvendelse til indklagede om en rentekompensation af faderens opsparing, som pr. 23. oktober 1992 blev opgjort til 182.105,07 kr. Indklagede afviste kravet.
Ved klageskema af 31. maj 1997 modtaget af Ankenævnet 2. juni 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en rentekompensation for perioden maj 1987 til maj 1992.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede har oplyst, at rentesatsen på faderens anfordringskonto i perioden maj 1987 til maj 1992 har været følgende:
1987 1% p.a. 8. februar 1989 0,5% p.a. 10. maj 1989 1% p.a. 11. april 1990 0,5% p.a. 9. maj 1990 0,25% p.a. 15. april 1992 3,75% p.a.
Indeståendet på kontoen var i 1987 på ca. 140.000 kr. stigende til ca. 180.000 kr. i 1992.
Forhøjelsen af rentesatsen den 15. april 1992 til 3,75% p.a., svarende til renten på indlån med 3 måneders opsigelse, fandt sted på baggrund af en henvendelse fra klagerens bror.
Indklagede har fremlagt kopi af en cirkulæreskrivelse til indklagedes kunder dateret den 4. februar 1988. I skrivelsen tilbydes kunderne at indskyde op til 250.000 kr. på en Trespringskonto med en rente på henholdsvis 8%, 9% og 10% de første tre år. Ved indskud på indklagedes garantkonto blev tilbudt en forrentning på 8,5% p.a. I en cirkulæreskrivelse udsendt i forbindelse med indklagedes omdannelse til aktieselskab i 1990 blev der oplyst om de vilkår, der var knyttet til en aktionærkonto hos indklagede.
Klageren har anført, at indklagede har undladt at opfylde sin pligt til at rådgive faderen om placering af opsparingen med henblik på at opnå en rimelig forrentning. Faderen kom jævnligt i afdelingen for at hæve penge, og indklagede havde således rig lejlighed til at tage spørgsmålet om forrentningen op til drøftelse. Under et besøg hos faderen i foråret 1992 blev hans bror bekendt med den lave forrentning af opsparingen. På baggrund af en henvendelse fra broderen indvilgede indklagede i at forhøje renten. Under et møde hos indklagede i eftersommeren 1992 fremsatte han krav om rentekompensation, hvilket indklagede afslog. Han har ikke frafaldet kravet. Først i foråret 1997 blev han bekendt med muligheden for at indbringe sagen for Ankenævnet.
Indklagede har anført, at man både ved faderens personlige henvendelser i afdelingen og ved udsendelse af standardskrivelser har henledt faderens opmærksomhed på alternative placeringsmuligheder for opsparingen. Faderen ønskede imidlertid at beholde anfordringskontoen. Klageren har ved passivitet fortabt sin ret til at gøre et eventuelt rentekrav gældende. Et eventuelt krav på forhøjet rente for perioden før 15. april 1992 må i øvrigt være bortfaldet på grund af forældelse, jf. § 1, nr. 2, i lov 1908 om forældelse af visse fordringer.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren anmodede i 1992 indklagede om en rentekompensation i anledning af, at han fandt, at indklagede havde forrentet faderens konti for lavt. Indklagede afviste kravet. Klageren har først på ny rejst spørgsmålet ved indgivelsen af klage til Ankenævnet den 31. maj 1997. Ankenævnet finder, at klageren ved først at genfremsætte kravet ca. 5 år efter, at indklagede havde afvist det, har udvist en sådan passivitet, at han har fortabt retten til at gøre det gældende. Allerede af denne grund tages klagerens påstand ikke til følge, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.