Afgørelse

Tvangsauktionsgrundlag.

Klageren, som er bosiddende i Canada, arvede i marts 1989 en ejendom efter sin mor. I forbindelse med arveudlægget blev der optaget et lån hos det indklagede realkreditinstitut. Klageren informerede den 17. maj 1989 sin advokat om, at han pr. 1. juni 1989 flyttede fra adresse 1 i Canada til adresse 2 i Canada. Den 17. november 1989 afsendte instituttet ydelsesopkrævning til klageren på adresse 2. Klageren havde instrueret sit pengeinstitut i Danmark om at forestå terminsbetalingerne. Som følge af udeblivelse med terminsydelsen pr. 11. december 1989 blev der på begæring af instituttets inkassoadvokat – der var den samme advokat, som havde berigtiget klagerens overtagelse af ejendommen – den 3. maj 1990 foretaget udlæg i ejendommen. Ved brev af 15. maj 1990 protesterede klageren over det foretagne udlæg, og indbetalte det udlagte beløb. Herefter blev der ikke foretaget flere terminsbetalinger. Instituttets advokat begærede på ny den 13. juni 1990 pantebrevsudlæg i ejendommen. I begæringen var angivet klagerens gamle adresse 1. Pantebrevsudlægget blev foretaget i fogedretten den 17. august 1990. Den 4. september 1990 begærede instituttets advokat tvangsauktion over ejendommen. I tvangsauktionsbegæringen var det ligeledes klagerens tidligere adresse 1, der var angivet. Som følge heraf blev indkaldelsen af klageren til tvangsauktionen tilsvarende sendt til den forkerte adresse. Efter tvangsauktionen skete der ikke yderligere i sagen, før klageren i juli 1997 rettede henvendelse til Human Resources Development i Canada og indgav en klage til Advokatnævnet i Danmark. Advokatnævnet frifandt instituttets advokat ved kendelse af den 14. maj 1998. Klageren indgav ultimo 1997 politianmeldelse af instituttets advokat. Efterforskningen i sagen blev indstillet 5. februar 1998. Herefter blev klage indgivet til Realkreditankenævnet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tilpligtes principalt at betale ham 3,3 mio. kr. med tillæg af 10 pct. rente fra den 26. november 1990, subsidiært at levere ejendommen tilbage til ham i ubehæftet stand. Klageren påstod derudover instituttet tilpligtet at yde ham erstatning for svie og smerte. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet anså klagen for uegnet til nævnsbehandling og afviste derfor sagen, jf. § 7, stk. 1, i Nævnets vedtægter. Som følge heraf afviste Nævnet sagen.