Ophævelse af pensionskonti med henblik på indskud i erhvervsvirksomhed.
| Sagsnummer: | 380/1996 |
| Dato: | 12-03-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Inge Frølich, Bjarne Lau Pedersen, Mette Reissmann, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kapitalpensionskonti - ophævelse
|
| Ledetekst: | Ophævelse af pensionskonti med henblik på indskud i erhvervsvirksomhed. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 2. februar 1996 blev klagerens kapitalpensionskonto og ratepensionskonto hos indklagede ophævet. Provenuet efter fradrag af statsafgift ved ekstraordinær ophævelse, ca. 67.000 kr., blev indsat på en kassekredit tilhørende et anpartsselskab ejet af klageren, gennem hvilket han driver en bagerivirksomhed.
Ved klageskema af 2. oktober 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre ophævelsen af pensionskontiene.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Af sagen fremgår, at klagerens anpartsselskabs kassekredit hos indklagede i efteråret 1995 havde et maksimum på 175.000 kr., hvoraf de 75.000 kr. var et bevilget overtræk. Engagementet blev drøftet på et møde hos indklagede den 29. november 1995. Af et mødereferat fremgår, at overførsel af beløb til klagerens kapitalpension skulle standses, og at "Spørgsmålet omkring opgørelse af kapitalpension og ratepension drøftes på det kommende møde, mandag den 4-12-95". På mødet den 4. december 1995 meddelte klageren, at han havde besluttet at afhænde virksomheden. Af mødereferat fra dette møde fremgår det, at "Opgørelse af kapitalpension stilles i bero."
Den 19. januar 1996 meddelte klageren indklagede, at han havde ændret beslutning og ønskede at fortsætte virksomheden. Klageren anmodede indklagede om, at det bevilgede overtræk på virksomhedens kassekredit blev forhøjet til 200.000 kr., således at kreditten i alt kunne trækkes op til 300.000 kr. Klageren meddelte samtidig, han havde besluttet at ophæve sine pensionskonti og indskyde provenuet herfra i virksomheden. Indklagede bevilgede klageren den ansøgte kredit på i alt 300.000 kr. Den 13. marts 1996 blev det aftalt at nedsætte det bevilgede overtræk til 150.000 kr., således at den samlede trækningsret var 250.000 kr.
Indklagede har oplyst, at man ultimo august 1996 fra klageren modtog et likviditetsbudget, hvoraf fremgik, at virksomheden havde behov for et samlet engagement på 615.000 kr., hvilket indklagede fandt for højt. Den 23. september 1996 meddelte indklagede, at virksomhedens samlede trækningsret ikke længere kunne overstige 200.000 kr. Der forhandles dog stadig om en løsning på likviditetsproblemerne.
Klageren har anført, at indklagede på mødet den 29. november 1995 stillede krav om ophævelse af pensionskontiene, således at provenuet kunne indgå på virksomhedens kassekredit. Selv om hans revisor fandt, at dette var udtryk for useriøs rådgivning og alene til fordel for indklagede, fastholdt indklagede kravet med den begrundelse, at pengene jo ikke tilhørte ham, men var overført fra virksomhedens kassekredit. Han besluttede sig i første omgang for at sælge forretningen, men ændrede senere beslutningen herom. Han følte sig presset til at indgå på indklagedes krav om ophævelse af pensionskontiene og havde forventning om, at indklagede herefter ville stille den fornødne kredit til rådighed for virksomheden. Han finder, at indklagede senere fragik løftet. Hans revisor deltog ikke i drøftelserne med indklagede i begyndelsen af 1996.
Indklagede har anført, at der på intet tidspunkt har været tale om nogen som helst form for pression overfor klageren vedrørende ophævelsen af pensionskontiene. Beslutningen om at ophæve kontiene blev udelukkende truffet af klageren selv. Indklagede ville herefter vurdere en eventuel kreditudvidelse, når der forelå et aktuelt budget. Der er intet, der hindrer, at en kunde ophæver sine pensionskonti i utide og vælger at indskyde provenuet herfra i et selskab.
Ankenævnets bemærkninger:
Beslutningen om at ophæve klagerens pensionskonti og overføre nettoprovenuet til anpartsselskabets kassekredit er truffet af klageren selv, og Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i forbindelse hermed har optrådt på en måde, som kan medføre, at beslutningen ikke er bindende for klageren. Selv om indklagede måtte have tilkendegivet, at man ikke var villig til at udvide anpartsselskabets kredit, medmindre pensionskontiene blev ophævet, kan dette ikke betragtes som en pression af en karakter, som kan medføre den nævnte retsvirkning.
Ankenævnet finder dog anledning til at bemærke, at det rigtigste havde været, at der forud for ophævelsen af pensionskontiene var sket en fastlæggelse af virksomhedens likviditetsbehov og de yderligere kreditfaciliteter, som indklagede var villig til at yde. At dette ikke skete, kan imidlertid ikke ændre det foran anførte resultat.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.