Afgørelse

Indsigelser imod gæld i henhold til kaution og kredit.

Sagsnummer:	184/2004
Dato:	22-03-2005
Ankenævn:	Peter Blok, Hans Daugaard, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen
Klageemne:	Kaution - underretning i henhold til BSL § 41 Kaution - hæftelse Inkasso - fordeling af indbetalinger på omkostninger, renter og hovedstol Inkasso - forbehold for ikke automatisk tilskrevne renter
Ledetekst:	Indsigelser imod gæld i henhold til kaution og kredit.
Indklagede:	Jyske Bank
Øvrige oplysninger:	OF
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagernes indsigelser imod indklagedes krav i henhold til kau­tionsaftaler og en kredit.

Sagens omstændigheder.

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.

Ved kreditaftale af 26. juni 1996 ydede indklagede M en kredit på 200.000 kr. i tilknytning til en Totalkonto. Af kreditaftalen fremgår bl.a.:

"Afvikling

Beregnet løbetid ……: 9 år 5 måneder

Der betales 113 ydelser. Ydelserne består af rente og afdrag.

Afdraget udgør kr. 1.800,00 og forfalder månedligt første gang 01.08.1996.

…

Afviklingen er beregnet på baggrund af rente m.v. på udskrivningstidspunktet og fuld udnyttelse af trækningsretten. En ændring heri vil derfor medføre ændring i ydelsernes størrelse.

…

4.

Enhver indbetaling på lån og kreditter - herunder beløb, som hidrører fra sikkerhed stillet af låntager eller andre, og beløb, som indbetales af kautionister - anvendes først til dækning af renter og provision. Hvad låntager ellers indbetaler, anvendes dernæst til dækning af beløb, som låntager måtte have trukket ud over kredittens maksimum (overtræk) og til dækning af forfaldne afdrag."

Kreditaftalen indeholder et "Skema over tilbagebetaling", der viser afviklingen af gælden med de månedlige afdrag på 1.800 kr. og kvartalsmæssige rentebetalinger.

Ved kreditaftale af 5. juli 1996 ydede indklagede klagernes søn, S, en tilsvarende kredit på 30.000 kr. Af kreditaftalen fremgår bl.a.:

"Afvikling

Beregnet løbetid ……: 0 år 6 måneder.

Der betales 2 ydelser. Ydelserne består af renter og afdrag.

Afdraget udgør kr. 0,00, men renterne forfalder kvartårligt første gang 01.10.1996. Kreditten indfries den 01.01.1997, medmindre der træffes ny aftale om afvikling. …"

Samme dag, den 5. juli 1996, underskrev klagerne hver en kautionserklæring, hvorefter de påtog sig selvskyldnerkaution for, hvad S måtte være eller blive indklagede skyldig "herunder renter, provision, overtræk og omkostninger". H underskrev endvidere en kautionserklæring, hvorefter hun påtog sig selvskyldnerkaution for, hvad M måtte være eller blive indklagede skyldig, herunder "renter, provision, overtræk og omkostninger". Af de tre kautionserklæringer, som er enslydende, fremgår bl.a.:

"…

11.	Samtlige kautionister og ethvert pant stillet af tredjemand hæfter indbyrdes og sammen med låntageren solidarisk for:
a)	Lån/kreditter med tillæg af renter, provision og lignende. Hertil kommer overtræk, ubetalte afdrag samt renter, provision og lignende heraf.
b)	Sagsomkostninger og andre udgifter, som er afholdt i forbindelse med inddrivelse hos låntager af kravet som anført i pkt. a.
c)	Løbende rente efter de for aftalen gældende regler fra det tidspunkt, kravet - opgjort som i pkt. a og b - rettes mod den pågældende kautionist og tredjemandspantsætter. Den solidariske hæftelse ophører, når - og først når - der sker indbetaling fra de øvrige forpligtede. Specielt for kautionister gælder, at udebliver låntager med hovedstol, afdrag eller renter, skal der inden 6 måneder efter de pågældende ydelsers forfaldsdag ved anbefalet brev gives meddelelse til enhver af kautionisterne eller til den eller dem af disse, der er bemyndiget til at modtage meddelelsen på samtlige kautionisters vegne. Undladelse heraf medfører, at banken taber sit krav over for kautionisterne i det omfang, disses regreskrav mod låntageren er blevet forringet ved undladelsen, jf. Bank- og Sparekasselovens §41. …"

Den 5. maj og 7. juni 1997 rykkede indklagede for overtræk på henholdsvis 724,02 kr. og 5.653,52 kr. på M's kredit. H blev som kautionist orienteret herom.

I juli 1997 blev der afholdt et møde mellem klagerne og indklagede. Klagerne har anført, at det på mødet blev aftalt, at S skulle inddække sin kredit med penge, som man på daværende tidspunkt forventede ville blive udbetalt fra Lønmodtagernes Garantifond. Det blev endvidere aftalt, at M's kredit skulle afvikles med 1.800 kr. pr. måned, og at kreditten ikke skulle forrentes. Indklagede har anført, at S's kredit var forfalden til fuld indfrielse pr. den 1. januar 1997. Indklagede har bestridt det af klagerne anførte om, at der alene skulle betales 1.800 kr. pr. måned på M's kredit, og at denne skulle være uforrentet.

Pr. den 1. januar 1998 stoppede indklagede den automatiske rentetilskrivning på kreditterne.

På M's kredit blev der fortsat månedligt indbetalt 1.800 kr. På S's kredit blev der ikke foretaget indbetalinger.

Ved skrivelse af 16. februar 1999 rettede indklagede henvendelse til klagerne om engagementet. Indklagede anførte, at mulighederne for at inddrive indklagedes tilgodehavende hos et bageri, som S havde drevet via et anpartsselskab, var udtømt, og at der skulle tages stilling til klagernes private forpligtelser over for indklagede. Af skrivelsen fremgår bl.a.:

"Vi har for længe siden stoppet rentetilskrivningen på lånene i [M's] og [S's] navn. Jeg har med tilfredshed konstateret, at I løbende har indbetalt, mens [S] desværre ikke har betalt noget.

…

[S] har tidligere tilkendegivet, at han ville betale sit lån ud - ikke mindst af hensyn til Jer. Derefter er en gældssanering vel det eneste alternativ, så han kan komme videre i tilværelsen. Et udspil fra [S's] side vil være relevant.

Vil I formidle dette til [S], idet vi ikke har hans adresse."

M's og S's gæld blev i skrivelsen opgjort til henholdsvis 154.616,08 kr. og 54.451,30 kr. "hertil kommer ikke tilskrevne renter o.l.".

Ved skrivelse af 15. marts 1999 meddelte H, at hun afventede et udspil fra advokaten i S's konkursbo. H foreslog en afvikling af forpligtelserne med et lån på 209.000 kr. + 35.000 kr. for hendes bil eller betaling af 225.000 kr. til fuld og endelig afgørelse. Af skrivelsen fremgår i øvrigt bl.a.

"…

Jeg er selvfølgelig fuldt indforstået med mine forpligtelser over for [indklagede], og ønsker kun en snarlig afklaring af sagen. Jeg har tidligere meddelt Dem, hvorledes vi kunne afvikle [M's] lån, men ikke fået noget svar, hvorfor jeg har betalt kr.1.800,- månedlig.

…

Hvad angår S er hans adresse: [adresse]

Jeg må nok se i øjnene, at jeg kommer til at indfri hans lån, da vi ikke har meget kontakt med ham mere.

…"

Ved skrivelse af 25. marts 1999 opgjorde indklagede klagernes forpligtelser til 269.000 kr. og foreslog på den baggrund et kompromis på 247.000 kr. til fuld og endelig afgørelse.

Ved skrivelse af 25. oktober 2002 rettede indklagedes inkassoafdeling henvendelse til klagerne om gælden på M's og S's kredit, som pr. den 16. oktober 2002 blev opgjort til henholdsvis 156.905,05 kr. og 124.588,66 kr., i alt 281.493,71 kr. M's kredit var i restance med 80.276,97 kr., og S's kredit var forfalden til betaling. Klagerne blev anmodet om at betale restancen på i alt 204.865,63 kr. inden den 15. november 2002.

Ved skrivelse af 6. februar 2003 gjorde klagerne via deres advokat indsigelse imod gælden. For så vidt angår M's kredit gjorde klagerne indsigelse imod rentetilskrivningen og fremhævede, at indklagede i årsopgørelserne fra og med 1998 havde opgjort sit tilgodehavende uden renter. For så vidt angår S's kredit gjorde klagerne gældende, at kautionsforpligtelsen var bortfaldet, jf. bank- og sparekasselovens § 41, da indklagede ikke inden seks måneder havde oplyst om den manglende betaling.

Indklagede afviste at have frafaldet sit krav på renter og oplyste om den regnskabstekniske baggrund for ophøret af den automatiske rentetilskrivning. Indklagede afviste endvidere, at kautionen for S's kredit skulle være bortfaldet.

Ved skrivelser af 11. april 2003 blev klagerne anmodet om at indfri M's og S's kredit med henholdsvis 155.282,55 kr. og 136.021,90 kr., i alt 291.304,45 kr. pr. den 28. april 2003. Fordringen ville efter denne dato blive forrentet med p.t. 19,75% af det fulde beløb.

Opgørelsen af M's kredit tog udgangspunkt i en saldo den 28. april 1998 på 177.176 kr. med fradrag af de løbende indbetalinger og med tillæg af forsikringspræmie og rente 10% p.a. af den til enhver tid værende restgæld. Renterne, der ikke var indberettet til skattemyndighederne, blev opgjort til i alt 82.184,55 kr.

Gælden på S's kredit tog udgangspunkt i en restgæld pr. den 28. april 1998 på 55.058,40 kr. med tillæg af renter 19,75% p.a. i fem år. Endvidere fremgår en debitering på 1.608 kr. og en kreditering på 5.709,50 kr. vedrørende en forsikring. Renterne, der ikke var indberettet til skattemyndighederne, blev opgjort til 85.065 kr.

Under en efterfølgende korrespondance mellem parterne blev der ikke opnået enighed.

Den 27. januar 2004 udtog indklagede ved Retten i Esbjerg stævning mod klagerne med påstand om betaling af 291.304,45 kr. med tillæg af renter 19,75% p.a. fra den 28. april 2003. Kravet blev ved processkrift af 16. april 2004 korrigeret til 283.143,97 kr. (148.452,90 kr. + 134.691,07 kr.) med tillæg af renter 19,75% p.a. fra sagens anlæg den 27. januar 2004.

Den 30. april 2004 blev sagen af retten henvist til behandling i Ankenævnet.

Den 25. juni 2004 indgav klagerne en klage over indklagede til Ankenævnet.

Indklagede har under sagen nedsat sit krav i henhold til kautionen for S's kredit til 85.446,69 kr. med tillæg af renter 13 % p.a. med kvartårlig rentetilskrivning fra den 27. januar 2004. Ved opgørelsen er der taget udgangspunkt i en hovedstol på 50.508,77 kr. og beregnet fem års renter med 13% p.a. Ved fastsættelsen af hovedstolen har indklagede taget højde for forældede renter på 6.157,63 kr. Renten er nedsat fra indklagedes misligholdelsesrente på 19,75% til produktrentesatsen.

For så vidt angår H's kaution for M's kredit har indklagede under sagen nedsat sit krav mod H til 70.400 kr. med tillæg af renter 10% p.a. fra den 25. juli 2002, hvorved H stilles, som om M's kredit var blevet afviklet som anført i kreditkontrakten indtil tre måneder før H ved skrivelse af 25. oktober 2002 fra indklagedes inkassoafdeling fik meddelelse om M's misligholdelse, og således at der i forhold til H som kautionist ikke beregnes misligholdelsesrente på 19,75% p.a., men alene produktrenten på 10% p.a.

Indklagede har fastholdt kravet mod M i henhold til kreditten på 148.452,90 kr. med tillæg af renter 19,75 % p.a. fra den 27. januar 2004. Ved opgørelsen af gælden er de månedlige indbetalinger på 1.800 kr. afskrevet forlods på renter og omkostninger. Der er anvendt en rentesats på 10% p.a. med kvartårlig rentetilskrivning. Rente er beregnet af den til enhver tid værende restgæld. De samlede renter er opgjort til 93.334,90 kr. Der er ikke sket skattemæssig indberetning af renterne.

Parternes påstande.

Klagerne har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde eller nedsætte kravene.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at indklagede ikke har overholdt sin forpligtelse til at give meddelelse om S's misligholdelse af den kautionssikrede kredit. Deres mulighed for regres over for S er herved blevet forringet, idet S's økonomiske situation er væsentligt forværret. S's virksomhed er gået konkurs, og gældsforpligtelserne er blevet så uoverskuelige, at S har søgt gældssanering. De anmeldte krav i gældssaneringssagen er på ca. 8,5 mio. kr.

Der har kun været afholdt et møde om engagementet, og dette blev afholdt i juli 1997. Det blev i den forbindelse aftalt, at S's kredit skulle inddækkes med forventede udbetalinger fra Lønmodtagernes Garantifond.

S havde haft mulighed for at indfri eller afvikle gælden, såfremt opsigelsen af engagementet havde fundet sted i 1997 eller senest i 1998.

Først i 1999, hvor S's virksomhed var under konkursbehandling, fik de oplysning om S's manglende afvikling af den kautionssikrede gæld. Indklagede anmodede om at få S's adresse oplyst, hvilket skete ved skrivelsen af 15. marts 1999. De hørte herefter ikke fra indklagede før den 16. oktober 2002.

Indklagede, der gennem en årrække ikke har tilskrevet renter på S's kredit, må anses for at have frafaldet sit rentekrav.

Afviklingen af M's kredit med 1.800 kr. skete i henhold til aftale med indklagede. Indklagede frafaldt samtidig sit krav på renter, hvilket også fremgår af årsopgørelserne fra og med 1998. Ifølge årsopgørelsen for 2002 var restgælden 73.028,08 kr. og renterne på 0,00 kr. Kreditten var ikke i restance, da indklagede ved skrivelsen af 11. april 2003 forlangte det fulde engagement indfriet. Afviklingsaftalen er blevet overholdt, og indklagede har ikke på nogen måde givet udtryk for, at man anså kreditaftalen for misligholdt. Tværtimod gav indklagede ved skrivelsen af 16. februar 1999 udtryk for tilfredshed med afviklingen.

Såfremt indklagede anså kreditten for misligholdt, burde indklagede have givet H underretning herom, jf. bank- og sparekasselovens § 41. Indklagede har endvidere udvist passivitet med hensyn til et eventuelt rentekrav.

M erkender alene at skylde det på årsopgørelsen for 2002 anførte beløb på 73.028,08 kr. med fradrag af de efterfølgende månedlige indbetalinger på 1.800 kr.

Indklagede har anført, at S's kredit ifølge kreditaftalen forfaldt til indfrielse den 1. januar 1997. S misligholdt aftalen, hvilket klagerne fik meddelelse om ved flere møder og skrivelser. Den automatiske rentetilskrivning blev stoppet, idet man af regnskabsmæssige årsager ikke kan tage ubetalte renter til indtægt. Dette er ikke ensbetydende med en eftergivelse af rentebetalingerne, hvilket i hvert fald H må være bekendt med, da hun er ansat i et pengeinstitut.

Det fremgår tydeligt af skrivelsen af 16. februar 1999, at S's kreditaftale er misligholdt, og at der til de opgjorte beløb skal tillægges ikke tilskrevne renter. Ved skrivelsen af 15. marts 1999 erkender klagerne, at de kommer til at indfri S's lån.

Klagerne har ikke godtgjort, at deres regreskrav er blevet forringet som følge af en eventuel manglende overholdelse af meddelelsesfristen i bank- og sparekasselovens § 41. S's nuværende økonomiske situation kan alene tilskrives S's manglende overholdelse af sine forpligtelser over for indklagede.

Ved den fornyede opgørelse af kravet i henhold til klagernes kaution for S's kredit er der taget højde for forældede renter, ligesom der i forhold til klagerne som kautionister er givet afkald på misligholdelsesrente. Den opkrævede rente på 13% p.a. med kvartårlig rentetilskrivning svarer til den laveste rentesats på kreditten i den omhandlede periode.

M's kredit blev misligholdt, idet der alene blev indbetalt 1.800 kr. pr. måned, hvilket er utilstrækkeligt ifølge kreditaftalens bestemmelser. Det bestrides, at det siden mødet med klagerne i 1997 har været aftalt, at M alene skulle betale 1.800 kr. pr. måned på engagementet, og at dette i øvrigt skulle være uforrentet. Der har været afholdt flere møder med klagerne om misligholdelsen af kreditaftalen.

Det forhold, at kreditaftalen uanset misligholdelsen ikke er blevet krævet fuldt indfriet over for M som debitor og H som kautionist, kan ikke medføre, at man nu er afskåret herfra.

Ophøret af den automatiske rentetilskrivning er ikke ensbetydende med en eftergivelse af rentebetalingerne. M kan ikke have haft en berettiget forventning om, at gælden skulle være som anført i årsopgørelserne, idet han jo netop ikke betalte forfaldne renter i henhold til den underskrevne kreditaftale.

H fik i hvert fald ved inkassoafdelingens skrivelse af 25. oktober 2002 meddelelse om restancen. Med nedsættelsen af kravet mod H til 70.400 kr. er H stillet, som om kreditten var blevet afviklet i henhold til aftalen indtil tre måneder forud for dette tidspunkt. Endvidere har man i forhold til H som kautionist frafaldet misligholdelsesrenten på p.t. 19,75% p.a. Rentesatsen for H som kautionist er 10% p.a. svarende til den laveste rentesats på kreditten i den omhandlede periode.

For så vidt angår M som debitor fastholdes kravet om misligholdelsesrente fra sagsanlægget den 27. januar 2004. Rentekravet mod M på 10% p.a. for perioden før sagsanlægget er mindre end den til enhver tid værende rentesats for ubevilget overtræk i henhold til kreditaftalen.

Opgørelsen af kravet mod M er foretaget således, at de indbetalte beløb på 1.800 kr. pr. måned er anvendt først til dækning af renter og provision, jf. kreditaftalens pkt. 4.

Rentebeløbene er ikke medtaget på årsopgørelserne, fordi indklagede af regnskabsmæssige årsager ikke kan tage ubetalte renter til indtægt. Rentebeløb, der er anført på årsopgørelserne i en misligholdelsessituation, er alene udtryk for, hvad indklagede er berettiget til at indtægtsføre i henhold til gældende regnskabsregler. Beløbene kan i en misligholdelsessituation ikke tages som udtryk for, hvad der gælder i retsforholdet mellem indklagede og debitor.

Når der indtræder en misligholdelsessituation, er man berettiget til til enhver tid at anlægge den betragtning i relation til forældelsesproblematikken, at alle indbetalte beløb, først anses for medgået til dækning af renter og herefter til dækning af afdrag.

Udover at indklagede således ikke tager ubetalte renter til indtægt, bogfører indklagede heller ikke i sit regnskab renter betalt på misligholdte engagementer som renteindtægt, idet man ikke kan have renteindtægter på et engagement, hvor hovedstolen helt eller delvist henstår som misligholdt og ubetalt.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Det må anses for uafklaret, om indklagede inden for seks måneders fristen, jf. bank- og sparekasselovens § 41, nu lov om finansiel virksomhed § 48, har givet meddelelse om S's misligholdelse af kreditaftalen på 30.000 kr., som klagerne havde påtaget sig selvskyldnerkaution for. Der er imidlertid ikke holdepunkter for at antage, at klagernes muligheder for regres mod S er blevet forringet som følge af en eventuel manglende underretning.

Ved den fornyede opgørelse af kravet i henhold til kautionerne for S's kredit har indklagede frafaldet krav på renter, der har været forfaldne i mere end fem år, og som derfor er forældet, jf. forældelseslovens af 1908, ligesom indklagede har nedsat sit rentekrav, således at der i forhold til klagerne som kautionister ikke beregnes misligholdelsesrente, men alene en rente svarende til den almindelige rente på den kautionssikrede kredit.

Der er herefter ikke grundlag for i videre omfang at nedsætte klagernes kautionsforpligtelser for S's kredit eller lade forpligtelserne helt bortfalde.

Ifølge kreditaftalen af 26. juni 1996 skulle M's kredit på 200.000 kr. afdrages med 1.800 kr. pr. måned samt renter. Rentebetalingerne ved maksimal udnyttelse af kreditten er angivet i "Skema over tilbagebetaling", der er indeholdt i kreditaftalen. M måtte endvidere påregne, at der skulle betales renter af den til enhver tid værende restgæld.

Det findes ikke godtgjort, at indklagede over for M efterfølgende gav afkald på renter. At indklagede gennem en årrække accepterede, at der alene blev betalt 1.800 kr. om måneden, og at indklagede pr. 1. januar 1998 stoppede den automatiske rentetilskrivning, er ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at rentekravet er bortfaldet. Udformningen af indklagedes årsopgørelser, hvoraf kun årsopgørelsen for 2002 er fremlagt under sagen, kan kritiseres, idet det heri angives, at renten er "0,00", ligesom den opgivne saldo ikke indeholder tilskrevne renter, uden at der er taget forbehold eller givet en nærmere forklaring vedrørende de meddelte oplysninger. Ankenævnet finder imidlertid, at det uanset udformningen af årsopgørelserne måtte stå M klart, at indklagede ikke havde givet afkald på forrentning af gælden, og at den oplyste saldo derfor ikke var udtryk for den samlede restgæld.

Der er ikke grundlag for at tilsidesætte rentesatsens størrelse, hvorved bemærkes, at indklagede ved opgørelsen af kravet ikke har beregnet sig misligholdelsesrente for perioden før den 27. januar 2004, hvor indklagede udtog stævning ved retten.

Efter at indklagede havde standset rentetilskrivningen på M's kredit, er de månedlige indbetalinger på 1.800 kr. blevet afskrevet på hovedstolen, hvilket fremgik dels af årsopgørelserne, dels af det forhold, at der ikke blev foretaget indberetning til skattemyndighederne om betalte renter. Ankenævnet finder, at dette - uanset baggrunden - må anses for bindende ved en efterfølgende stillingtagen til spørgsmålet om forældelse af renter. Ankenævnet finder derfor, at de månedlige indbetalinger på 1.800 kr., som er foretaget i perioden fra rentetilskrivningens standsning til den 27. januar 1999 - 5 år forud for retssagens anlæg - skal anses for afskrevet på hovedstolen. Den aktuelle gæld skal herefter beregnes med udgangspunkt i den således nedskrevne hovedstol pr. 27. januar 1999 og under hensyn til efterfølgende rentetilskrivninger og indbetalinger. Indklagede skal foretage skattemæssig indberetning af de efterfølgende rentetilskrivninger.

H har gjort indsigelse imod sin kaution for M's kredit under henvisning til manglende meddelelse om misligholdelsen, jf. bank- og sparekasselovens § 41, nu lov om finansiel virksomhed § 48. Indklagede har nedsat sit krav mod H i henhold til kautionen for M's kredit til 70.400 kr., svarende til det beløb, som kreditten i henhold til kreditaftalen skulle have været nedbragt til tre måneder før den 25. oktober 2002, hvor H ved skrivelse af samme dato i hvert fald blev orienteret om, at der forelå en restance. Indklagede har endvidere nedsat sit rentekrav, således at der i forhold til H som kautionist ikke beregnes misligholdelsesrente. Ankenævnet finder imidlertid, at kravet mod H yderligere skal nedsættes med de månedlige indbetalinger på 1.800 kr. foretaget efter den 25. oktober 2002.

Som følge heraf

Indklagede skal inden fire uger nedsætte sit krav mod klagerne i overensstemmelse med det foran anførte. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.