Afgørelse

Alskyldserklæring. Frigivelse af håndpantsat ejerpantebrev.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmål om hel eller delvis tilsidesættelse af en alskyldserklæring i forbindelse med håndpantsætning af et ejerpantebrev.

Sagens omstændigheder.

Pr. 1 april 1998 overtog klageren en ejendom og en bil, som hidtil havde tilhørt hendes ægtefælle, M. Ejendommen var ægtefællernes fælles bolig.

Ved gældsbrev af 2. april 1998 ydede indklagedes Ikast afdeling klageren to lån på henholdsvis 200.000 kr. og 125.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på i alt 5.000 kr. Ydelserne skulle hæves på kontonr. -0557, som var en kassekredit på 25.000 kr. oprettet til klagerens ægtefælle, M, samme dag og i samme afdeling.

M underskrev som selvskyldnerkautionist gældsbreve vedrørende klagerens lån, og klageren håndpantsatte et ejerpantebrev på 275.000 kr. med pant i ejendommen til sikkerhed for enhver forpligtelse, som hun og M "nu har eller senere måtte få" over for indklagede "i henhold til ethvert mellemværende".

På tidspunktet for etableringen af lånene og kreditten var klageren i forvejen kunde hos indklagede. M, som drev en erhvervsvirksomhed, havde hidtil været kunde i pengeinstituttet P, med hvem han havde søgt at opnå en akkordordning.

Indklagede har under sagen fremlagt et "budget efter akkord", hvori det bl.a. blev forudsat, at der blev optaget et nyt lån på 324.000 kr. På grundlag af en indkomst for M på 500.000 kr. og for klageren på 111.000 kr. blev ægtefællernes samlede rådighedsbeløb efter fradrag af pensionsindbetalinger, prioritetsydelser (90.469 kr.), låneydelser, faglige kontingenter og skat beregnet til 141.966 kr. Ifølge indklagede dannede budgettet grundlag for kreditvurderingen af klageren forud for bevillingen af lånene.

Ved skrivelse af 2. april 1998 fremsendte indklagede 200.000 kr. til P under forudsætning af udlevering af ejerpantebrevet på 275.000 kr., som hidtil havde været håndpantsat til P, og af at ejendommen anmærkningsfrit kunne overføres til klageren. Indklagede fremsendte endvidere 124.000 kr. på betingelse af udlevering af et løsøreejerpantebrev på 124.000 kr. i bilen og på betingelse af, at bilen anmærkningsfrit kunne overføres til klageren.

Ved gældsbrev af 15. september 1999 ydede indklagede M et lån på 162.000 kr. til dennes betaling af restskat og arbejdsmarkedsbidrag. Ydelsen på lånet skulle hæves på kassekreditten (-0557).

Ved kreditaftale underskrevet af M den 5. december 2000 blev dennes kassekredit forhøjet med 75.000 kr. til 100.000 kr.

I februar 2001 meddelte M, at han var ophørt med at drive virksomhed og p.t. var arbejdsløs.

Klageren afslog at medvirke til en ordning, der indebar en sammenlægning af de tre lån og kassekreditten til ét lån med såvel klageren som M som debitor. Klageren ønskede at indfri restgælden på lånene på oprindelig 200.000 kr. og 125.000 kr. mod udlevering af ejerpantebrevet, hvilket indklagede afslog.

Ved skrivelser af 22. marts 2001 til henholdsvis klageren og M opsagde indklagede engagementet til indfrielse. Gælden i henhold til klagerens lån blev opgjort til i alt 226.894,94 kr. inkl. renter til den 30. marts 2001. M's engagement blev opgjort til i alt 254.748,31 kr. inkl. renter til den 30. marts 2001 fordelt med 151.415,11 kr. på lånet og 103.333,20 kr. på kassekreditten.

Indklagede overgav sagen til inkasso ved advokat, som ved skrivelser af 4. april 2001 fremsendte påkrav til klageren og M inkl. krav om betaling af inkassoomkostninger.

Parternes påstande.

Den 30. april 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigive ejerpantebrevet på 275.000 kr. mod indfrielse af lånene på oprindelig 200.000 kr. og 125.000 kr. og at frafalde inkassoomkostningerne.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun ikke var bekendt med M's kredit og lån hos indklagede, og at hun ikke har tiltrådt disse som pantsætter. Pantsætningen omfatter derfor alene hendes to lån på oprindelig i alt 325.000 kr.

Overtagelsen af ejendommen og bilen skete til reelle handelspriser, som var godkendt af P, og indklagede gav tilsagn om at finansiere kontantbehovet på 324.000 kr. i forbindelse med handlerne.

Hun drøftede ikke lånene med indklagede, men fik via M meddelelse om, at lånene var bevilget, og at dokumenterne var udfærdiget. Den 2. april 1998 henvendte hun sig alene i afdelingen, hvor indklagedes medarbejder oplyste og foreviste, at M allerede havde været der for at underskrive lånedokumenterne, hvorfor hun blot skulle underskrive, hvilket hun gjorde uden forinden at gennemlæse dokumenterne. Hun blev ikke gjort bekendt med kreditten på 25.000 kr. til M. Indklagede burde have anmodet hende om at tiltræde denne, såfremt hun skulle stille sikkerhed herfor.

Hun var ikke bekendt med det af indklagede nu fremlagte budget, som alene er et arbejdsnotat udarbejdet af revisor med henblik på, at M forsøgte at få en akkord med P, hvilket ikke lykkedes.

Hendes indtægt er tilstrækkelig til at betale ydelserne på lånene. Ydelserne blev alene af praktiske grunde overført fra M's konto.

Hun var ikke bekendt med hverken lånet på 162.000 kr. eller forhøjelsen af kreditten. Indklagede burde have indhentet hendes samtykke, såfremt ejerpantebrevet skulle ligge til sikkerhed herfor.

Det bestrides, at forhøjelsen af kreditten delvis blev anvendt til betaling af reparationer på ejendommen.

Sagen blev uberettiget og uden varsel overgivet til inkasso, idet hun tilbød at indfri sine lån mod at få ejerpantebrevet udleveret, hvilket indklagede afslog.

Ifølge Forbrugerombudsmandens etiske regelsæt for pengeinstitutter er det ikke i overensstemmelse med god bankskik at lade en kunde stille sikkerhed for tredjemands fremtidige gæld. Det kræves, at eventuelle lånedokumenter tiltrædes af pantsætter.

Indklagede har anført, at det fremgår tydeligt af håndpantsætningserklæringen, at ejerpantebrevet blev stillet til sikkerhed for, hvad klageren og M nu eller senere måtte få af gæld til indklagede.

Pantsætningen skete samtidig med etableringen af lånene på i alt 325.000 kr. og kreditten på 25.000 kr. Den eneste begrundelse for, at pantsætningen også skulle omfatte M's nuværende eller fremtidige gæld var, at der blev bevilget ham et lån, da han på daværende tidspunkt ikke var kunde hos indklagede. Kreditaftalen blev underskrevet af M under klagerens tilstedeværelse, og det blev aftalt, at ydelserne på lånene skulle trækkes på kreditten, idet klagerens egen indkomst var utilstrækkelig hertil. M betalte også terminsydelserne på kreditforeningslånet i ejendommen.

Hensigten med klagerens overtagelse af M's aktiver var at undgå retsforfølgning for M's gæld til P, som ægtefællerne ønskede at få akkorderet.

Det må have stået klageren klart, at ejerpantebrevet, som hun fik tiltransporteret i forbindelse med overtagelsen af ejendommen, naturligvis også skulle ligge til sikkerhed for M's nuværende og kommende gæld, hvilket også klart fremgår af dokumenterne. Man må også gå ud fra, at M orienterede klageren om, at sikkerhedsstillelsen også var for hans gæld, og at hun skulle læse dokumenterne igennem, før hun skrev under.

Det fremlagte budget, som indklagede modtog, dannede grundlag for indklagedes vurdering af, om der i husstanden var tilstrækkelige indkomster til, at ydelserne på de ansøgte lån kunne betales, hvilket er en naturlig del af kreditvurderingen. Budgettet indeholder klagerens indkomstopgørelse, hvorfor man måtte gå ud fra, at hun havde kendskab hertil.

Det må antages, at klageren var bekendt med M's økonomi, herunder lånet på 162.000 kr. til betaling af restskat og forhøjelsen af kreditten, som delvis blev anvendt til reparation af klagerens ejendom.

I det foreliggende tilfælde, hvor klageren har stillet sikkerhed for sin ægtefælles gæld, er der ikke noget krav om, at hun skulle tiltræde lånedokumenterne.

Sagen blev overgivet til inkasso som følge af manglende betaling af ydelserne pr. 1. marts og 1. april 2001. Det i inkassoloven gældende varsel på 10 dage er overholdt.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

I håndpantsætningserklæringen vedrørende pantsætningen af ejerpantebrevet på 275.000 kr. er det udtrykkeligt angivet, at pantsætningen skete til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som klageren og dennes ægtefælle havde eller måtte få over for indklagede. Pantsætningen omfatter således efter sin ordlyd også de forpligtelser, som klagerens ægtefælle har over for indklagede.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at pantsætningen ikke skulle være gyldigt aftalt mellem parterne eller grundlag for at tilsidesætte pantsætningserklæringens ordlyd eller for en indskrænkende fortolkning af denne. Det bemærkes herved, at hæftelsen som pantsætter var begrænset til ejerpantebrevets hovedstol på 275.000 kr.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.