Afgørelse

Rådgivning om valg af låntype.

Det indklagede realkreditinstitut fremsendte i august 1993 et lånetilbud til klageren på et kontantlån på 150.000 kr., som var forudsat tilvejebragt ved salg af obligationer til kurs 87,85. Det for lånet udstedte pantebrev indeholdt en beskrivelse af indfrielsesvilkårene. Det tilbudte lån blev udbetalt i oktober 1993 ved salg af obligationer til kurs 87,70. Instituttet fremsendte i oktober 2003 lånetilbud til klageren vedrørende et obligationslån på 209.000 kr., hvori kontantlånet var forudsat indfriet med obligationsrestgælden på 142.957 kr. til kurs 100. Klageren anmodede efterfølgende om, at indfrielsesbeløbet på kontantlånet blev nedreguleret, således at det svarede til kontantrestgælden. Klageren begrundede dette med, at det ikke var fremgået af lånetilbudet, at der var en risiko forbundet med efterfølgende kursstigninger, ligesom klageren ikke mente, at der i øvrigt var givet den relevante rådgivning herom. Instituttet afviste klagerens krav med henvisning til, at der i forbindelse med ydelse af realkreditlån generelt altid vil eksistere en risiko for kursændringer på de bagvedliggende obligationer, og at der ikke var grundlag for at antage, at der ikke var givet klagerens værge, som stod for lånehjemtagelsen, oplysninger herom. Instituttet oplyste endvidere, at det i starten af 1990’erne var almindeligt at yde kontantlån, da disse lån gav den laveste nettoydelse, og at der derfor ud fra forholdene på udbetalingstidspunktet ikke havde været tale om en urigtig eller mangelfuld rådgivning.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at han skulle kunne indfri kontantlånet ved indbetaling af kontantrestgælden. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet havde ikke mulighed for mere end 10 år efter lånets udbetaling nærmere at vurdere indholdet og omfanget af den rådgivning, som klageren og hans værge havde modtaget i tilslutning til oplysningerne i lånetilbudet m.v., men fandt, at instituttets lånetilbud og pantebrev indeholdt en beskrivelse af kontantlånskonstruktionen, som var dækkende og havde muliggjort et forsvarligt valg. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at det ud fra en generel vurdering af forholdende i 1993 havde været uforsvarligt ikke at fraråde et kontantlån, som var almindeligt anvendt i 1993, idet de gav den laveste nettoydelse. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.