Spørgsmål om lån ydet som boliglån.
| Sagsnummer: | 430/1994 |
| Dato: | 15-02-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om lån ydet som boliglån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I oktober 1983 ydede indklagede klageren et lån på 20.561 kr. Lånet blev den 29. december samme år forhøjet til ialt 129.680,80 kr. Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt lånet i forbindelse med forhøjelsen blev ændret til et boliglån.
Af sagen fremgår, at lånets ydelse ved forhøjelsen ultimo 1983 blev fastsat til 2.000 kr. månedligt. Ved forhøjelsen modtog indklagede sikkerhed i et ejerpantebrev med pant i klagerens faste ejendom.
Lånets betegnelse var indtil februar 1992 "lån"; på dette tidspunkt ændredes lånebetegnelsen til "boliglån", ligesom lånets rente nedsattes med 1,5% til 17% p.a., svarende til indklagedes dagældende rente for boliglån.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en rentekompensation.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han ved lånets forhøjelse i 1983 fik oplyst, at lånet ændredes til et boliglån. I forbindelse med "kartoffelkurens" renteafgiftslov henvendte han sig til indklagede, der meddelte, at han kunne oplyse skattemyndighederne om, at der var tale om et boliglån. Dette skete, og han blev ikke pålignet afgift af lånets renter. Primo 1993 tilbød indklagede, at han kunne blive "pluskunde". Han henvendte sig i denne forbindelse, hvilket førte til renteændringen.
Indklagede har anført, at der i optegnelserne for låneansøgningen ved lånets ydelse i oktober 1983 er anført, at låneformålet var udbetaling ved køb af en båd. Ved forhøjelsen ultimo december 1983 blev låneformålet angivet som restudbetaling i forbindelse med køb af båd - købspris 120.000 kr. Af lov nr. 698 af 17. oktober 1986, § 3, fremgår, at der ikke skulle beregnes afgift af renter på lån ydet mod sikkerhed i tinglyst pant i fast ejendom, når afviklingen af lånet var aftalt over en periode på mindst otte år. Disse betingelser var opfyldt for klagerens vedkommende, og dette var baggrunden for, at der ikke skulle betales afgift af lånets renter. Derimod var lånet ikke et boliglån, og den pågældende afdeling har ingen erindring om at have givet oplysning herom. I februar 1992 vurderede indklagede, at man ville yde en rentefavør på 1,5 procentpoint. Lånets betegnelse ændredes i denne forbindelse til "boliglån", uanset at låneformålet fortsat var af forbrugsmæssig karakter. Man fandt det imidlertid forsvarligt at registrere lånet som sket, idet det herved sikredes, at lånet ved fremtidige generelle renteændringer bevarede den tildelte rentefavør. Alternativet hertil ville være at yde en individuel favør og bevare lånets betegnelse "lån". Dette ville imidlertid medføre, at der ved generelle renteændringer skulle ske en manuel behandling af lånet, ligesom lånet med løbende mellemrum skulle revurderes med hensyn til den tildelte rentefavør.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes ikke godtgjort, at indklagede før 1992 forpligtede sig til at forrente lånet som et boliglån.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.