Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 11. december 1986 ydede indklagede klageren et billån på 125.000 kr. Af gældsbrevet fremgår, at lånet skulle afvikles med 2.800 kr. månedligt, første gang den 1. februar 1987. Af gældsbrevets fortrykte vilkår fremgår bl.a.:
"1. Af lånet eller dets rest til enhver tid betales renter og provision samt porto og andre udgifter efter bankens til enhver tid gældende bestemmelser.
...
20. Som underskriver af nærværende dokument erklærer jeg herved, at jeg er blevet gjort bekendt med dets indhold, ligesom debitor er blevet gjort bekendt med bankens almindelige forretningsbestemmelser, hvoraf et eksemplar er udleveret."
Af indklagedes almindelige forretningsbestemmelser fremgår:
"For kundeforhold gælder de betingelser og satser vedrørende validering, renter og provisioner og gebyrer som er fastsat af banken. De nævnte betingelser og satser kan til enhver tid ændres uden varsel."
Ifølge klageren blev det ved lånets etablering med en navngiven medarbejder aftalt, at lånet skulle afvikles over fem år.
I 1991 indbragte klageren en sag for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtedes at nedsætte renten på det omhandlede lån samt renten på en kassekredit ydet af indklagede til klageren. Ved Ankenævnets kendelse af 24. april 1992 blev indklagede pålagt at foretage en rentekorrektion for så vidt angik kassekreditten. Om billånet er i Ankenævnets bemærkninger anført:
"Det må lægges til grund, at den ordinære rente, der er opkrævet af klagerens kassekredit og billån, har været i overensstemmelse med indklagedes almindelige rentesatser for sådanne lån, og det forhold, at indklagede havde sikkerhed for lånene, findes ikke at kunne medføre, at klageren har krav på rentenedsættelse."
Pr. 1. januar 1992 - efter betaling af 60 ydelser - var lånets restgæld 11.186,34 kr.
Indklagede har fremlagt oversigt over renteudviklingen for lånet:
11.12.1986 12,00 %
12.01.1987 12,50 %
26.01.1987 13,00 %
23.02.1987 13,50 %
18.04.1988 14,25 %
29.06.1988 13,75 %
09.01.1989 13,25 %
11.04.1989 13,75 %
01.05.1989 14,25 %
03.07.1989 14,75 %
11.10.1989 15,75 %
10.11.1989 16,75 %
21.11.1989 17,25 %
04.04.1990 16,75 %
08.05.1990 16,25 %
05.04.1991 15,75 %
31.05.1991 15,25 %
23.08.1991 16,00 %
29.10.1991 15,50 %
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerens billån var afviklet efter betaling af 60 ydelser à 2.800 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at der ved lånets etablering blev aftalt en løbetid på 60 måneder. Ydelserne er betalt rettidigt, hvorfor restgælden på 11.186,34 kr. må skyldes en uaftalt renteforhøjelse. Lånets rente fremgår ikke af gældsbrevet, og klageren er ikke gjort bekendt med renteforhøjelser. Lånets rente må fastsættes således, at denne svarer til den aftalte løbetid. Klageren bestrider, at indklagede til enhver tid kan ændre renten uden varsel. Renten kan alene ændres i forbindelse med den almindelige renteudvikling for tilsvarende lån.
Indklagede har anført, at lånet er med variabel rente, men med fast ydelse, ligesom det ikke er aftalt, at ydelsen skulle reguleres ved renteændringer for at fastholde løbetiden. Lånets rente er alene ændret i takt med den almindelige renteudvikling, og indklagedes ret hertil fremgår af de citerede bestemmelser fra lånedokumentet. Indklagede finder i øvrigt, at spørgsmålet om udviklingen i lånets rente er afgjort ved Ankenævnets kendelse af 24. april 1992.
Ankenævnets bemærkninger:
Det er ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder mundtligt har tilsikret klageren en fast løbetid på fem år, og det må lægges til grund, at medarbejderen alene har tilkendegivet klageren, at løbetiden ved uændret rente og ydelse ville være fem år. Det fremgår af gældsbrevet, at lånets rente er variabel, og klageren måtte indse, at renteforhøjelse uden tilsvarende forhøjelse af ydelsen ville medføre en forlængelse af løbetiden. Det må som anført i Ankenævnets kendelse af 24. april 1992 lægges til grund, at den opkrævede rente til enhver tid har været i overensstemmelse med den almindelige rentesats for billån hos indklagede, og de foretagne renteforhøjelser må derfor anses for berettigede.
Som følge heraf