Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod solidarisk hæftelse

Sagsnummer: 288/2017
Dato: 26-06-2018
Ankenævn: John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Karin Sønder-bæk, Troels Hauer Holmberg og Finn Borgquist
Klageemne: Udlån - bodeling, samlivsophævelse
Udlån - hæftelse
Udlån - løbetid
Ledetekst: Indsigelse mod solidarisk hæftelse
Indklagede: Ekspres Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag handler om klagerens indsigelser mod at hæfte for et fælles lån med sin tidligere ægtefælle som meddebitor, idet banken har givet meddebitor henstand og ændret renten på lånet.

Sagens omstændigheder

Klageren og hans daværende ægtefælle, H, optog den 5. oktober 2008 et lån hos Ekspres Bank med en hovedstol på 300.000 kr. med tillæg af stiftelsesomkostninger på 9.000 kr. Administrationsomkostninger blev opgjort til 3.502 kr. og beregnede renter til 148.680,55 kr. Det samlede beløb, der skulle betales blev herefter opgjort til 461.182,55 kr. Af låneaftalen fremgik blandt andet:

”Renten er 9,56% p.a. Renten er variabel og er i øjeblikket 0,8% pr. måned svarende til en nominel årlig rente på 9,99%. Det lånte beløb, renter og eventuelle gebyrer tilbagebetales med 102 ydelser af 4.500,00 kr. samt en ydelse (sidste ydelse) af 2.182,55 kr. ….

Lånet forventes at være tilbagebetalt den 01-07-2017.

Ovennævnte beregninger og oplysninger vedrørende kreditomkostninger, ydelser og varighed, der skal gives ifølge lov om kreditaftaler, er med forbehold for, at renten ikke ændres, at der ikke pålægges andre omkostninger i løbetiden, og at der ikke indgås aftaler eller sker andre ændringer i tilbagebetalingen i løbetiden…

Hver låntager erkender at være solidarisk forpligtet over for EkspresBank A/S for tilbagebetaling af det lånte beløb med tillæg af renter, eventuelle gebyrer og omkostninger.”

Af de dagældende almindelige forretningsbetingelser i tilknytning til lånet fremgik blandt andet:

”…

3. Misligholdelsesomkostninger, rente og gebyrer

B. Renter

Variabel rente

Ekspres Bank kan uden varsel regulere lånerenten, hvis

  1. den af Nationalbanken offentliggjorte CIBOR rentesats (Copenhagen InterBank Offered Rate) for 3 måneders løbetid i gennemsnit inden for den seneste måned er ændret med 0,25 %-point eller mere siden sidste renteregulering.
  2. der er sket anden udvikling i det almindelige renteniveau, herunder bl.a. på en måde, der har betydning for Ekspres Bank.

Rentereguleringer uden varsel sker således på grundlag af udefra kommende begivenheder, som Ekspres Bank ikke har nogen indflydelse på, f.eks. når Nationalbanken ændrer sine rentesatser.

Ekspres Bank kan med en måneds varsel regulere lånerenten, hvis banken – uden sammenhæng med udefra kommende begivenheder – af markeds- eller indtjeningsmæssige årsager ønsker dette.

D. Meddelelse om rente- og gebyrændringer

Ekspres Bank annoncerer i dagspressen og oplyser ændringer i tilknytning til den ordinære månedlige opkrævning. Ændringer kan også udsendes pr. brev til låntager.

8. Kontoudskrift

1 gang årligt indberettes saldoen til skattemyndighederne, som er tilgængelig for den enkelte låntager.

…”

Ifølge interne notater i banken i oktober 2011 ønskede H at overtage lånet alene, idet klageren og H skulle skilles, men banken afviste anmodningen. Restgælden på lånet udgjorde på daværende tidspunkt cirka 270.000 kr.

Banken har oplyst, at renten på lånet udviklede sig således:

Dato

Rente

9. oktober 2008

10,56 %

27. maj 2009

12,81 %

1. februar 2011

13,81 %

6. december 2011

14,31 %

28. juli 2016

0,00 %

13. januar 2017

8,00 %

27. februar 2017

0,00 %

12. april 2017

6,00 %

Banken har endvidere oplyst, at renteændringerne er blevet varslet i overensstemmelse med vilkårene. Renteændringerne den 28. juli 2016 og den 27. februar 2017 blev aftalt mundtligt med H og var et forsøg på at hjælpe debitorerne til at kunne betale den månedlige ydelse, som blev nedsat til 500 kr. i samme periode. I den forbindelse blev det aftalt, at rente skulle ændres til henholdsvis 8 % og 6% efter udløbet af disse peioder, hvilker renteændringerne pr. henholdsvis den 13. januar og 12. april 2017 afspejler.

Den 16. juni 2017 skrev banken til klageren og oplyste, at der var problemer med betaling af ydelser på lånet. Banken anførte videre, at såfremt banken ikke modtog en manglende betaling på 4.000 kr. ville hele lånet blive opsagt, og restgælden, som på daværende tidspunkt udgjorde 200.327,12 kr., ville blive krævet indfriet.

Klageren gjorde efterfølgende indsigelse mod sin hæftelse for restgælden.

Der blev indgået aftale mellem banken og H om den aktuelle restance, men banken fastholdt, at klageren hæftede for restgælden.

Ved et brev af 28. august 2017 sendte bankens klageansvarlige kontoudskrifter for lånet til klageren. Banken fastholdt på ny klagerens hæftelse for restgælden og anførte, at der i lånets løbetid havde været renteændringer, og at banken allerede siden 2010 havde ydet henstand med ydelserne, hvilket havde forlænget lånets løbetid.

Parternes påstande

Den 28. december 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ekspres Bank skal frafalde eller nedsætte hans hæftelse for lånet.

Ekspres Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han først ved bankens brev af 28. august 2017 fik kontoudskrifter for lånet og blev bekendt med, at H havde fået henstand, og at renten var ændret. Han havde ikke hørt fra banken i de seks år siden skilsmissen. Banken har uberettiget ændret låneaftalen i denne periode uden hans samtykke. Banken er derfor over for ham bundet af de oprindelige vilkår, hvorefter lånet på nuværende tidspunkt skulle være afdraget endeligt.

Alle aftaler indgået mellem H og banken vedrører udelukkende H og banken. Han hæfter ikke for aftaler, som er indgået uden hans medvirken eller viden. Han er derfor ikke omfattet af juridiske og økonomiske bindinger, der fulgte af ændrede rente- og afdragsvilkår.

Hans årsopgørelser fra SKAT har vist, at han havde et lån, og at der var rentefradrag. Den har ikke tjent som dokumentation for eller hans accept af aftaler vedrørende lånet.

Enhver disponering over låneaftalen fra 2008 krævede hans accept. Der er ingen omstændigheder i låneaftalen, der på nogen måde kunne retfærdiggøre en aktuel gæld på cirka 200.000 kr.

Renten på lånet er ændret væsentligt fra lånets udbetaling uden hans viden. Han har ikke fået meddelelser om renteændringerne

Ekspres Bank har anført, at det fremgik af låneaftalen, at klageren hæftede solidarisk for gælden med H. Begge debitorer hæfter fuldt ud for lånet.

Banken afslog at lade H overtage gælden i forbindelse med klagerens og H’s skilsmisse i 2011. Det må formodes, at bodelingen har taget højde for den manglende gældsovertagelse, ligesom det må formodes, at parterne er blevet gjort opmærksom på konsekvensen af den manglende gældsovertagelse.

Rentefradraget for lånet har fremgået af klagerens årsopgørelse i alle årene.

Dialogen omkring lånet havde altid været med H, hvorfor det var med H, at der blev lavet aftaleændringer om afviklingen. Uanset dette er både klageren og H debitorer på lånet. Det var efter bankens opfattelse et internt anliggende mellem debitorerne, hvis der blev lavet ændringer til aftalen om afvikling.

Ankenævnets bemærkninger

Den 5. oktober 2008 indgik klageren og dennes daværende ægtefælle, H, en aftale med Ekspres Bank A/S om et lån med en hovedstol på 300.000 kr. Det fremgår af låneaftalen, at både klageren og H er debitorer på lånet, og at de hæfter solidarisk over for banken. Efterfølgende blev klageren og H skilt, og H ansøgte i samme forbindelse banken om gældsovertagelse af lånet, hvilket banken imidlertid afslog. Klageren blev derfor ikke frigjort fra hæftelsen for lånet over for banken i forbindelse med skilsmissen.

Som følge af renteændringer og manglende ydelsesbetalinger/henstand, blev lånets løbetid længere end forventet.

Som solidarisk hæftende meddebitor på lånet hæfter klageren for det fulde lånebeløb over for banken. Banken er ikke forpligtet af en eventuel aftale mellem klageren og H om deres indbyrdes hæftelse for lånet. Den omstændighed at banken har bevilget henstand med ydelserne kan ikke medføre, at klagerens hæftelse er bortfaldet.

Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at tilsidesætte renteændringerne på lånet.

Det fremgår ikke af låneaftalen, at klageren og H accepterede, at den ene kunne modtage underretning om renteændringer med virkning for begge. I den konkrete sag finder Ankenævnet, at en eventuel manglende særskilt underretning til klageren om renteændringerne ikke kan medføre, at banken i forhold til klageren kan pålægges at yde en rentekompensation. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at klageren og H blev skilt i 2011 og at den seneste rentestigning skete samme år.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen