Klage vedrørende svensk filial af dansk pengeinstitut.
| Sagsnummer: | 40a/2014 |
| Dato: | 26-09-2014 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Michael Reved |
| Klageemne: |
Formalitetsafgørelse - ankenævnets kompetence
|
| Ledetekst: | Klage vedrørende svensk filial af dansk pengeinstitut. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører Ankenævnets kompetence til at behandle en klage over køb af tegningsretter, der blev formidlet af en svensk filial af et dansk pengeinstitut.
Sagens omstændigheder
Klageren er bosat i Sverige. Klageren er kunde i en svensk filial, F, af Danske Bank (Danske Bank, Sverige Filial, Uddevalla Afdeling).
Klageren fik efter det oplyste tildelt et antal tegningsretter i et selskab, S. I en e-mail af 10. januar 2014 til F anførte klageren:
”Ang. tegningsretter til [S] ønsker jeg at tegne for flere end de tegningsretter som jeg er blevet tildelt. Hvis det er muligt ønsker jeg at tegne for 290000 SEK á 0,10 NOK øre pr. aktie. Tegningsperioden udløber nu på mandag d. 13. januar kl 15. …”
I en e-mail af 13. januar 2014 til klageren anførte F:
”Jeg har ringt til dig nu på morgenen, min telefon er sönder idag så jeg hoppas att du kan maila mig snarest för vilket beløb vill du teckna till fler teckningsrätter i [S]? se nedan mail som kommit til oss? …
Hej, vi har også fået mail fra Investering Direkte fredag eftermiddag, at han vil have 370.000 foruden de retter han har. Hvad er nu korrekt? Hvad skal han have uden brug af retter? 370,000 eller 290,000 eller???”
Der blev efter det oplyste købt for 37.000 NOK yderligere tegningsretter til klageren. Klageren rejste krav mod F for manglende køb af yderligere tegningsretter. I et brev af 6. februar 2014 afviste Danske Banks juridiske afdeling i Sverige kravet. Af brevet fremgik, at klageren havde mulighed for at klage til det svenske ”Allmänna reklamationsnämnden”.
Parternes påstande
Den 28. januar 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal tilpligtes at sælge 1.277.295 stk. aktier i S til ham til kurs 0,10 NOK, alternativt erstatte ham kursforskellen mellem tegningskursen på 0,10 NOK og dagskursen for 1.277.295 stk. aktier i S.
Danske Bank har nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at Ankenævnet bør kunne behandle klagen.
Han var oprindeligt bosat i Schweiz, men flyttede til Sverige, da F fejlagtigt oplyste ham om, at han som bosat i Schweiz ikke kunne udnytte sine tegningsretter i S. Han fik senere fra anden side at vide, at dette var forkert.
Han meddelte F, at han ønskede at købe yderligere tegningsretter. Han var berettiget til at købe yderligere 1.277.295 stk. tegningsretter, idet det var muligt at overtegne med 72 % af de tildelte tegningsretter. Banken har bevisbyrden for, at han kun ønskede det købte antal tegningsretter.
Banken havde pligt til at oplyse ham om indbydelsen til nytegning enten ved almindeligt brev eller via netbank. Han fik ingen information fra banken herom.
Danske Bank har anført, at klagen vedrører en kunde, der er bosiddende i Sverige, og som købte tegningsretter via F, der er en svensk filial af Danske Bank.
Forholdet skal bedømmes efter svensk ret.
Klageren har mulighed for at klage til den svenske klagemyndighed, Allmänna reklamationsnämnden, ARN. Banken anerkender, at Ankenævnet kan afgøre klagen, hvis Allmänna reklamationsnämnden, ARN, afviser at behandle sagen.
Ankenævnets bemærkninger
Det følger af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 1, at Ankenævnet behandler klager over danske og færøske pengeinstitutter og deres herværende datterselskaber. Den omstændighed, at klagen vedrører en filial af Danske Bank i Sverige findes ikke at afskære Ankenævnet fra at behandle klagen.
Danske Bank får derfor ikke medhold i påstanden om afvisning.
Ankenævnet har ikke herved taget stilling til, om Ankenævnet kan behandle sagens realitet, herunder med en eventuel bedømmelse efter svensk ret, jævnfør Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.
Ankenævnets afgørelse
Klagen fremmes til behandling i realiteten.
Klagen udsættes på Danske Banks bemærkninger til sagens realitet.