Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

Klageren optog i maj 1995 et kontantlån på 195.000 kr. hos det indklagede realkreditinstitut. I oktober og november 1995 og i februar og marts 1996 fremsendte instituttet erindringsskrivelser til klageren vedrørende manglende terminsbetaling, hvori klageren blev opfordret til at henvende sig til instituttet. Der blev i august 1996 afholdt tvangsauktion over ejerlejligheden med instituttet som rekvirent. Den samlede fordring var på tvangsauktionen opgjort til 231.488 kr. Instituttet blev på tvangsauktionen højstbydende med et bud på 113.000 kr. Instituttet fremsendte i august 1996 en opgørelse til klageren, hvori instituttet opgjorde et foreløbigt tab på 118.488 kr., eksklusive rente. I november 1996 videresolgte instituttet ejerlejligheden, uden at det gav yderligere dækning for instituttets fordring. Efterfølgende fremsendte instituttet gentagne erindringsskrivelser vedrørende den personlige fordring på 118.488 kr. Instituttet udtog i december 2007 stævning mod klageren. I august 2008 afgav klageren svarskrift, hvori han efter råd fra sin advokat erklærede sig uenig i kravet, idet der var gået mere end 10 år, siden lånet blev optaget, og idet klageren ikke havde økonomisk mulighed for at betale det tilbage. Klageren bad samtidig om, at sagen blev oversendt til Realkreditankenævnet, hvilket herefter skete.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod ham vedrørende tvangsauktionen i august 1996 over hans daværende ejerlejlighed. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at instituttet som følge af forhold i forbindelse med långivningen ved klagerens erhvervelse af ejerlejligheden i 1995 var afskåret fra at gøre krav gældende mod klageren. Der var heller ikke grundlag for at fastslå, at instituttets krav var bortfaldet helt eller delvist som følge af forældelse eller passivitet. Endelig var der ikke umiddelbart grundlag for at nedsættelse af det krav, som instituttet havde gjort gældende mod klageren, jf. retsplejelovens § 578, idet det endelige tab efter videresalg af ejerlejligheden oversteg dette krav. Nævnet kunne derfor ikke give klageren medhold i klagen og frifandt instituttet.