Afgørelse

Indsigelse mod opsigelse af og rente på kreditter oprettet uden skriftlig aftale.

Medhold klager

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod opsigelse af og rente på kreditter, der var oprettet uden skriftlig aftale.

Sagens omstændigheder

I april 2007 oprettede Middelfart Sparekasse to kreditter til finansiering af klagerens køb af to sommerhuse. Oprettelserne skete i henhold til mundtlig aftale. Klageren har anført, at der blev aftalt en rente svarende til laveste kreditforeningsrente, hvilket var ensbetydende med renten på et rentetilpasningslån med etårig rentetilpasning. Sparekassen har bestridt dette og har anført, at der blev aftalt en rente svarende til Nationalbankens indskudsrente + 2 %, senere Nationalbankens indskudsrente + 1 %.

Kreditterne skulle indfries, når klagerens bopælsejendom var solgt. Ejendommen var efter det oplyste ubehæftet. Sparekassen har anført, at det var en forudsætning for engagementet, at ejendomssalget og dermed indfrielserne skete indenfor en relativ kort periode. Klageren har bestridt dette.

Klageren har anført, at det blev aftalt, at kreditterne skulle være uden kreditmaksimum således at hun, som var og fortsat er uden indkomst, kunne trække på kreditterne til leveomkostninger. Sparekassen har bestridt dette og har anført, at klageren fik tilbud om, at kreditmaksimum løbende kunne forhøjes.

Klageren købte sommerhusene for henholdsvis 900.000 kr. og 800.000 kr. med overtagelse den 1. juli 2007.

Klageren har fremlagt side 1 af en formidlingsaftale af 9. september 2007 mellem hende og en ejendomsmægler om salg af bopælsejendommen til en kontantpris på 27 mio. kr. Klageren har endvidere til brug for sagen udarbejdet en liste over hendes yderligere salgsbestræbelser.

Ved e-mail af 7. februar 2008 til sparekassen anmodede klageren om en specifikation af renteudgifterne og rentesatsen på kreditterne og en oversigt over hævede beløb.

Den 8. februar 2008 sendte banken kontoudskrifter, der viste posteringerne på kreditterne til udgangen af 2007, hvor gælden beløb sig til henholdsvis 1.276.826,82 kr. og 942.080,16 kr. Ifølge kontoudskrifterne var der aftalt et kreditmaksimum på henholdsvis 1.275.000 kr. og 936.135 kr. på kontiene. På baggrund af en yderligere henvendelse fra klageren oplyste sparekassen ved e-mail af 11. februar 2008, at rentesatsen var 5,25 %, og at det samlede maksimum på de to kreditter udgjorde 2.225.000 kr.

Ved e-mail af 13. marts 2008 til sparekassen anførte klageren blandt andet, at sparekassen havde givet tilsagn om, at ”vi frit kunne bruge det pengebeløb, der var behov for indtil huset bliver solgt”, og at hun havde forhandlet sig frem til, at renten ”skulle være 1 % lavere”. Klageren anførte videre:

”Der er på intet tidspunkt sat noget loft over trækningen på beløbene på kontiene – og da slet ikke noget der jævnfør det aftalte berettiger til renter af overtræk. Der er ikke noget overtræk. Venligst korriger rentetilskrivningen således renter af overtræk bortfalder.

…”

På baggrund af en fornyet henvendelse fra klageren anførte sparekassen i en e-mail af 18. september 2008 følgende:

”…

Jeg løber ikke fra aftaler – hverken mundtlige eller skriftlige!!

Oprindelig var vores aftale, at renten blev fastsat til nationalbankens indskudsrente + 2 % (dengang var din rente så på 6,25% i alt.)

Som du rigtig husker (aktuelt pr. 29.04.07), blev vi så enige om, at renten blev nedsat til nationalbankens indskudsrente + 1% det betyder, at din rente fra det tidspunkt, og indtil 02.03.08 var 5,25%, som var nationalbankens indskudsrente på 4,25% + 1%.

I januar måned 2008 fremsender vi et brev til alle vore kunder om, at Sparekassen fra 02.03.08 og fremover, ville beregne renten på pengemarkedskonti, (hvor vi tidligere brugte nationalbankens indskudsrente som referencerente) efter cibor 3 renten – begrundet i den uro, som der allerede dengang var på pengemarkedet, og at indskudsrenten var (og er stadig), ude af trit med den reelle rente i samfundet.

På det tidspunkt var cibor 3 renten 4,84% - altså betød det for dig, at renten dengang steg fra 5,25 til 5,84%.

Efterfølgende har vi pr. 24.04.08 (annonceret i dagspressen) ændret renten endnu engang – igen begrundet i den kreditkrise som er i gang – og indført et midlertidigt likviditetstillæg på 0,50% til cibor 3 renten.

For dig, og iøvrigt alle andre kunder, betyder der, at den referencerente som vi tilbyder vore kunder nu er: cibor 3 renten, som d.d. er 5,39 + midlertidig likviditetstillæg på 0,50 + dit individuelle tillæg på 1 % (forskellig fra kunde til kunde) således, at renten på dit lån/kassekredit er 6,89%.

Cibor 3 renten fastsættes dagligt og kan følges på www.nationalbanken.dk under pengemarkedsrenter.

Cibor 3 renten er den rente som pengeinstitutterne bruger som udgangspunkt når vi låner penge af hinanden, og som i den seneste tid desværre er steget betragtelig, som følge af den finansielle krise der ”raser” på finansmarkederne p.t..

Jeg medgiver gerne, at ovennævnte kan virke forvirrende, men at udgangspunktet for vore mundtlige aftaler er overholdt.

I øvrigt er den rente du giver, omend den som følge af de forklaringer jeg har givet, er steget, stadig meget billig set i forhold i den rente andre kunder betaler hos os.

Som jeg tidligere har skrevet kan vi/jeg ikke gøre det billigere p.t., men jeg hjælper gerne med, at kigge på alternative finansieringsmuligheder, selvom det så skulle betyde, at du flytter dit lån til en af vore konkurrenter.

…”

Ved e-mail senere samme dag anførte klageren blandt andet, at kreditterne var blevet oprettet på sparekassens anbefaling som alternativ til rentetilpasningslån i et realkreditinstitut, således at hun og hendes ægtefælle fik mulighed for nedsparing og dermed kunne blive i huset, indtil det blev solgt. Klageren anførte videre, at sparekassen ikke havde opfyldt sit løfte om, at renten på kreditterne til enhver tid ville være den samme, som på et realkreditlån.

Ved e-mail af 19. september 2008 anførte sparekassen blandt andet, at kreditterne som midlertidig løsning var billigere end realkreditlån, idet klageren sparede omkostninger, herunder til pant i ejendommen. Den effektive rente på et ”normalt kreditforeningslån” oversteg aktuelt renten på kreditterne, som for tiden var 6,89 %. Sparekassen tilbød at rådgive om en mere langsigtet finansiering, hvis klageren forventede, at der ville gå lang tid, inden ejendommen blev solgt, eller hvis hun og ægtefællen overvejede at blive boende. Det fremgår endvidere af e-mailen, at sparekassen forventede en finansieringsperiode på 1 - 2 år.

I den efterfølgende e-mail korrespondance mellem parterne, der er fremlagt i uddrag under sagen, fremgår blandt andet, at klageren med henvisning til, at kreditterne var uden maksimum, gjorde indsigelse mod overtræksrenter, og at sparekassen forgæves forsøgte at formå klageren til at underskrive skriftlige aftaler om kreditterne.

Ved brev af 20. oktober 2010 til klageren anførte sparekassen følgende:

”…

Jf. tidligere dialog omkring udlægskreditter kan jeg meddele dig, at på kreditten vedr. [adresse på sommerhus 1] er et kreditmax. på kr. 1.600.000 og [adresse på sommerhus 2] et kreditmax. på kr. 1.200.000.

Kreditterne løber indtil 30.6.2012 hvor de evt. kan forlænges såfremt salg af ejendommen endnu ikke er sket.

De vilkår som du ved etablering af kreditterne aftalte med [medarbejders navn] er stadig gældende.

Blot til orientering er rente på kreditterne pt. 4,2075% p.a. – og renten følger udviklingen på Cibor3.

…”

Af den fremlagte e-mail korrespondance fremgår, at det ikke lykkedes at opnå enighed mellem parterne.

Ved brev af 18. september 2012 sendte sparekassen nye kontrakter til forlængelse af kreditterne som ”forfaldt pr. 30.6.2012, jf. brev tilsendt dig pr. 20.10.2010”. Hvis de nye kontrakter ikke var underskrevet senest den 30. september 2012, så sparekassen sig ”nødsaget til at opsige kreditterne til fuld indfrielse”.

Ved brev af 24. oktober 2012 opsagde sparekassen kreditterne til indfrielse pr. den 31. januar 2013 med henvisning til, at klageren ikke havde underskrevet aftalerne om forlængelse.

Klageren meddelte, at opsigelserne var et aftalebrud fra sparekassens side. Klageren fremhævede, at kreditterne havde løbet i fem år uden underskrift, ”og det kan de fortsætte med”.

Pr. den 1. januar 2013 udgjorde gælden på de to kreditter i alt 2.886.122,01 kr.

Ved brev af 14. februar 2013 anmodede sparekassen med henvisning til opsigelsen af 24. oktober 2012 klageren om at indfri kreditterne inden den 22. februar 2013, idet sagen herefter ville overgå til inkasso uden yderligere varsel.

Ved brev af 16. september 2013, hvor kreditterne fortsat ikke var indfriet, forhøjede banken rentesatsen til 14,75 % om året.

Ved stævning af 24. september 2013 anlagde sparekassen retssag mod klageren med krav om indfrielse af gælden på 2.886.122,01 kr. med tillæg af Cibor 3 renten med et fradrag på 1,5 % fra den 1. januar 2013 til den 17. september 2013 og herefter sparekassens debetrente for udlægskonti på for tiden 14,75 % om året.

Af de 2.866.122,01 kr. var i alt 725.457,16 kr. påløbne renter og gebyrer.

Den 14. februar 2014 blev sagen af retten henvist til behandling i Ankenævnet.

Parternes påstande

Den 28. marts 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Middelfart Sparekasse skal frafalde opsigelsen af kreditterne og nedsætte renten med tilbagevirkende kraft.

Middelfart Sparekasse har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at kreditterne blev etableret på sparekassens anbefaling og som alternativ til et realkreditlån med årlig rentetilpasning. Aftalen om, at kreditterne skulle forrentes med en rente svarende til laveste kreditforeningsrente, må derfor naturligt forstås i overensstemmelse hermed. Det har formodningen imod sig, at alternativet skulle være et 30-årigt fastforrentet realkreditlån, hvilket sparekassen heller ikke har dokumenteret. Med henblik på at give mulighed for nedsparing blev der ikke aftalt noget kreditmaksimum. Det var endvidere helt klart, at kreditterne skulle løbe, indtil bopælsejendommen var blevet solgt. Sparekassens forventning på daværende tidspunkt var, at finansieringsbehovet kun skulle være kortvarigt, idet den forventede, at ejendommen ville blive solgt hurtigt, hvorved lån i kreditforening eller kreditter kunne indfries.

Trods uafbrudte salgsbestræbelser er det ikke lykkedes at sælge ejendommen, hvilket i første omgang skyldtes finanskrisen og efterfølgende en politisk beslutning om at etablere en ny trafikåre direkte gennem ejendommen, som nu forventes eksproprieret og dermed er umulig at sælge.

Sparekassen vedstod løbende aftalen, hvilket er dokumenteret ved de fremlagte e-mails. Sparekassen frafaldt således løbende overtræksrenter og erkendte herved, at der ikke var noget maksimum.

Hun har på intet tidspunkt anerkendt de tilskrevne renter, men har tværtimod løbende protesteret imod dem.

Sparekassen bærer som den professionelle part ansvaret for uklarheder i aftalegrundlaget.

Den af sparekassen anførte forudsætning om et kortvarigt låneforhold er udokumenteret og har formodningen i mod sig. Forudsætningen burde i givet fald have været præciseret på skrift og have været gjort gældende på et langt tidligere tidspunkt.

Hun har aldrig modtaget sparekassens almindelige forretningsbetingelser, der således ikke er vedtaget som en del af aftalegrundlaget.

Sparekassen har ikke hjemmel til at opkræve renten på 14,75 %. De almindelige forretningsbetingelser udgør ikke tilstrækkelig hjemmel til overtræksrenter.

Sparekassen kunne ikke ensidigt fastsætte en udløbsdato den 30. juni 2012.

Forskellen på den af sparekassen beregnede rente og et realkreditlån med etårig rentetilpasning udgør ifølge hendes beregninger ca. 500.000 kr.

Sparekassen tilsidesatte reglerne i god skik bekendtgørelsen og kreditaftaleloven. Herved blev hun frataget muligheden for at vurdere finansieringsvilkårene. Sparekassen var endvidere herved direkte årsag til og eneansvarlig for, at der efterfølgende kunne opstå forskellige opfattelser af aftalegrundlaget.

Der gik adskillige år før sparekassen anmodede hende om at underskrive lånedokumenter for kreditterne. Dokumenterne afspejlede ikke den oprindelige aftale, hvorfor hun ikke kunne underskrive dem. Hvis sparekassen havde udarbejdet lånedokumenter før kreditterne blev oprettet, havde hun haft mulighed for at vurdere vilkårene i forhold til andre finansieringsmuligheder.

Kreditterne var ikke misligholdt, og der forelå ikke en anden saglig begrundelse for opsigelsen. Opsigelsen er derfor i strid med § 6, stk. 5 i god skik bekendtgørelsen og § 43 i lov om finansiel virksomhed.

I det omfang sparekassen nedsætter rentekravet, vil hendes ægtefælles skattemæssige fradrag herfor blive nedsat tilsvarende.

Sagen er veldokumenteret og bør derfor ikke afvises.

Middelfart Sparekasse har til støtte for afvisningspåstanden anført, at det til afklaring af forløbet er nødvendigt med vidneførsel, der ikke kan ske for Ankenævnet. Sagen er derfor ikke egnet til nævnsbehandling.

Hvis nævnet ikke afviser sagen, anmoder sparekassen om, at der indkaldes til mundtlig forhandling.

Til støtte for frifindelsespåstanden har sparekassen anført, at den har handlet i overensstemmelse med parternes aftale. Salget af bopælsejendommen forventedes at ske inden for en relativ kort periode, og kreditterne blev derfor etableret som udlægskreditter for derved at spare klageren for omkostninger til etablering og tinglysning af realkreditlån. Oplysningskravene i kreditaftaleloven skulle ikke opfyldes, hvis kreditten blev indfriet inden tre måneder.

Da det stod klart, at kreditterne ikke som forudsat ville blive indfriet inden for kort tid, blev klageren anmodet om at underskrive lånedokumenter således, at kreditaftaleloven og reglerne om god skik for finansielle virksomheder kunne overholdes. Manglende overholdelse af kreditaftalelovens regler påvirker ikke kreditaftalens gyldighed.

Sparekassen kan ikke yde en kredit uden aftalt kreditmaksimum, hvilket klageren heller ikke kan have haft en berettiget forventning om.

Sparekassen har ikke opkrævet en rente, der overstiger Nationalbankens officielle udlånsrente med tillæg af 5 %, og kreditaftalelovens § 23 er således overholdt.

Sparekassen har først opkrævet misligholdelsesrente efter det tidspunkt, hvor kreditterne var forfaldne til fuld indfrielse og dermed misligholdt.

Forpligtelserne i henhold til reglerne om god skik har sparekassen opfyldt ved, at klageren har modtaget de påkrævede oplysninger mundtligt og ved fremsendelse af kontoudtog m.v. Det forhold, at der ikke foreligger en skriftlig låneaftale beror på klagerens forhold.

Sparekassen har som aftalt været villig til løbende at forhøje kreditmaksimum, men klageren har afslået at medvirke hertil.

Klageren har ikke dokumenteret, at hun loyalt har forsøgt at sælge bopælsejendommen. Sparekassen er derfor ikke bundet af det oprindeligt aftalte forfaldstidspunkt.

Klagerens oplysning om, at ejendommen skal eksproprieres er udokumenteret og bestrides.

Klageren blev løbende orienteret om renten på kreditterne, men gjorde først i 2012 eller mere end fire år efter etableringen gældende, at der blev anvendt et forkert grundlag for beregningen af renten. Hvis klageren var af den opfattelse, at det var aftalt, at kreditterne skulle forrentes med ”laveste kreditforeningsrente”, burde hun have gjort dette synspunkt gældende fra starten. Det har formodningen imod sig, at der skulle være indgået en sådan aftale, hvilket klageren heller ikke har dokumenteret. Klagerens ægtefælle har fået skattemæssigt fradrag for beregnede renter.

Der var ikke tale om en uopsigelig aftale, og sparekassen var derfor under alle omstændigheder berettiget til at opsige kreditterne med sædvanligt varsel som sket. Det er ifølge almindelige obligationsretlige principper muligt med et rimeligt varsel at opsige eller varsle ændringer i et løbende aftaleforhold. Brevet af 20. oktober 2010 kan anses for en varsling af opsigelse af kreditterne.

Den omstændighed, at klageren ikke ønskede at medvirke til indgåelse af en skriftlig låneaftale var en saglig opsigelsesgrund. Som følge af misligholdelsen var sparekassen berettiget til at opkræve sædvanlig misligholdelsesrente efter sædvanligt varsel. Dette følger af sparekassens almindelige forretningsbetingelser, der er gældende, med mindre der udtrykkeligt er aftalt andet. Klageren var også forud for etableringen af kreditterne kunde i sparekassen, og må derfor antages at have været bekendt med og accepteret sparekassens almindelige forretningsbetingelser.

Klagerens opgørelse på ca. 500.000 kr. bestrides.

Ankenævnets bemærkninger

I april 2007 oprettede Middelfart Sparekasse to kreditter til klageren til finansiering af klagerens køb af to sommerhuse for henholdsvis 900.000 kr. og 800.000 kr. Grundlaget for kreditterne var en mundtlig aftale mellem parterne.

Efter det oplyste lægger Ankenævnet til grund, at kreditterne blev etableret som udlægskreditter, fordi salget af bopælsejendom forventedes at ske inden for relativ kort tid. Herved sparede klageren omkostninger til etablering og tinglysning af for eksempel et realkreditlån.

Sparekassen tilsidesatte sin oplysningsforpligtelse efter kreditaftaleloven, da kreditterne løb i mere end tre måneder. Sparekassen var derfor ikke berettiget til at beregne sig en rente, der oversteg rentesatsen i medfør af kreditaftalelovens § 23, stk. 1, svarende til for tiden Nationalbankens officielle udlånsrente med et tillæg på 5 %. Sparekassen har oplyst, at kreditterne indtil den 16. september 2013 til stadighed har været forrentet med en rentesats, der ikke oversteg rentesatsen i medfør af kreditaftalelovens § 23, stk. 1, hvilket understøttes af de fremlagte kontoudskrifter.

Ankenævnet finder det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at klageren ved aftale eller på anden måde har krav på en lavere rente, herunder en rente svarende til en alternativ finansiering i form af realkreditlån med etårig rentetilpasning eller andet.

Der blev ikke i forbindelse med den mundtlige aftale om udlægskreditterne indgået en aftale om kreditternes løbetid. Det var imidlertid en forudsætning for sparekassen, at klagerens bopælsejendom blev solgt inden for en relativ kort periode, og at kreditterne blev indfriet i den forbindelse. Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at klageren var bekendt med denne forudsætning. Det beror ikke på bankens forhold, at forudsætningen bristede, og Ankenævnet finder, at klageren bør bære risikoen herfor. Sparekassen var derfor berettiget til at opsige udlægskreditten med et passende varsel.

Ankenævnet finder, at sparekassens brev af 20. oktober 2010 må forstås som en opsigelse af udlægskreditterne med varsel til den 30. juni 2012. Aftalen havde på daværende tidspunkt løbet i tre år, og varslets længde på knap to år kan ikke tilsidesættes som urimeligt.

Da der ved udløbet af varslet ikke blev indgået en ny aftale vedrørende kreditterne, var banken berettiget til at opsige dem som sket ved brevet af 24. oktober 2012, med en frist på yderligere tre måneder til den 31. januar 2013.

Ankenævnet finder imidlertid, at sparekassen trods klagerens manglende betaling ikke i aftalerne om udlægskreditterne havde hjemmel til at beregne sig overtræksrente på 14,75 % som varslet ved brevet af 16. september 2013. Ankenævnet finder, at sparekassens krav på misligholdelsesrenter var begrænset til renter efter renteloven svarende til Nationalbankens officielle udlånsrente med et tillæg på 8 %, jf. rentelovens § 5, stk. 1.

Ankenævnets afgørelse

Middelfart Sparekasse skal inden 30 dage nedsætte misligholdelsesrentesatsen på sit tilgodehavende hos klageren til rentesatsen ifølge rentelovens § 5, stk. 1 og yde klageren en renterefusion i henhold hertil.

Klageren får i øvrigt ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.