Rådgiveransvar. Låneomlægning. Kurssikring.
| Sagsnummer: | 200111048/2001 |
| Dato: | 05-03-2002 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Mette Frøland (2 stemmer, jf. nævnsvedtægternes § 13, stk. 1), Jes Zander Brinch, og Søren Møller-Damgaard |
| Klageemne: |
Rådgivning - ansvar
Omlægning - beregning Kurssikring - rådgivning |
| Ledetekst: | Rådgiveransvar. Låneomlægning. Kurssikring. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut udarbejdede den 18. september 2001 et låneomlægningstilbud til klagerne, hvoraf det fremgik, at instituttet kunne tilbyde fastkursaftaler på nye og gamle lån. Tilbudet var vedlagt diverse informationer om fastkursaftaler. På et møde den 24 september 2001 mellem parterne blev der indgået en prioriterings- og tinglysningsaftale, som var udarbejdet af instituttet den 18. september 2001, og hvoraf det fremgik, at det nye lån skulle udbetales hurtigst muligt, og det gamle lån indfries billigst muligt, at der kunne tegnes fastkursaftaler på begge lån, og at klagerne havde modtaget rådgivning om kurssikring. Instituttet fremsendte den 24. september 2001 en specifikation til klagerne på fastkursaftale på det nye lån. Den 25. september bekræftede instituttet over for klagerne, at det var aftalt at fastlåse det udbetalte beløb ved at tegne fastkursaftale og at indfri det gamle lån billigst muligt. Låneomlægningen førte til et underskud på ca. 30.000 kr., og klagerne rettede den 31. oktober 2001 henvendelse til instituttet, idet de var utilfredse med den ydede rådgivning. Klagerne henviste bl.a. til, at de havde præciseret, at de ikke ønskede at løbe nogen form for risiko. Instituttet afviste at være erstatningsansvarlig med den begrundelse, at instituttet havde rådgivet om mulighederne for at fastlåse kursen på begge lån, og at det af korrespondancen var fremgået, at kun det nye lån var blevet kurssikret.
Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var erstatningsansvarlig for deres underskud ved låneomlægningen. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fastslog, at klagerne havde fået en række skriftlige informationer om kurssikring. Efter sagens forløb fremstod det imidlertid ikke som usandsynligt, at klagerne havde fået den opfattelse, at også indfrielsen var blevet kurssikret. Flertallet fandt, at hvis en låntager under de beskrevne omstændigheder – herunder i et markant usikkert marked som det aktuelle - på trods af rådgivning om at kurssikre begge eller ingen lån vælger kun at kurssikre det nye lån, er aftalen så væsentlig, at den skal bekræftes af instituttet. Flertallet lagde herved ikke vægt på tinglysningsaftalen af 18. september 2001, der ikke var blevet ajourført efter mødet mellem parterne den 24. september. Flertallet fandt herefter, at instituttet ikke havde ført bevis for, at klagerne på fyldestgørende møde var blevet rådgivet om risikoen ved alene at kurssikre det nye lån, og fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at klagerne ville have kurssikret indfrielsen, hvis de havde fået den korrekte rådgivning. Mindretallet fandt ikke, at der generelt kunne opstilles en bevisbyrderegel som angivet af flertallet, men lagde imidlertid til grund, at indfrielsen af det gamle lån ikke blev kurssikret som følge af en fejl i instituttets lånesagsekspedition. Nævnet tilpligtede derfor instituttet at erstatte klagernes tab.