Modregning i løbende konto til nedbringelse af gæld.
| Sagsnummer: | 40 /2004 |
| Dato: | 17-06-2004 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Anne Dehn Jeppesen, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Modregning - trangsbeneficium
|
| Ledetekst: | Modregning i løbende konto til nedbringelse af gæld. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod indklagedes modregning i klagerens indestående hos indklagede.
Sagens omstændigheder.
Ved skrivelse af 6. november 1996 meddelte indklagede klageren, at klagerens lån med en restgæld på ca. 45.000 var i restance, ligesom der på klagerens privatkonto var en negativ saldo på ca. 9.000 kr. Såfremt beløbene ikke var inddækket inden den 20. s.m., ville indklagede opsige engagementet til omgående indfrielse. Ved skrivelse af 21. s.m. opsagde indklagede engagementet som misligholdt.
Efter det oplyste modtog indklagede ikke yderligere beløb til dækning af klagerens engagement.
Den 16. juni 2003 blev der indsat 100.000 kr. på klagerens løbende konto hos indklagede, hvorefter kontoens saldo var 101.462,83 kr. Beløbet hidrørte fra salg af klagerens andelslejlighed. I de følgende dage hævede klageren 54.500 kr., således at saldoen den 20. juni 2003 var 46.962,83 kr.
Ved skrivelse af 20. juni 2003 meddelte indklagede klageren, at man samme dag havde hævet 46.962,83 kr. på hans konto til nedskrivning af hans gæld, som udgjorde 53.782,97 kr. med tillæg af rente i fem år 52.303,37 kr. Det modregnede beløb blev anvendt til nedskrivning af gældens hovedstol.
Den 1. oktober 2003 var indklagede udsat for et it-nedbrud. Ved henvendelse til en række af indklagedes afdelinger hævede klageren den 1. oktober 2003 i alt 39.000 kr. på sin konto, således at denne ved dagens slutning var i overtræk med 32.669,72 kr.
Indklagede har oplyst, at klagerens hævninger den 1. oktober 2003 er anmeldt til politiet.
Af indklagedes "Almindelige forretningsbetingelser - forbrugere" fremgår:
"11. Bankens adgang til at modregne
Har banken et beløb til gode hos dig, som skulle være betalt, kan vi modregne i dit indestående i banken eller i ethvert andet tilgodehavende, som du har eller får hos banken.
Modregning kan også ske i konti med stående ordrer eller med automatiske betalingsordninger. Det gælder også for budgetkonti.
Banken modregninger ikke i løn eller ydelser fra det offentlige m.v. - i det omfang disse kun dækker almindelige leveomkostninger. Vi modregner heller ikke i indeståender på konti, der efter lovgivningen eller efter særlig aftale er sikret mod kreditorforfølgning."
Parternes påstande.
Klageren har den 5. februar 2004 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at han ønsker indklagede tilpligtet at tilbageføre modregningen foretaget den 20. juni 2003 med fradrag af de 39.000 kr. hævet den 1. oktober 2003.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han i forbindelse med oprettelse af sin nuværende konto hos indklagede fik lovning på, at hans gamle gæld til indklagede ikke havde nogen indflydelse. Alligevel tømte indklagede kontoen ved at hæve ca. 47.000 kr.
Han lider af en alvorlig sygdom og har brug for pengene til medicin.
Indklagede har anført, at man ikke har givet klageren tilsagn om ikke at ville modregne i indeståendet på hans konto.
Modregningen er foretaget i overensstemmelse med indklagedes almindelige forretningsbetingelser.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det er ikke godtgjort, at indklagede på et ikke nærmere oplyst tidspunkt skulle have givet klageren tilsagn om, at man ikke ville foretage modregning i indeståendet på klagerens løbende konto til nedbringelse af indklagedes tilgodehavende hos klageren.
Ankenævnet finder, at betingelserne for at foretage modregning efter dansk rets regler herom var til stede, da indklagede den 20. juni 2003 hævede indeståendet på klagerens konto og anvendte beløbet til nedbringelse af indklagedes tilgodehavende hos klageren. Herved bemærkes, at klageren i dagene forud for den 20. juni 2003 havde hævet 54.500 kr. og således må antages at have haft tilstrækkelig likviditet til at dække sine udgifter frem til det tidspunkt, hvor der næste gang gik beløb ind på hans konto. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.