Opsigelse af misligholdt engagement. Krav om nedsættelse af renter af gæld begrundet i mangelfuld rådgivning og uhensigtsmæssig håndtering af engagement.
| Sagsnummer: | 375 /2001 |
| Dato: | 06-05-2002 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Kåre Klein Emtoft, Ole Reinholdt, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Inkasso - øvrige spørgsmål
Inkasso - hæftelse Rådgivning - øvrige spørgsmål Udlån - opsigelse |
| Ledetekst: | Opsigelse af misligholdt engagement. Krav om nedsættelse af renter af gæld begrundet i mangelfuld rådgivning og uhensigtsmæssig håndtering af engagement. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagernes indsigelser mod hæftelsen for deres engagement, som i oktober 2000 overgik til inkasso.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.
Ved gældsbrev af 14. januar 1997 ydede indklagede klagerne et boliglån på 210.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.500 kr. Ydelsen skulle overføres fra H's budgetkonto hos indklagede.
M drev en personligt ejet virksomhed som vognmand. Til brug herfor ydede indklagede ved gældsbrev af 31. oktober 1997 M et billån på 112.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.400 kr. Ydelsen skulle overføres fra virksomhedens kassekredit (erhvervskredit) hos indklagede.
Ved kreditaftale af 10. juli 1998 blev erhvervskreditten forhøjet med 150.000 kr. til 250.000 kr. Kreditmaksimum skulle nedskrives "løbende med overskud fra forretningen f.g. 15.8.98, således at maks. nedbringes til det oprindelige kr. 100.000,00". Kreditten skulle genforhandles hvert år "når regnskab/årsopgørelse fra skattevæsenet foreligger".
Ved gældsbrev af 10. juli 1998 ydede indklagede klagerne et lån på 141.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr. Ydelsen skulle overføres fra H's lønkonto.
Indklagede fik samtidig håndpant i et ejerpantebrev i klagernes ejendom og to løsøreejerpantebreve på i alt 150.000 kr. i klagernes biler. Klagerne påtog sig endvidere selvskyldnerkaution for erhvervskreditten.
I efteråret 1998 opstod der problemer med indtjeningen i virksomheden. I november 1998 fik M tilbud om arbejde som selvstændig vognmand for et bestemt selskab, hvilket imidlertid krævede investering i en større bil. Klagerne anmodede indklagede om finansiering heraf, og i forbindelse hermed udbad indklagede sig et likviditetsbudget, som klagerne fik udfærdiget hos deres revisor. Indklagede afslog låneansøgningen, hvorefter klagerne fik bilen finansieret med private midler.
I begyndelsen af 1999 afslog indklagede en anmodning fra klagerne om en forhøjelse af deres lån med 80.000 kr.
Ved kreditkontrakt af 31. marts 1999 ydede indklagede H en kredit i tilknytning til budgetkontoen (budgetkredit) med kreditmaksimum på 26.000 kr., hvilket svarede til det aktuelle overtræk. Kreditmaksimum skulle nedskrives med 1.000 kr. månedligt første gang den 29. april 1999.
Klagerne anmodede samtidig om en låneforhøjelse på i alt 110.000 kr. med henblik på en samlet afvikling af de gældsforpligtelser herunder overtræk, der var opstået som følge af indtægtsnedgang i 1998. I forbindelse hermed udbad indklagede sig et likviditetsbudget. Klagerne indleverede likviditetsbudget den 12. april 1999, og ved skrivelse af samme dato fremsendte indklagede et afslag på låneansøgningen, som var begrundet i, at klagernes indkomst og formueforhold ikke gav grundlag for yderligere kreditudvidelser.
Ved skrivelse af 24. april 1999 rettede klagerne henvendelse til indklagedes direktion vedrørende afdelingens håndtering af sagen. Klagerne anmodede bl.a. om refusion af omkostningerne til udarbejdelse af likviditetsbudgetter på 2 x 1.500 kr., hvilket indklagede afslog.
Overførslen af ydelserne til lånene fortsatte, selvom der ikke var dækning herfor.
Ved udgangen af 1999 var saldoen på budgetkreditten 58.914,26 kr. (negativ) og saldoen på erhvervskassekreditten 289.361,56 kr. (negativ).
Den 6. januar 2000 blev der afholdt et møde mellem klagerne og indklagede vedrørende klagernes økonomiske situation. Der opstod i forbindelse hermed uenighed om, i hvilket omfang det var nødvendigt at tilvejebringe yderligere regnskabsmateriale. Klagerne henholdt sig til deres revisor, som havde meddelt, at indklagede havde fuldt tilstrækkelig information om deres økonomi, og at en eventuel udarbejdelse af en indkomst- og formueopgørelse var overflødig og omkostningskrævende. Indklagede fastholdt et krav om fremlæggelse af en indkomst- og formueopgørelse og afslog at dække omkostningerne til revisor for udarbejdelsen heraf.
Klagerne fik herefter udarbejdet indkomst- og formueopgørelser, som blev indleveret til indklagede.
Pr. den 1. marts 2000 overførte H sin lønkonto til et andet pengeinstitut, hvilket indklagede blev orienteret om.
I sommeren 2000 blev der på ny afholdt møder mellem klagerne og indklagede vedrørende klagernes økonomiske situation. M havde på dette tidspunkt fået nye arbejdsopgaver, som medførte en forøget indtjening.
Ved skrivelse af 6. september 2000 fremkom klagerne med følgende løsningsforslag:
"Vi kan hermed meddele, at vi kan starte budget fra den 01/10-00.De fleste kreditorer har accepteret vores sidste tilbud ang. afdragsordning og har også som Dem stoppet renterne.
Vi vedlægger en afdragsordning på kreditorerne samt afviklingstid.I de 2 år der vil gå, kan vi afdrage med 1000 kr til Dem, og hvis der kommer ekstra indtjening hos [virksomheden], vil vi hermed afdrage med mere."
Ved skrivelse af 18. september 2000 meddelte indklagede, at klagernes forslag til afvikling ikke kunne accepteres.
Engagementet blev opsagt, og den 5. oktober 2000 overgik dette til inkasso.
Den 26. februar 2001 gik M konkurs.
Parternes påstande.
Den 30. oktober 2001 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere renter og omkostninger samt at acceptere en delvis nedsættelse af gælden.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede som følge af dårlig rådgivning og håndtering af engagementet har et medansvar for deres økonomiske situation.
Indklagede undlod at advare dem om risikoen ved at etablere et så stort engagement uden sikkerhed. Da de økonomiske vanskeligheder indtraf, undlod indklagede at medvirke til en løsning på problemerne. Samtidig blev engagementet håndteret på en måde, som medførte yderligere omkostninger for dem.
I forbindelse med låneansøgningerne i 1998 og 1999 udbad indklagede sig likviditetsbudgetter for M's virksomhed, hvilket var overflødigt, idet indklagede allerede før udarbejdelsen heraf havde besluttet at give afslag. Ved indlevering af budgettet i efteråret 1998 kiggede den ekspederende medarbejder på dette i få sekunder og gav herefter afslag. I foråret 1999 blev afslaget fremsendt samme dag, som budgettet blev indleveret. De blev herved påført unødige udgifter til revisor på 2 x 1.500 kr.
Udarbejdelsen af formue- og indkomstopgørelsen i 2000 var ligeledes overflødig, og de blev herved påført en udgift til revisor på 6-7.000 kr.
Indklagede fortsatte med at overføre ydelser til lånene, selv om der ikke var dækning herfor. De blev herved påført unødige renteudgifter.
Deres betalinger via indklagede blev afvist, hvorfor de var nødsaget til at oprette en lønkonto i et andet pengeinstitut.
Indklagede afslog deres forslag til en samlet afvikling af deres gæld, hvorfor de var nødsaget til at søge om afdragsordninger med de enkelte kreditorer. Da de skulle have noget at leve af, ville afviklingen af engagementet med indklagede i de første år blive begrænset.
De har handlet ud fra deres bedste overbevisning og har forsøgt at være så samarbejdsvillige som muligt under de givne omstændigheder.
Indklagede har anført, at engagementet blev etableret efter ansøgning fra klagerne, og at man er uden ansvar for, at klagerne ikke kunne overholde aftalerne med indklagede og øvrige kreditorer.
Indklagede har gennem en lang periode vist imødekommenhed og indgået i konstruktive forhandlinger med klagerne om en samlet løsning af deres økonomiske situation.
Indklagedes afslag på klagernes låne- og kreditanmodninger er sket med henvisning til, at klagernes formue- og indkomstforhold ikke gav mulighed for yderligere gældsstiftelse.
I marts 1999 blev der efter omstændighederne etableret en kredit på 26.000 kr. for et allerede bestående overtræk på budgetkontoen. Nedskrivningen af maksimum med 1.000 kr. pr. måned blev ikke overholdt, hvorfor man bl.a. så sig nødsaget til at afvise PBS-betalinger og tilbageføre stående ordrer til diverse opsparingskonti for at reducere overtrækket. Efter omstændighederne blev et overtræk på budgetkontoen på 24.000 kr. i perioden 1. oktober 1999 - 1. december 1999 accepteret internt, således at der ikke blev beregnet overtræksrente.
I samme periode blev et overtræk på erhvervskreditten på 15.000 kr. accepteret.
Overførslerne af låneydelserne skete i henhold til de indgåede låneaftaler. Manglende overførsel af ydelserne ville have medført overtræksrente på lånene. Overtræksrentesatsen er ens uanset kontoform.
Rådgivningen af klagerne og kreditbehandlingen af deres engagement har været korrekt, og man har på sædvanlig vis udbedt sig relevant regnskabsmateriale i forbindelse hermed.
Klagernes forslag til afvikling af gælden har ikke været acceptable. Den 6. september 2000, hvor klagerne tilbød en afvikling med 1.000 kr. pr. måned i en 2-årig periode, oversteg engagementet 700.000 kr.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede ved sin rådgivning af klagerne har begået ansvarspådragende fejl eller forsømmelser, der kan medføre, at indklagede er forpligtet til at nedsætte sit tilgodehavende hos klagerne.
Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har foretaget uberettigede dispositioner eller rejst uberettigede krav, hvorved klagerne er blevet påført unødige omkostninger.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.