Afgørelse

Indsigelse mod omfang og lukning af terminsforretninger.

Sagsnummer:	436/2009
Dato:	03-11-2010
Ankenævn:	Kari Sørensen, Søren Geckler, Karin Duerlund, Carsten Holdum og Niels Bolt Jørgensen.
Klageemne:	Terminsforretninger - indgåelse Terminsforretninger - lukning
Ledetekst:	Indsigelse mod omfang og lukning af terminsforretninger.
Indklagede:	Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

Denne sag vedrører klagernes indsigelser mod omfanget af deres valutaterminsforretninger i Sydbank og bankens lukning af forretningerne den 24. oktober 2008, hvorved et ikke ubetydeligt tab blev realiseret.

Sagens omstændigheder.

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.

Den 3. januar 2006 underskrev M en "Rammeaftale om indgåelse af finansielle forretninger" med Sydbank (ramme nr. – 255). M fik herved adgang til at indgå finansielle forretninger, herunder valutaterminsforretninger indenfor et vægtet forretningsomfang på 300.000 kr. I øvrigt fremgår bl.a.:

"…

Stop lossBanken kan i særlige situationer kræve kontante indbetalinger fra kunden eller kræve anden sikkerhed stillet. Følger kunden ikke bankens krav, er banken berettiget til – helt eller delvist – at lukke forretningerne (stop loss). Vilkårene for denne lukning fremgår af vedlagte bilag "Bestemmelser om forretningernes gennemførelse", hvortil der henvises.

…"

Af bilaget til aftalen fremgår bl.a.:

"…

Krav om	Banken er til enhver tid berettiget til – med et varsel, som er afstemt efter markedsforholdene – at kræve kontant indbetaling eller anden sikkerhed på anfordring, således at bankens nettosikkerhed – dvs. sikkerhed efter reduktion med ikke inddækkede realiserede tab og urealiserede tab – efter bankens skøn udgør op til 110 % af det vægtede forretningsomfang.
	Hvis kunden ikke opfylder bankens krav om kontant indbetaling eller anden sikkerhedsstillelse, er banken uden forudgående henvendelse til kunden berettiget, men ikke forpligtet, til at afvikle enkelte eller samtlige forretninger bedst muligt efter bankens skøn.
	Kunden afholder alle omkostninger, der måtte være forbundet hermed.
	Banken vil til enhver tid forsøge at afgive skriftligt varsel til kunden – pr. brev eller pr. telefax – undtagelsesvist kan varslet afgives telefonisk. Bankens ret til hel eller delvis afvikling gælder også i tilfælde, hvor det for banken har været umuligt – uanset årsag - at afgive varslet til kunden. Banken er forpligtet til snarest muligt derefter at give kunden meddelelse om bankens dispositioner.

…"

Den 22. marts 2006 underskrev begge klagere en tilsvarende rammeaftale (ramme nr. – 593). Klagerne har anført, at aftalen skulle erstatte den eksisterende aftale (-255). Sydbank har bestridt dette.

Af de bilag, der er fremlagt under sagen, fremgår bl.a., at banken den 6., 18. og 28. februar 2008 samt 18. marts 2008 sendte bekræftelser på gennemførte terminsforretninger stilet til henholdsvis M alene og M og H i fællesskab.

Fra august 2008 udviklede valutaterminsforretningerne sig negativt. Der blev i den forbindelse indgået aftale om indbetaling af yderligere sikkerhed og forhøjelse af rammerne.

Banken har under sagen fremlagt en udskrift af en del af en telefonsamtale mellem M og banken den 1. september 2008. Heraf fremgår bl.a.:

M:	"Spørgsmålet – har jeg også tænkt på – det er om man kunne tage den på det ene ben. Vi har to forretninger kørende"
Banken:	"Ja, I har to kørende. En i dit navn og en i jeres fælles navn"
	…
M:	"Vi er da deroppe af"
Banken:	"Vi er oppe på ca. 445.000 kr., så det er gået rigtig stærkt fra fredag til i dag"
M:	"Jamen, det er det da"
Banken:	"Det er også et spørgsmål om hvor din grænse er henne af"
M:	"Min grænse er også afhængig af jer, for I har også nogen spilleregler"
Banken:	"Det har vi, ja"
M:	"Og på et tidspunkt siger I nej"
Banken:	"Det gør vi"
M:	"Så er det sådan set heller ikke kun op til mig. Så er det også afhængig af jer"
	…
Banken:	"Jeg tænker også på – hvor går grænsen for dit tab?
M:	"Jeg er nødt til at se sådan på det, at jeg vil tabe det hele, hvis det går galt"
Banken:	"Hvis det går galt nu, så har du – som det ser ud nu – tabt et sted mellem 850-900.000,00"
M:	"Derfor skulle det helst heller ikke stoppe der – forhåbentlig ikke. Det er derfor at vi vil prøve at redde dem, så vi kan vinde lidt tid. Så kører vi på lånt tid, godt nok, men så har vi en chance for at det vender og vi kan få lidt medvind på et tidspunkt. Og det er det jeg gerne vil have. Jeg ved ikke om det ikke lyder fornuftigt nok?"
Banken:	"Jo altså det gør det, men på et tidspunkt skal man også trække en streg i sandet"
M:	"Jamen, man kan sige at hvis det går helt galt, så må man smide håndklædet i ringen og så taber man jo. Og så kan hverken du eller jeg gøre noget. Og de redskaber vi har i øjeblikket dem kan vi bruge.

Den 12. september 2008 underskrev begge klagere en ny aftale vedrørende rammenr. -593, og M underskrev en ny aftale vedrørende rammenr. -255. Rammerne blev herved forhøjet således, at der for hver aftale var adgang til at indgå finansielle forretninger indenfor et vægtet forretningsomfang på 416.666,67 kr.

Den 24. oktober 2008 sendte M henholdsvis kl. 10.42 og kl. 12.08 følgende e-mails til banken:

"…

Jeg er for rystet til at ringe, så jeg mailer. Elendig udvikling. Jeg mangler tid, da tiden vil løse en del af problemet. Jeg skylder næsten intet på vort hus, så jeg kan tage et lån hjem på 500.000 kr. til yderligere sikkerhed. Problemet er, at jeg senere i dag rejser til Tenerife, for at fejre min 60års fødselsdag, sammen med min familie, så det kan ikke nås, før jeg kommer hjem om en uge. Her og nu kan jeg indbetale kr. 50.000, som jeg har fået af min mor. Det hjælper ikke nok, men viser min vilje og evne til at løse problemet hurtigst muligt. Krisen går over og der bliver bedre tider igen. Jeg skal blot stå imod så længe.

…

Jeg håber, at du har modtaget tidligere sendte mail. Som du kan se, er GBP i fremgang, og CHF går tilbage. Der skal naturligvis mere til. Til vurdering af min sag kan jeg tilføje, at vi har 2 mill. I friværdi i vort hus, samt at jeg har et vedvarende godt job. Håber at høre fra dig snarest.

…"

Banken har oplyst, at man gentagne gange den 24. oktober 2008 forgæves forsøgte at træffe M på hans mobiltelefon. Tabsrammerne var overskredet fra morgenstunden, og i løbet af formiddagen blev der som følge af store bevægelser i markedet oparbejdet yderligere tab. Forretningerne blev derfor lukket. Banken var på daværende tidspunkt ikke opmærksom på e-mailene fra M.

Ved brev af 25. oktober 2008 protesterede klagerne over lukningen, som de anførte var sket uden deres viden og imod deres ønske. Det var klagernes opfattelse, at denne "egenrådige paniske handling" måtte "stå for bankens regning".

Banken afviste, at man havde pådraget sig noget ansvar for klagernes tab.

Den 6. maj 2009 indbragte klagerne sagen for Ankenævnet.

Klagerne har under sagen opgjort deres samlede tab til 1.539.143,46 kr. Banken har opgjort tabet til 1.496.279,49 kr.

Parternes påstande.

Klagerne har nedlagt påstand om, at Sydbank skal betale 1.539.143,46 kr.

Sydbank har nedlagt påstand principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at de på intet tidspunkt i forløbet forstod omfanget af og risikoen ved de indgåede forretninger.

Banken forsømte sin pligt til at afdække deres behov, økonomiske situation, erfaring med de relevante finansielle ydelser, risikoprofil mv., jf. §§ 7 – 13, herunder navnlig § 8, i bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder.

Rammeaftalen af 17. marts 2006 (-593) blev indgået af skattemæssige årsager og til afløsning af aftalen af 3. januar 2006 (-255). Det beror på en fejl i banken, at begge aftaler fortsatte. Årsagen var tilsyneladende, at hans daværende kontaktperson i banken fratrådte sin stilling, hvorefter de blev knyttet til en anden medarbejder. De blev først bekendt med fejlen kort tid før telefonsamtalen den 1. september 2008.

Det var også sent i forløbet, de blev klar over, at de aftalte rammer var overskredet.

Den 24. oktober 2008 var de både villige og i stand til at stille yderligere sikkerhed med henblik på at undgå lukning. Lukningen skete således i direkte modstrid med deres instruks.

Sydbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en afgørelse af sagen kræver en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Sydbank anført, at rammeaftalen af 3. januar 2006 blev indgået på initiativ fra M og efter grundig orientering om produktet og risikoen.

Klagerne har siden henholdsvis januar og marts 2006 foretaget spekulative forretninger i valuta på begge rammeaftaler. Klagerne har således været fuldt klar over, at der eksisterede to rammeaftaler. Klagerne var i hvert fald bekendt med begge aftaler i september 2008, jf. telefonsamtalen den 1. september 2008. Aftalerne blev bekræftet ved klagernes underskrifter af 12. september 2008 om rammeforhøjelserne.

Klagerne har selv besluttet hvilke forretninger, der skulle foretages. Banken har løbende holdt klagerne informeret om status på forretningerne.

Under hele forløbet har M givet udtryk for at "have styr på" forretningerne og risikoen.

I forbindelse med forhøjelsen af tabsrammerne i september 2008 blev klagerne udtrykkelig gjort opmærksom på, at banken ikke ville medvirke til yderligere forhøjelser.

Tabet oversteg ikke de aftalte rammer før den 24. oktober 2009, hvor forretningerne blev lukket. Forinden forsøgte man forgæves at kontakte klagerne, selvom man ikke var forpligtet hertil. Klagerne fravalgte selv telefonisk kontakt.

Nedlukningen skete i overensstemmelse med gældende regler herfor.

Bankens eventuelle kendskab til klagerens e-mail kl. 10.42 ville ikke have medført, at lukning var undgået. Banken ville ikke acceptere midler, der stammede fra belåning af klagernes ejendom. En yderligere sikkerhedsstillelse på 500.000 kr. var ikke tilstrækkelig sikkerhed til at fortsætte forretningerne, idet værdien af klagernes sikkerhedsdepot som følge af kaotiske forhold på de finansielle markeder var faldet drastisk i værdi. Endelig kunne tidshorisonten på en uge ikke accepteres.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen bør afvises.

Det må anses for uafklaret, om det blev aftalt eller forudsat, at rammeaftalen af 22. marts 2006 mellem klagerne og Sydbank skulle erstatte den tilsvarende aftale af 3. januar 2006 mellem klageren M og banken. Ankenævnet finder imidlertid, at det må lægges til grund, at klagerne efterfølgende accepterede de to sideløbende aftaler. Ankenævnet har herved lagt vægt på at klagerne selv foretog investeringer under begge rammeaftaler og modtog notaer herfor, ligesom det må antages, at aftalerne fremgik af klagernes årsopgørelser.

Klagerne, der deltog aktivt i valutaterminsforretninger i 2006 – 2008, måtte være klar over den risiko, der var forbundet hermed, og at det var forudsat i engagementet, at dette måtte ophøre, når sik­ker­heden ikke længere var til stede, jf. rammeaftalens bestemmelser om "stop loss".

Det findes derfor ikke at kun­ne kritiseres, at indklagede bragte engagemen­terne til ophør som sket, idet det tillige bemærkes, at den af klageren tilbudte sikkerhed i e-mails af 24. oktober 2008 ikke var tilstrækkelig sikkerhed til at fortsætte engagementet.

Der er heller ikke oplyst andre omstændigheder, som kan begrunde, at indklagede er erstatningsan­svarlig over for kla­gerne.

Som følge heraf træffes følgende

">a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.