Afgørelse

Forhåndslån. Ekspeditionstid. Nedbringelseskrav.

Klageren fik i januar 2007 udbetalt et forhåndslån hos det indklagede realkreditinstitut. Samtidig oprettede klageren en byggekredit hos det koncernforbundne pengeinstitut, som tillige stillede forhåndslånsgaranti. Den 23. januar 2008 meddelte pengeinstituttet klageren, at byggekreditten midlertidigt blev sat i bero, idet entreprenøren på byggeriet var gået konkurs. Instituttet oplyste samtidig, at problemer med fællesfaciliteterne antagelig ville føre til både en lavere værdi og et lavere lån, selv om der blev fundet en holdbar løsning i relation til fortsættelse af byggeriet. Klagerens ejendom blev færdiggjort af en anden entreprenør og blev i september 2008 endeligt vurderet af en af instituttet autoriseret låneformidler. Instituttets endelige stillingtagen til værdien forelå i november 2008 og førte til et nedbringelseskrav. Klageren indfriede ultimo 2008 hele forhåndslån og optog i stedet lån i et andet institut. Klageren var utilfreds med forløbet af og rådgivningen vedrørende finansieringen og rejste i januar 2009 krav om, at instituttet kompenserede ham for virkningerne af, at nedbringelsen respektive indfrielsen var blevet forsinket – dels i form af kompensation for kurstab, dels en rentekompensation. Instituttet ydede klageren en kompensation på 12.366 kr., hvilket klageren ikke var tilfreds med.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde ham en erstatning på 72.485 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet lagde til grund, at klageren ud fra brevet af 23. januar 2008 måtte påregne, at der var risiko for, at lånet skulle nedbringes. Det kunne ikke anses for ansvarspådragende, at instituttet havde vurderet ejendommen således, at klagerens lån skulle nedbringes. Imidlertid burde instituttet have orienteret klageren tidligere om nedbringelseskravet. Derfor skulle instituttet – som det allerede var sket – yde klageren en erstatning for kurstabet på den del af lånet, der var krævet indfriet. Nævnet fandt videre, at klageren var berettiget til en rentegodtgørelse som følge af forsinkelsen, som efter Nævnets beregninger udgjorde 858 kr., hvoraf instituttet allerede havde godtgjort klageren 605 kr. Endelig fandt Nævnet, at instituttet ikke – i det omfang det var sket – kunne beregne sig garantiprovision i tiden efter den 14. oktober 2008. Som følge af det anførte blev instituttet tilpligtet at yde klageren en yderligere rentekompensation på 253 kr. samt til at tilbagebetale klageren garantiprovision for tiden efter den 14. oktober 2008.