Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 9912096/2000 |
| Dato: | 06-04-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Jeanette Werner, Keld Christiansen, Kim Steen Nielsen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog på tvangsauktion den 22. september 1988 klagerens daværende ejendom for et bud på 407.000 kr. På tvangsauktionen var instituttets fordring inkl. foranstående lån opgjort til i alt 479.665 kr., som fordeltes med 396.217 kr. i kolonne 2 og 83.448 kr. i kolonne 3. Instituttet gjorde den 2. juni 1997 en personlig fordring på 72.665 kr. med tillæg af 9 pct. rente i fem år gældende over for klageren. Klageren tiltrådte i sommeren 1997 et frivilligt forlig vedrørende den personlige fordring, som han tilbagekaldte i april 1999 med krav om tilbagebetaling af indbetalte afdrag i henhold til forliget, hvilket tilbagebetalingskrav instituttet afviste.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod ham, og at instituttet skulle tilbagebetale ham 23.000 kr. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt ikke, at klageren kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, idet der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at ingen del af det rejste krav var forældet. Som sagen var oplyst, kunne flertallet ikke udelukke, at instituttet efter dækning af hæftelse 1-4 forlods havde anvendt den resterende del af budsummen til dækning af restgælden på hæftelse 5 og 6, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Flertallet fandt, at klageren kun kunne være forpligtet af forliget i det omfang, fordringen ikke var forældet. Et mindretal var enig i flertallets synspunkter om forældelsesregler, men fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet, så langt det rakte, skulle fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag) på hæftelse 1-6 i prioritetsorden. Et andet mindretal fandt, at der for instituttets rentefordring m.v. var tilvejebragt et særligt retsgrundlag, således at denne var omfattet af den 20-årige forældelse. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet og indtil betaling sker. Beløb, som klageren i henhold til forliget måtte have betalt herudover, skulle tilbagebetales ham.
Instituttet meddelte den 4. maj 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Institut ønsker ikke at være bundet af kendelsen.