Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning for tab på køb af aktier i Roskilde Bank i forbindelse med emission 2007. Spørgsmål om særlig viden på baggrund af ansættelse i banken.

Sagsnummer: 144/2014
Dato: 02-10-2015
Ankenævn: Kari Sørensen, Finn Borgquist, Troels Hauer Holmberg, Anders Holkmann Olsen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning for tab på køb af aktier i Roskilde Bank i forbindelse med emission 2007. Spørgsmål om særlig viden på baggrund af ansættelse i banken.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier i forbindelse med emission i 2007.

Sagens omstændigheder

Klageren var både kunde og ansat i Roskilde Bank.

Ifølge årsoversigten for 2006 havde klageren i alt 2.982 stk. aktier i Roskilde Bank til en kursværdi på 1.942.505 kr. Klagerens titel var ifølge årsoversigten ”EDB-chef”.

I forbindelse med en aktieemission i Roskilde Bank i foråret 2007 blev der efter det oplyste indlagt i alt 300 stk. Roskilde Bank aktier i klagerens depoter.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handelen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Den 3. marts 2009 blev Roskilde Bank erklæret konkurs. Finansiel Stabilitet A/S fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår bl.a.:

”...

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...

2.1.2 Særlig viden i kraft af ansættelsesforhold m.v.

En kunde omfattes ikke af tilbuddet om erstatning, hvis kunden som følge af sit ansættelsesforhold eller anden tilknytning til Roskilde Bank havde a) en særlig viden om bankens økonomiske forhold, og/eller b) en særlig viden om investeringer.

Kunder, der herefter ikke tilbydes erstatning, fordi de har en særlig viden i henhold til denne bestemmelse, er:

(i) bestyrelsesmedlemmer, registrerede direktører og eksterne revisorer i banken.

(ii) medarbejdere, der som følge af deres hverv i banken på tidspunktet for de to aktiesalgskampagner må forventes at have haft en særlig indsigt i bankens strategi og/eller drift, bankens økonomiske situation, kapitalforhold og/eller kreditgivning, herunder medarbejdere ansat på minimum chefniveau, medmindre varetagelsen af chefstillingen åbenlyst ikke forudsatte et sådan vidensniveau.

(iii) medarbejdere, der som følge af deres hverv i banken på tidspunktet for de to aktiesalgskampagner eller tidligere i deres professionelle virke og/eller som følge af deres uddannelsesmæssige baggrund må forventes at besidde en særlig viden om aktier og den med aktier forbundne risiko for tab, herunder medarbejdere der tidligere har solgt og rådgivet bankens kunder om køb af aktier.

Som bilag 1 vedlægges en anonymiseret oversigt over medarbejdere, jf. (ii) og (iii), som efter parternes viden har erhvervet aktier under de to kampagneperioder samt angivelse af, om medarbejderen er omfattet af det forligsmæssige tilbud.

…”

4. Erstatningens størrelse

De kunder, hvis aktiekøb er omfattet af aftalen, jf. pkt. 2 og 3, vil modtage tilbud om en erstatning på 60 % af nettotabet ved det pågældende aktiekøb.

Hvis kunden ikke har solgt aktierne, opgøres nettotabet som kursværdien ved købet af aktierne (anskaffelsessummen), ekskl. omkostninger, med fradrag for eventuel udbytte. …

Anskaffelsessummen for aktier købt ved aktieemissionen 2007 beregnes på grundlag af den faktiske tegningskurs, uanset om tegning er sket til favørkurs i kraft af udnyttelse af tegningsretter, og uanset om udnyttede tegningsretter vedrører aktier købt i 2006 aktiesalgskampagnen eller andre aktier. …

Aftalen indebærer ikke betaling af yderligere erstatning til de kunder, som måtte have lånefinansieret deres køb af Roskilde Bank aktier.

…”

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har oplyst, at klageren fik tilsendt et kampagnebrev i forbindelse med emissionen i 2007.

Forligsaftalen medførte ikke, at klageren blev tilbudt erstatning, hvilket blev begrundet med, at klageren havde været ansat i banken.

Parternes påstande

Den 29. april 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) bør betale erstatning svarende til forliget med Forbrugerombudsmanden for hans tab på Roskilde Bank aktierne, der blev tegnet i forbindelse med emissionen i marts 2007.

Hovedparten af hans Roskilde Bank aktier var bundne eller frigivne personaleaktier, som han med en bindingsperiode på fem år eller syv år havde erhvervet gratis eller til en fordelagtig kurs. Hovedparten af de resterende aktier var erhvervet for tildelte tegningsretter.

Han modtog bankens kampagnebrev og blev i lighed med bankens øvrige kunder lokket til at købe nye aktier i forbindelse med emissionen. Endvidere blev han som ansat i banken kraftigt opfordret til at købe.

Han havde ingen indsigt i investeringer og slet ikke i aktiekøb. I midten af 1960’erne blev han elev i banken. Efterfølgende var han assistent i forskellige afdelinger. Han ydede ikke investeringsrådgivning. Fra midten af 1970’erne beskæftigede han sig alene med bankens administration, herunder vedrørende blandt andet personalesager, bankens bygninger samt elektronisk databehandling. Han havde ikke kundekontakt. Senere blev han souschef i bankens it-afdeling. I 2007 blev der ansat en ny souschef, og han blev herefter it-konsulent.

Han har løbende været tilknyttet en kunderådgiver, der tog sig af alle hans bankforretninger, herunder rådgivning om aktiekøb.

Tidligere kollegaer med samme baggrund som ham er blevet tilbudt erstatning i henhold til forliget.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at klageren ikke er omfattet af forliget mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet vedrørende erstatning for køb af Roskilde Bank aktier. Forligsparterne er enige om, at klageren som følge af sit professionelle virke i banken må antages at have en særlig viden om aktier og den med aktier forbundne risiko for tab.

Erstatning i henhold til forligsaftalen er et forligstilbud og ikke en anerkendelse af, at alle kunder, der er omfattet af forligsaftalen, beviseligt har modtaget utilstrækkelig rådgivning, men alene en anerkendelse af at kampagnebrevene, der blev udsendt til privatkunder, fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvestering, og at kunderne ikke nødvendigvis fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken på baggrund af brevet alene.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende i forbindelse med klagerens aktiekøb.

Klageren har ikke hverken redegjort for eller dokumenteret eventuelle fejl eller forsømmelser, der kan tilregnes banken som ansvarspådragende.

Der ydes ikke erstatning for skuffede forventninger.

Ankenævnets bemærkninger

I forbindelse med emissionen i Roskilde Bank i foråret 2007 tegnede klageren i alt 300 stk. nye aktier i banken.

På tegningstidspunktet havde klageren været ansat i banken i ca. 50 år, hvor han efter at have været elev hovedsageligt havde været beskæftiget med bankens administration, senest i bankens it-afdeling.

Det fremgår af forligsaftalen mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering.

Ifølge forligsaftalens pkt. 2.1.2 var kunder, som i kraft af deres ansættelsesforhold eller anden tilknytning til banken havde en særlig viden om bankens økonomiske forhold, og/eller særlig viden om investeringer ikke omfattet af tilbuddet om erstatning.

På baggrund af det oplyste om klagerens langvarige ansættelse i Roskilde Bank finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at klageren havde en sådan viden om investering i aktier, at den mangelfulde markedsføring ikke kan anses at have været bestemmende for aktiekøbet.

Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) på andet grundlag har handlet ansvarspådragende over for ham.

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet ikke grundlag for at pålægge Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) erstatningsansvar over for klageren.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.