Afgørelse

Beregning af provenu. Rådgivningsansvar.

21304063

Beregning af provenu. Rådgivningsansvar.
Det indklagede realkreditinstitut udarbejdede i januar 2004 et lånetilbud til klageren vedrørende omlægning af hans indestående lån til et 5 pct. obligationslån på 565.000 kr. Af lånetilbuddet fremgik, at der ville være et overskydende provenu på 21.627 kr. efter låneomlægningen. I april 2004 meddelte bopælskommunens socialforvaltning klageren, at det overskydende provenu ved låneomlægningen skulle indgå med (21.627 kr. – 10.000 kr.) i beregningen af klagerens kontanthjælp, således at denne ville bortfalde i 45 dage. Det Sociale Nævn stadfæstede i december 2004 kommunens afgørelse. I april 2011 henvendte klageren sig til instituttet, idet han henviste til, at han ved den seneste låneomlægning havde bedt om at få 10.000 kr. fri, da han var på kontanthjælp. I stedet havde han fået over 20.000 kr. udbetalt med det resultat, at han mistede ca. 11.000 kr. i kontanthjælp. Af instituttets svar fremgik det, at grunden til, at klageren havde modtaget ca. 20.000 kr., var, at der i beløbet var taget højde for, at der samtidig skulle betales termin i marts 2004 på 9.082 kr., således at der netto var et overskud på ca. 10.000 kr. som ønsket. Yderligere korrespondance mellem parterne førte ikke til en afklaring af sagen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle erstatte klageren et beløb på 10.000 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fastslog, at klagen omhandlede en rådgivning, der fandt sted i forbindelse med klagerens låneomlægning i marts 2004, og at såvel kommunens afgørelse om fradrag i kontanthjælpen som Det Sociale Nævns stadfæstelse af denne afgørelse ligeledes fandt sted i 2004. Nævnet fandt, at klagerens eventuelle krav som følge af rådgivningen var forældet på tidspunktet for klagens indbringelse for Ankenævnet, jf. reglerne i forældelsesloven af 1908 § 1, nr. 5, og 2007-forældelseslovens § 3, stk. 1, jf. § 30, stk. 1. Nævnet frifandt som følge heraf realkreditinstituttet.


K E N D E L S E

afsagt den 15. januar 2014


JOURNAL NR.: 2013-01-04-063-B


INSTITUT: BRFkredit A/S


KLAGEEMNE: Beregning af provenu. Rådgivningsansvar


DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 16. december 2013


SAGSBEHANDLER: Cand.jur. Keld Overvad Steffensen


NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Bent Olufsen
Anna Marie Ringive
Jes Zander Brinch
Jacob Elverum

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

Klageren ejer en ejendom, hvori der indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut samt et privat pantebrev.

Den 23. januar 2004 udarbejdede indklagede et lånetilbud til klageren vedrørende omlægning af de indestående lån til et 5 pct. obligationslån på 565.000 kr. Af lånetilbuddet fremgår blandt andet følgende:

”… Tilbud om lån i ejendommen …(klagerens ejendom)…

På denne side kan De se en sammenfatning af enkelte nøgletal fra lånetilbudets følgende sider. Beregningerne i tilbudet er baseret på dags dato oplysninger og er derfor vejledende …

Provenuberegning
Provenu efter betaling af terminsydelse på lån, der indfries 10.531,04 kr.
Provenu før betaling af terminsydelse på lån, der indfries 20.539,27 kr. …”

Låneomlægningen blev gennemført den 31. marts 2004. Af låneafregning af samme dato fremgår følgende:

”Endeligt provenu for …(klagerens ejendom)…
Nyt lån, Obligationslån
Hovedstol 565.000,00 kr.
Kursværdi af nyt lån til kurs 96,95 547.767,50 kr.
-Procentuel tinglysningsafgift 1.900,00 kr.
-Ekspeditionsgebyr for låneetablering 1.000,00 kr.
-Fast tinglysningsafgift 1.400,00 kr.
-Kurtage 821,65 kr.
Provenu af det nye lån 542.645,85 kr.

Modregninger:
Indfrielse: …(indklagede)…, Kontantlån, lånenr. …(nummer)…, opr. 380.000,00 kr.
-Indfrielsesbeløb 422.625,51 kr.

Indfrielse: Privat pantebrev, opr. 115.250,00 kr.
-Indfrielsesbeløb 96.217,89 kr.

-Gebyr for gennemførelse af tinglysningsservice 2.000,00 kr.
-Gebyr for indhentning af tingbogsoplysning 175,00 kr.

Samlet overskud/underskud 21.627,45 kr.

Fordeling af provenu
…(Klageren)… 21.627,45 kr.

…”

Den 21. april 2004 skrev klagerens kommunes social- og socialforvaltning til klageren:

”… Realisering af formue

Med henvisning til telefonsamtale den 01.04.2004 samt din skriftlige forespørgsel af 02.04.2004 fremsendes hermed skriftlig afgørelse vedr. realisering af formue på kr. 21.627,45.

Som oplyst i telefonen ses der bort fra en formue på 10.000 kr., jf. aktivlovens § 14. Restbeløbet kr. 11.627,45 skal opbruges, før der igen kan udbetales kontanthjælp.

Beregning af hvornår der igen kan udbetales kontanthjælp:
Netto måneds kontanthjælp, kr. 7.634,65 : kr. 11.627,45 = 45 dage.
Til orientering har jeg vedlagt kopi af vejledning af vurdering af formue.

Formuen på kr. 11.627,45 skal således dække 45 dage - svarende til perioden 01.04.2004 - 15.05.2004.

Næste kontanthjælpsudbetaling vil ske den 31.05.2004 for perioden 16.05.2004-31.05.2004, hvis ikke yderligere ændringer er indtruffet.

Afgørelsen kan ankes, jf. venligst vedlagte ankevejledning …”

Det Sociale Nævn stadfæstede den 3. december 2004 kommunens afgørelse, idet Nævnet fastslog, at der kun kunne bortses fra 10.650 kr. af klagerens formue ved beregning af kontanthjælpen.

I april 2011 fremsendte klageren følgende e-mail til indklagede:

”… Ved den seneste låneomlægning ved …(indklagede)… bad jeg om at få 10.000 kr. fri, da jeg var på kontanthjælp. Men i stedet fik jeg over 20.000 udbetalt. Derfor blev jeg nødt til at oplyse kommunen om udbetalingen. Med det resultat at jeg mistede ca. 11.000 kr. (se vedhæftet fil). Grunden til at jeg først oplyser om det nu er, at jeg udmærket godt ved, at mit tab aldrig bliver dækket. Men jeg synes alligevel, at det er dårligt at tabe penge på fejl, som man ikke selv er skyld i …”

Indklagede besvarede den 23. april 2011 e-mailen som følger:

”… Jeg har set på din sag, og det er korrekt, som du har fået oplyst, at sagen giver et overskud på ca. 10.000 kr.

Grunden til at du har modtaget ca. 20.000 kr. er, at du samtidig skulle betale termin den 31.3. 2004 på 9.092,68 kr. Dette giver derved et overskud på ca. 10.000 kr., som det fremgik af dit lånetilbud …”

I foråret 2011 henvendte klageren sig ligeledes på ny til sin hjemkommune om afgørelsen fra 2004, hvilket affødte et brev fra kommunen af 23. maj 2011:

”Spørgsmål vedr. kontanthjælp i 2004.

… Jeg har fundet din gamle sag fra arkivet. Der lå også ankeafgørelsen, hvor kommunen fik medhold.

Men det du har fået at vide om tilbagebetaling i forhold til terminer kan være korrekt, bare ikke i dit tilfælde, da du af samme grund ikke ville modtage § 34 tillæg.

Derimod var det et spørgsmål om vurdering af likvid formue, hvor en del af det nye lån, du fik blev inddraget som et formueaktiv med de konsekvenser, at du i en periode ikke var berettiget til kontanthjælp.

Jeg har nedenunder vedhæftet lidt lovgivning, der beskriver de 2 situationer: …”

Den 12. juni 2011 henvendte klageren sig på ny til indklagedes kundecenter:

”… Nu har jeg endelig fået svar fra kommunen (filer er vedhæftet). De hævder, som det var til at forudse, at de var i deres gode ret til at tage beløbet til terminsbetaling fra mig.

Jeg håber på hjælp til at få sagen løst…”

Klageren bad i forlængelse heraf indklagede om at få tilsendt en kopi af den underskrevne låneaftale til brug for hans advokats bedømmelse af sagen.

Indklagede besvarede klagerens forespørgsel om kopi af låneaftalen som følger:

”… Jeg kan ikke sende dig en kopi af den underskrevne låneaftale, da denne er blevet makuleret. Vi er kun forpligtet til at gemme sagerne i 5 år.

Jeg kan sende dig en kopi af lånetilbudet, som jeg har liggende elektronisk …”

Den 17. juni 2011 fremsendte indklagede følgende redegørelse til klageren:

”… Vi har gennemgået sagsforløbet fra 2004 og 2005, men finder ikke, at vi har handlet i strid med de oplysninger, som vi har været i besiddelse af. Vi vil gerne redegøre nærmere herfor.

I forbindelse med låneomlægningen pr. 31. marts 2004 aftalte du vilkårene den 24. januar 2004 med …(indklagedes)… kundeservice. Af lånetilbuddet, som du efterfølgende tiltrådte, fremgår et overskud efter betaling af terminsydelse på 10.531 kr., og før betaling af terminsydelsen på 20.539 kr. Det fremgår ikke, jf. vores notater, at der skulle have været en dialog om, at provenuet ikke måtte overstige 10.000 kr.

Den 4. oktober 2005 kontaktede du …(indklagedes)… kundeservice med henblik på en omlægning af dit obligationslån fra 2004 til et Garantilån med automatisk faldende rente. Lånet omlægges den 10. november 2005 med et provenu på 11.317 kr., som overføres til din konto i …(klagerens pengeinstitut)… Det fremgår af vores notater, at du har oplyst, at du selv ville tage kontakt til kommunen for at afklare, hvorvidt evt. provenu i forbindelse med låneomlægningen kunne påvirke din kontanthjælp eller ej.

Vi har som nævnt ikke været bekendt med, at du i 2004 har været på kontanthjælp, og at låneomlægningen kunne have indflydelse herpå, ligesom du i 2005 tilkendegav, at du selv ville undersøge dette. På baggrund her kan vi ikke påtage os ansvaret for størrelsen af din kontanthjælp …”

Klageren indbragte i april 2013 sagen for Realkreditankenævnet.


PARTERNES PÅSTANDE:

Klageren påstår indklagede tilpligtet at anerkende, at indklagede skal erstatte klageren et beløb på 11.000 kr.


Indklagede påstår frifindelse.


KLAGERENS FREMSTILLING:

Klageren oplyser, at han har en gammel sag med indklagede. Da han manglede 10.000 kr. til at betale en regning, kontaktede han i 2004 indklagede telefonisk om en låneomlægning.

Da brevet fra indklagede kom, troede klageren, at det var den nye låneaftale, der skulle underskrives. Det var imidlertid i stedet låneafregningen, som var kommet, og omlægningen var allerede gennemført. Klageren har aldrig tænkt på, at det kunne være muligt at lægge lånet om uden først at skulle se tilbuddet på skrift igennem og efterfølgende underskrive aftalen. Køb af bolig er normalt den største investering, og klageren kan derfor ikke forstå, at denne fremgangsmåde er fyldestgørende.

Provenuet af låneomlægningen var ikke 10.000 kr. som aftalt, men 21.627,45 kr. Klageren var på kontanthjælp og blev nødt til at oplyse kommunen om dette, da det ellers er bedrageri. Derved mistede klageren ca. 50 pct. af provenuet.

Indklagede siger, at indklagede har udbetalt beløbet på grund af, at der snart skulle betales terminsydelse på det lån, der skulle indfries. Der var imidlertid ikke indgået aftale hverken skriftligt eller mundtligt om, at der skulle udbetales et ekstra stort beløb til betaling af terminsydelse.

Indklagede har afvist klagen og mener ikke, at indklagede har gjort noget forkert. I afvisningen af klagen skriver indklagede selv, at instituttet var klar over, at klageren var på kontanthjælp, fordi han havde fortalt dem det. Det er normalt kendt viden for de fleste, at man kun må have en beholdning på sin konto på maksimalt 10.000 kr. som kontanthjælpsmodtager.

Det, som klageren kontaktede kommunen om, var, hvor stort et beløb han måtte få udbetalt i forbindelse med betaling af en regning i forhold til indeståendet på hans bankkonto. Det vil sige, om han kun måtte få udbetalt 5.000 kr., hvis han havde et indestående på 5.000 kr. Kommunen sagde imidlertid, at klageren måtte få udbetalt 10.000 kr., uanset hvor stort hans indestående på hans konto var, når det var til betaling af en regning. Indklagede anfører i sin afgørelse, at det ikke fremgår af indklagedes notater, at der skulle have været en dialog om, at provenuet ikke måtte overstige 10.000 kr. Heroverfor skal klageren fremhæve, at der heller ikke har været en dialog om, at et særligt beløb ved siden af de 10.000 kr. skulle udbetales til dækning af terminsydelse.

Derfor synes klageren, at indklagede skulle dokumentere, at klageren har indvilget i, at provenuet skulle være på 21.627,45 kr. (10.000 + terminsydelsen).

Der må være en af parterne, der har uret. Klageren mener ikke, at han har gjort noget forkert, dels fordi indklagede gjorde noget andet end det, de aftalte, dels fordi klageren ikke fik mulighed for at se lånetilbuddet igennem, inden provenuet blev udbetalt.

Kommunen mener også, at den har handlet korrekt i henhold til lovgivningen, og i forhold til lovgivningen om kontanthjælp kan der ikke ses bort fra et beløb, som er beregnet på betaling af terminsydelse.

Klageren ved godt, at sagen er forældet, men har desværre først opdaget denne klagemulighed nu.


INDKLAGEDES FREMSTILLING:

Indklagede oplyser, at klageren i januar 2004 kontaktede indklagede for omlægning af lån i hans ejendom. Indklagede fremsendte lånetilbud 23. januar 2004. Af lånetilbuddet fremgår provenuberegning både før og efter betaling af terminsydelse på lån, der indfries.

I marts 2004 blev låneomlægningen gennemført med et provenu på 21.627,45 kr., incl. terminsydelse. Af låneafregningen fremgår det, at der i indfrielsesbeløbet ikke er medregnet terminsydelse i de sidste 45 dage, og at denne terminsydelse skal betales særskilt og rettidigt.

I april 2011 i e-mail til indklagede gjorde klageren gældende, at indklagede var erstatningsansvarlig for det tab, som klageren blev påført som følge af udbetaling af for stort provenu i forbindelse med låneomlægning i 2004. Ifølge klageren trak kommunen, hvor klageren var bosiddende, halvdelen af det udbetalt provenu (ca. 10.000 kr.) fra i klagerens kontanthjælp, idet kontanthjælpsmodtagere dengang højst måtte have 10.000,00 kr. stående på deres konti.

Klager har ikke før e-mailen rejst noget krav over for indklagede.

Anbringender:
Det gøres til støtte for frifindelsespåstanden gældende, at det eventuelle krav, som klageren måtte have mod indklagede, er forældet, jf. forældelsesloven § 3, stk. 1.

Hvis Realkreditankenævnet mod forventning ikke måtte være enig heri, forbeholder indklagede sig at kommentere erstatningskravets berettigelse.


OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET:

Klagerens eventuelle krav var efter de regler om forældelse, der var gældende frem til den 1. januar 2008, undergivet en forældelsesfrist på 5 år, jf. § 1, nr. 5, i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.

Efter § 3, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 1063 af 28. august 2013 om forældelse af fordringer, som trådte i kraft den 1. januar 2008, er forældelsesfristen 3 år. Den nye forældelseslov har i § 30, stk. 1, en overgangsregel. Det følger heraf, at loven også finder anvendelse på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden den 1. januar 2008 var forældet efter de hidtil gældende regler. Dog indtræder forældelse tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter den nye forældelseslov som efter de hidtil gældende bestemmelser.

Bekendtgørelse nr. 604 af 26. juni 2003 om god skik for finansielle virksomheder, som var gældende på tidspunktet for den omhandlede låneomlægning (nu bekendtgørelse nr. 928 af 28. juni 2013), indeholder blandt andet følgende bestemmelse:

”§ 10. Stk. 2. Såfremt en finansiel virksomhed rådgiver om forhold, som kan være af væsentlig økonomisk betydning for kundens muligheder for at modtage offentlige tilskud eller andre økonomiske fordele, og den finansielle virksomhed bliver opmærksom herpå, skal dette medtages i rådgivningen, eller kunden skal henvises til at søge anden rådgivning …”


ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Klagen omhandler en rådgivning, der fandt sted i forbindelse med klagerens låneomlægning i marts 2004. Kommunen traf sin afgørelse om fradrag i kontanthjælpen i april 2004. Afgørelsen blev stadfæstet af Det Sociale Nævn i december samme år.

Nævnet finder, at klagerens eventuelle krav som følge af rådgivningen på nuværende tidspunkt er forældet, jf. reglerne i forældelsesloven af 1908 § 1, nr. 5, og den nugældende forældelseslov § 3, stk. 1, jf. § 30, stk. 1, og kan derfor ikke give klageren medhold i klagen.

Som følge heraf


b e s t e m m e s


Indklagede, BRFkredit A/S, frifindes.



Henrik Waaben / Susanne Nielsen