Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om sparekassens ansvar i forbindelse med arbejdsgivers stop af indbetaling på pensionsordning

Sagsnummer: 342 /2013
Dato: 13-02-2014
Ankenævn: John Mosegaard, Kjeld Gosvig Jensen, Anders Holkmann Olsen, Morten Bruun Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne: Pensionskonti - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om sparekassens ansvar i forbindelse med arbejdsgivers stop af indbetaling på pensionsordning
Indklagede: Sparekassen Sjælland
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, hvorvidt der kan pålægges Sparekassen Sjælland et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens arbejdsgivers stop af indbetalinger på kapitalpension oprettet i sparekassen.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Sparekassen Sjælland, hvor han i oktober 2007 fik oprettet en arbejdsgiveradministreret kapitalpension, som blev fornyet i januar 2010.

Ifølge aftalen skulle klageren og klagerens arbejdsgiver hver bidrage med en angiven procentsats af klagerens løn.

Af sparekassens generelle vilkår for kapitalpension fremgår blandt andet følgende:

”…

1. Indbetalinger

Sparekassen Sjælland sender mindst én gang årligt meddelelse til kontohaver med angivelse af indbetalinger, kontoens indestående, tilskrevet afkast, betalte afgifter, eventuelle administrationsomkostninger og forsikringspræmier.

…”

I januar 2011 ophørte klagerens arbejdsgiver med at foretage indbetalinger til klagerens kapitalpension.

Klageren har under sagen fremlagt lønsedler, hvoraf både klagerens og arbejdsgiverens pensionsbidrag fortsat fremgik efter januar 2011. Der blev således fortsat trukket 5 % af klagerens løn til kapitalpensionsordningen, uden at klagerens arbejdsgiver fortog indbetalinger til sparekassen.

Af klagerens årsudskrift og pensionsoversigter for 2011 og 2012, som blev sendt til klagerens e-boks fremgår, at klagerens arbejdsgiver i 2011 indbetalte 4.782 kr., mens der ikke skete nogen indbetaling i 2012.

Klageren har oplyst, at han i marts 2013 blev bekendt med de manglende indbetalinger.

Klageren har oplyst, at han rettede henvendelse til sin arbejdsgiver, der imidlertid ikke var i stand til at betale det skyldige beløb.

I april 2013 rettede klagerens fagforbund et krav mod sparekassen for det tilfælde, at klagerens arbejdsgiver skulle gå konkurs og Lønmodtagernes Garantifond ikke ville dække hele klagerens tilgodehavende.

Den 6. maj 2013 skrev sparekassen til klagerens fagforbund, at klageren havde modtaget pensionsoversigter for 2011 og 2012 og at fagforbundets brev derfor måtte bero på en fejltagelse.

På et ikke nærmere angivet tidspunkt gik klagerens arbejdsgiver konkurs. Klageren har under sagen oplyst, at Lønmodtagernes Garantifond i henhold til konkursloven § 95, stk. 2, har erstattet hans tilgodehavende for perioden 26. november 2012 til 14. april 2013.

Parternes påstande

Den 6. november 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med principal påstand om, at Sparekassen Sjælland skal betale 82.115 kr., subsidiært 44.564 kr. samt renter heraf.

Sparekassen Sjælland har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at pensionsbidragene fremgik af hans lønsedler.

Pensionsoversigterne blev udelukkende sendt til hans e-boks. Han havde ikke for vane at åbne e-boksen, da han havde indtryk af, at den kun indeholdt månedlige kontoudtog. Disse havde ikke hans interesse, da han regelmæssigt tjekker bevægelserne på sin konto i netbanken.

Sparekassen burde have sendt ham en e-mail, når der lå vigtig information til ham i hans e-boks, ligesom for eksempel hans a-kasse og mange andre afsendere gør.

Han havde i sparekassen fået at vide, at han ikke skulle hæfte sig ved saldoen på kapitalpensionskontoen, da midlerne blev investeret og derfor kun stod på kontoen, indtil investeringen blev foretaget.

Han blev først opmærksom på de manglende indbetalinger, da han i marts 2013 tog kontakt til sparekassen i en anden sammenhæng. Sparekassen oplyste i den forbindelse, at man troede, han selv havde standset indbetalingerne.

Det havde været naturligt, hvis man i et pengeinstitut som Sparekassen Sjælland, hvor man som kunde er et kendt ansigt, når man kommer i sin filial eller ringer dertil, havde kontaktet ham og sikret sig, at han var bekendt med, at indbetalingerne var stoppet.

Selv hvis han havde været opmærksom på pensionsoversigterne i sin e-boks, var han først blevet bekendt med de manglende indbetalinger i januar 2012, altså et år efter hans arbejdsgiver ophørte med at foretage indbetalinger i strid med, hvad der fremgik af hans lønsedler.

Når arbejdsgiveren svigter sine forpligtelser, og det ikke fremgår af de generelle aftalevilkår, hvorledes parterne skal forholde sig ved manglende indbetaling, må man falde tilbage på almindelige principper om, hvem der er nærmest til at opdage en sådan situation. Det må i det konkrete tilfælde være sparekassen, idet han betaler sparekassen for at administrere indeståendet.

Sparekassen bør erstatte den manglende pension for perioden 26. november 2011 til 25. november 2012 samt for perioden 26. november 2010 til 25. november 2011. Alternativt bør sparekassen erstatte pensionskravet for perioden 26. november 2011 til 25. november 2012, idet han først i januar 2013 modtog besked om den manglende indbetaling for denne periode og således ikke havde mulighed for at gøre sit krav gældende rettidigt i forhold til at få dækning fra Lønmodtagernes Garantifond.

Sparekassen Sjælland har anført, at sparekassen ikke har handlet ansvarspådragende ved ikke at orientere klageren om, at hans arbejdsgiver ophørte med at foretage indbetalinger til pensionsordningen.

Det fremgik således af klagerens årsudskrift og pensionsoversigt for 2011 og 2012, at indbetalingerne var ophørt.

Herudover havde klageren mulighed for løbende at følge posteringerne på kapitalpensionskontoen i sin netbank.

Klageren var den eneste, der kunne kontrollere, at de korrekte beløb blev indbetalt, idet sparekassen ikke løbende fik kopier af klagerens lønsedler.

Sparekassens opgave var alene at investere de indbetalte beløb.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren fik i 2007 oprettet en arbejdsgiveradministreret kapitalpensionsordning i Sparekassen Sjælland.

Hvert år i januar modtog klageren årsudskrift og pensionsoversigt fra sparekassen i sin e-boks, hvoraf indbetalinger til kapitalpensionsordningen fremgik.

Klagerens arbejdsgiver ophørte i januar 2011 med at foretage indbetalinger til ordningen på trods af, at disse fortsat fremgik af klagerens lønsedler.

Ankenævnet finder ikke, at der i den forbindelse kan pålægges Sparekassen Sjælland et erstatningsansvar, hvorfor klageren ikke får medhold i sin påstand.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.