Afgørelse

Omkostinger til formidlende pengeinstitut i forbindelse med grænseoverskridende betalingsoverførsel.

Sagsnummer:	248/2005
Dato:	09-03-2006
Ankenævn:	Lars Lindencrone Petersen, Inge Frölich, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen
Klageemne:	Betalingsoverførsel fra udlandet - gebyr
Ledetekst:	Omkostinger til formidlende pengeinstitut i forbindelse med grænseoverskridende betalingsoverførsel.
Indklagede:	Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelser mod opkrævninger af omkostninger fra et formidlende pengeinstituts side i forbindelse med klagerens modtagelse af et pensionsbeløb fra Sverige.

Sagens omstændigheder.

Klageren modtager månedligt et pensionsbeløb på 697 SEK fra Försäkringskassen i Sverige. Beløbet overføres til klagerens konto i pengeinstituttet S.

Af en meddelelse af 19. november 2003 fra S fremgår, at der ved overførslen af pensionsbeløbet, som i danske kr. var på 576,75 kr., blev fratrukket et provisionsbeløb på 30 kr. samt øvrige omkostninger 20 kr. Af meddelelsen fremgår, at overførslen er foretaget via indklagede.

Indklagede har anført, at betalingen er overført fra afsenderens svenske pengeinstitut, der er koncernforbundet med indklagede, til indklagede med anmodning om videreoverførsel til klagerens konto hos S. Indklagedes gebyr herfor udgør 30 kr. Indklagede antager, at betalingen er sket via SWIFT, hvilket kan være baggrunden for, at S håndterede betalingen som en indgående udlandsbetaling og beregnede sig et gebyr på 20 kr. herfor.

Indklagede har anført, at overførslen indeholdt koden "SHA", der angiver, at afsenderomkostninger betales af afsender og modtageromkostninger af modtager. Afsenderinstituttet sender det fulde beløb videre, mens øvrige institutter trækker eventuelle omkostninger fra overførselsbeløbet forinden videresendelse. Dette fremgår af Finansrådets "Håndbog for Betalingsformidling", hvoraf kopi er fremlagt under sagen.

Klageren har oplyst, at han i perioden fra oktober 2003 til august 2005 er blevet pålagt betaling af et månedligt gebyr på 30 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 13. september 2005 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale 690 kr. svarende til gebyrer opkrævet i perioden fra oktober 2003 til august 2005.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede opkræver hemmelige og ulovlige gebyrer, når han modtager sit pensionsbeløb fra Sverige.

Efterfølgende er overførslen sket via et andet pengeinstitut end indklagede, og i den forbindelse er der ikke fradraget et gebyr.

Indklagede har anført, at man har beregnet sædvanligt gebyr for modtagelsen af betalingen fra forsikringsselskabets svenske bank.

Det er uden betydning, at den svenske bank er koncernforbundet med indklagede, og klageren kan ikke have haft nogen forventning om gebyrfrihed som følge heraf.

Gebyret er ikke urimeligt og har været uændret i en årrække.

Af § 1, stk. 5, i lov om grænseoverskridende pengeoverførsler fremgår det, at overførsler fra en række finansielle institutioner ikke er omfattet af loven. Da afsender var Försäkringskassen, gøres det principalt gældende, at loven ikke finder anvendelse i denne sag.

Försäkringskassen administrerer pensionsudbetalinger fra de statslige pensionsfonde; dens funktioner ved udbetalinger svarer nøje til det, som et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse foretager sig.

Måtte Ankenævnet nå til, at overførslen er omfattet af loven, beror spørgsmålet om betaling af omkostninger som udgangspunkt på den aftale, der indgås mellem afsender og afsenders bank. Denne aftale må forudsættes at svare til den aftale, der foreligger mellem afsender og modtager på dette punkt.

Indklagede kendte kun til den underliggende omkostningsaftale som følge af angivelsen af omkostningskoden. Afsenderbank indestår for rigtigheden heraf, og modtagende pengeinstitut har ingen mulighed for eller pligt til at efterprøve aftalen.

Indklagede modtog overførslen med omkostningskoden SHA og har håndteret betalingen i overensstemmelse hermed. Der er intet, der tyder på, at den stedfundne omkostningsfordeling er i strid med klagerens aftale med sin svenske pensionsgiver. I givet fald er det et forhold, der må afgøres mellem disse parter og ikke i forbindelse med en klage over indklagede, jf. Ankenævnets kendelse i sag 424/2001.

Såfremt klageren fortsat betaler gebyr til pengeinstituttet S ved modtagelsen af pensionsbeløbet, opfordres klageren til at rette henvendelse herom til S.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må som følge af anvendelsen af koden SHA lægges til grund, at Försäkringskassen med sit svenske pengeinstitut havde aftalt, at afsenderomkostninger skulle betales af Försäkringskassen, mens modtageromkostninger skulle betales af klageren. I denne situation må det anses for praksis, at det formidlende pengeinstitut kan fratrække eventuelle omkostninger fra overførselsbeløbet, forinden beløbet videresendes til modtagerpengeinstituttet.

Uanset om Försäkringskassen er omfattet af lov om grænseoverskridende pengeoverførsler eller ej, må det herefter, jf. lovens § 10, stk. 2, anses for berettiget, at indklagede har fratrukket et gebyr.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at nedsætte gebyret på 30 kr., idet gebyret ikke overstiger det rimelige.

Det bemærkes, at Ankenævnet ikke har taget stilling, om Försäkringskassen i forhold til klageren var berettiget til at bestemme, at klageren skulle betale modtageromkostningerne samt tåle, at et formidlende pengeinstitut kunne trække et omkostningsbeløb fra det overførte beløb.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.