Afgørelse

Størrelsen af gebyr for overførsel til udenlandsk bankkonto.

Indledning.

Denne klage vedrører størrelsen af indklagedes gebyr for overførsel til en konto i et udenlandsk pengeinstitut.

Sagens omstændigheder.

I oktober 2001 gennemførte indklagede en betalingsoverførsel via Eurogiro fra klagerens konto til en betalingsmodtager med konto i et svensk pengeinstitut. Indklagede beregnede sig et gebyr herfor på 70 kr.

Indklagede har anført, at overførslen er en Eurogiro Standard overførsel. Gebyret blev med virkning fra den 27. august 2001 forhøjet fra 30 kr. til 70 kr. efter forudgående annoncering. Herved blev priserne for to næsten ens produkter, nemlig Eurogiro Standard overførsel og SWIFT-overførsel harmoniseret.

Indklagede har om ekspeditioner som den af klageren anmodede oplyst, at der sker en manuel indtastning i indklagedes system for grænseoverskridende betalinger. Indtastning foretages af en medarbejder med efterfølgende kontrol og godkendelse af en anden medarbejder. Ud over tidsforbruget til den manuelle indtastning, er der tidsforbrug til behandling af fejl og reklamationer. Ud over lønomkostninger i forbindelse med den manuelle indtastning m.v. er der netværksomkostninger ved transaktionen, omkostninger til drift og løbende udvikling af indklagedes system til udlandsbetalinger, omkostninger til bogføring og fremsendelse af nota til kunden, likviditetsstyring i relation til det udenlandske pengeinstitut.

Klageren rettede henvendelse til indklagede om forhøjelsen af gebyret, som han fandt urimelig.

Ved skrivelse af 16. november 2001 meddelte indklagede bl.a., at gebyret var blevet forhøjet "da beregninger har vist, at Eurogiro overførsler har været for billige i forhold til de omkostninger, vi har i forbindelse med ekspeditionen".

Af indklagedes Almindelige forretningsbetingelser for privatkunder fremgår:

"Banken kan altid uden varsel indføre og forhøje gebyrer for enkeltstående serviceydelser og generelt for nye aftaler.

Oplysning om ændring af gebyrer vil ske ved annoncering i dagspressen eller ved brev."

Parternes påstande.

Den 27. december 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at fremlægge de i skrivelsen af 16. november 2001 nævnte beregninger for Pengeinstitutankenævnet.

Indklagede, der har forstået klageren således, at han finder forhøjelsen af gebyret for Eurogiro-overførsel urimelig, og at han anmoder om fremlæggelse af de beregninger, der ligger til grund for forhøjelsen, har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han siden 1978 har betalt, skat, el og forsikring i Sverige ved blot at indsende de originale svenske girokort. Stigningen i gebyret for gennemførsel af disse betalinger med ca. 133% er urimelig. Indklagede har som begrundelse for stigningen henvist til nogle beregninger, som han ikke har adgang til.

Han har fået oplyst, at et bestemt andet pengeinstitut beregner sig et gebyr på 40 kr. for en tilsvarende overførsel, og at gebyret hos postvæsenet er på 50 kr.

Indklagede har anført, at man i henhold til de almindelige forretningsbetingelser er berettiget til uden varsel at forhøje gebyrer for enkeltstående serviceydelser. Forhøjelsen var forretningsmæssigt begrundet og var annonceret i dagspressen forinden ikrafttrædelsen.

Omkostningerne ved en eurogirooverførsel er de samme, uanset hvor stort et beløb, der overføres. Kundegebyret er derfor en fast pris.

Baggrunden for den høje procentuelle gebyrforhøjelse var udover et ønske om at harmonisere to ens produkter (Eurogiro Standard og SWIFT), at gebyret på 30 kr. ikke gav tilstrækkelig dækning for indklagedes omkostninger. Indklagedes omkostninger til at håndtere overførslen som en Eurogiro Standard er den samme som overførsler til udlandet via SWIFT. Der er tale om to forskellige eksterne netværk for grænseoverskridende betalinger.

Indklagedes omkostninger i forhold til kundegebyret giver ikke anledning til indtjening ud over standard for denne type opgaver. Gebyret adskiller sig ikke væsentligt fra det gebyr, der tages i andre pengeinstitutter for tilsvarende overførsler.

Indklagede ønsker ikke at udlevere de interne beregninger, der ligger til grund for gebyrforhøjelsen, idet der er tale om forretningshemmeligheder.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at det gebyr på 70 kr., som indklagede afkrævede klageren for en betalingsoverførsel via Eurogiro i oktober 2001 til en konto i et svensk pengeinstitut, størrelsesmæssigt er urimeligt og derfor påstås nedsat. Ankenævnet har herefter kompetence til at behandle klagen. Ankenævnet kan ikke pålægge indklagede at fremlægge de interne beregninger, der danner grundlag for gebyrforhøjelsen. Indklagede har tilkendegivet, at indklagede ikke ønsker at fremlægge disse beregninger, der betragtes som forretningshemmeligheder.

Tre medlemmer - John Mosegaard, Ole Reinholdt og Ole Simonsen - udtaler:

Efter det foreliggende, herunder det oplyste om indklagedes omkostninger i forbindelse med en ekspedition som den foreliggende, finder vi ikke grundlag for at anse gebyret for urimeligt stort. Størrelsen af den forhøjelse, der blev gennemført i slutningen af august 2001 - fra 30 kr. til 70 kr. - kan ikke i sig selv føre til et andet resultat. Det samme gælder det af klageren oplyste forhold, at postvæsenets og et bestemt andet pengeinstituts gebyr for samme ekspedition kun er henholdsvis 50 kr. og 40 kr. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.

To medlemmer - Hans Daugaard og Kåre Klein Emtoft - udtaler:

Ved vurderingen af størrelsen af indklagedes gebyr for at overføre penge til et svensk pengeinstitut, må det lægges til grund, at indklagede ikke er berettiget til at opkræve gebyrer, som overstiger, hvad der med rimelighed kan anses for påkrævet til dækning af indklagedes gennemsnitlige omkostninger i forbindelse med overførsel af penge til et udenlandsk pengeinstitut.

Indklagede har ikke i tilstrækkelig grad godtgjort, hvilket arbejde der er forbundet med at overføre penge til et udenlandsk pengeinstitut. Da det må antages, at den arbejdstid, der medgår ved overførsel af penge til et udenlandsk pengeinstitut, gennemsnitlig er beskeden, finder vi, at det af indklagede opkrævede gebyr væsentlig overstiger det rimelige, og derfor bør nedsættes jf. aftaleloven § 38 c, sammenholdt med § 36.

Efter det foreliggende er det vores opfattelse, at muligheden for at overføre penge elektronisk medfører, at udenlandske overførsler som den pågældende ikke i væsentligt omfang er mere tidskrævende end en indenlandsk overførsel. Vi finder derfor, at gebyret for at overføre penge til et udenlandske pengeinstitut ikke bør overstige gebyret for at overføre penge til en indenlandsk konto. Dette gebyr udgør ifølge det oplyste 10 kr. Vi finder derfor, at gebyret på 70 kr. for overførsel bør nedsættes til 10 kr.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.