Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod overdragelse af lån til et andet pengeinstitut og mod overtræksrente. Spørgsmål om delvis afvisning, fordi der ikke længere forelå et konkret økonomisk mellemværende.

Sagsnummer: 383 /2015
Dato: 05-05-2017
Ankenævn: Vibeke Rønne, Michael Reved, Troels Hauer Holmberg og Poul Erik Jensen
Klageemne: Udlån - øvrige spørgsmål
Rente - overtræk
Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Ledetekst: Indsigelse mod overdragelse af lån til et andet pengeinstitut og mod overtræksrente. Spørgsmål om delvis afvisning, fordi der ikke længere forelå et konkret økonomisk mellemværende.
Indklagede: Jutlander Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod overdragelse af hendes lån til et andet pengeinstitut og mod overtræksrente.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i EBH Bank og har oplyst, at hun på et tidspunkt var ansat i et af bankens datterselskaber. Banken gik konkurs i 2008 og blev overtaget af Finansiel Stabilitet.

Den 21. september 2010 underskrev klageren et gældsbrev vedrørende et personalelån -640 på 281.977,72 kr. Der var tale om en forhøjelse af et bestående lån i banken med 59.275 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.500 kr. Renten var variabel på for tiden 8 % om året. Klageren bekræftede ved sin underskrift på gældsbrevet, at hun var bekendt med og havde modtaget en genpart af EBH Banks almindelige forretningsbetingelser.

I et brev af 10. juni 2011 til klageren anførte EBH Bank blandt andet:

Overdragelse af engagement til Sparekassen Himmerland

Vi har tidligere sendt dig et brev med orientering om, at dit kundeforhold i EBH Bank videreføres i et af de nye datterselskaber under Finansiel Stabilitet som led i en ny koncernstruktur, hvor EBH Bank bliver en del af FS Finans A/S.

Det bliver imidlertid ikke aktuelt for dit vedkommende, idet det er lykkedes os at få en aftale i stand med Sparekassen Himmerland A/S, Aars, således at dit samlede engagement overdrages til Sparekassen Himmerland til afvikling på uændrede vilkår – dvs. med samme ydelse, rentesats, sikkerheder m.v.

Opgørelse over det overførte engagement vedlægges.

Betalingen af førstkommende ydelse pr. 30. juni 2011 kr. 4.500 skal derfor ske på dit nye kontonummer […-042]

…”

Klageren har ligeledes fremlagt en allonge af 10. juni 2011 til gældsbrev -640, hvoraf fremgår, at EBH Bank A/S under afvikling transporterede gældsbrevet med en restgæld incl. renter pr. den 10. juni 2011 på 261.044,19 kr. til Sparekassen Himmerland, og at gældsbrevets betingelser fortsatte uændret.

I 2013 indgav klageren en klage over Sparekassen Himmerland til Ankenævnet. Sagen blev forligt, idet sparekassen og klageren den 22. oktober 2013 indgik en aftale om, at sparekassen korrigerede rentetilskrivningen på klagerens lån -042, og at gælden fra den 14. juni 2011 og frem til gælden var betalt blev forrentet med en fast rente på 7 % om året.

I 2014 fusionerede Sparekassen Himmerland med Sparekassen Hobro og blev til Jutlander Bank.

Klageren har fremlagt et brev af 14. februar 2014 og et brev af 18. marts 2014 fra Jutlander Bank sendt til hendes e-boks. Af brevet af 14. februar 2014 fremgik, at hun var tilmeldt e-Boks via sin netbank og ville modtage udskrifter vedrørende forskellige opregnede grupper i e-Boks. Hun ville herefter ikke længere modtage udskrifter på papir. Af brevet af 18. marts 2014 fremgik, at hun fra den 24. marts 2014 ville modtage dokumenterne direkte i sin netbank.

I august 2015 gjorde klageren over for Jutlander Bank indsigelse mod, at banken havde beregnet sig overtræksrente fra den 14. juni 2011 og fremefter på hendes lån -042.

I september 2015 svarede banken, at den i henhold til såvel Jutlander Banks som tidligere EBH Banks forretningsbetingelser var berettiget til at opkræve overtræksrente ved manglende rettidig betaling. På baggrund af de opkrævede beløbs ringe størrelse valgte banken imidlertid pr. kulance at tilbageføre en del af den opkrævede overtræksrente.

Den 19. november 2015 indgav klageren en klage til Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Jutlander Bank skal justere overtræksrenten på lån -042 til 0 %, og at banken skal give hende kontooplysninger for lån -042 uden, at hun skal betale herfor. Klageren har endvidere gjort indsigelse mod overdragelsen af lån -640 (nu lån -042) fra EBH Bank til Sparekassen Himmerland (nu Jutlander Bank), og hun mener ikke, at hun er underlagt Jutlander Banks almindelige forretningsbetingelser.

Under sagens forberedelse i Ankenævnet har banken pr. kulance tilbageført den resterende del af den beregnede overtræksrente på klagerens lån -042 efter indgåelsen af aftalen af 22. oktober 2013 mellem Sparekassen Himmerland (nu Jutlander Bank) og klageren.  

Banken har endvidere under sagens forberedelse oplyst, at renten på lån -042 er fast 7 % om året, og at den ikke fremover vil opkræve overtræksrente på lånet.

Under sagens forberedelse har banken fremlagt posteringsoversigt for lån -042 fra den 1. januar 2014 til den 25. oktober 2016. Banken har endvidere tilbudt klageren, at hun kan følge posteringerne på sit lån -042 i netbanken, og at hun kan kontakte banken, hvis hendes adgang til netbanken ikke fungerer.

Banken har anført, at den mener at have imødekommet klagen og har samtidig fastholdt, at klageren er underlagt Jutlander Banks almindelige forretningsbetingelser.

Klageren har oplyst, at hun fastholder klagen og ønsker, at Ankenævnet træffer en afgørelse i sagen.

Parternes påstande

Ankenævnet har, efter bankens imødekommelse af hovedparten af klagepunkterne, forstået klagerens påstand således, der er sket en ugyldig overdragelse af lån -042 fra EBH Bank til Sparekassen Himmerland (nu Jutlander Bank), og at hun ikke er underlagt Jutlander Banks almindelige forretningsbetingelser.

Jutlander Bank har nedlagt påstand om afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at der er sket en ugyldig overdragelse af lån -640 (nu lån -042) fra EBH Bank til Sparekassen Himmerland i juni 2011, idet de personer, der har underskrevet transporten af gældsbrevet fra EBH Bank ikke var tegningsberettigede for banken. Der kan muligvis være givet stillingsfuldmagt, men hun vil gerne have fastslået, om det er rette kreditor, som hun betaler til.

Hun er i øvrigt ikke underlagt Jutlander Banks almindelige forretningsbetingelser, idet hun ikke har noget aftaleforhold med Jutlander Bank. Banken ikke har denuncieret over for hende i forbindelse med fusionen.  

Jutlander Bank har anført, at der foreligger en aftale mellem Jutlander Bank (tidligere Sparekassen Himmerland) og EBH Bank om overdragelse af lån -640 (nu lån -042). Ingen af parterne bestrider denne aftale.

Den 22. oktober 2013 indgik klageren en aftale om rentekorrektion og en fast rente på 7 % om året på lån -042 med Sparekassen Himmerland (nu Jutlander Bank).

I 2014 fusionerede Sparekassen Himmerland med Sparekassen Hobro og blev til Jutlander Bank. Klageren er som kunde i Jutlander Bank underlagt bankens almindelige forretningsbetingelser.

Banken har imødekommet de klagepunkter, der vedrører et økonomisk mellemværende, og sagen vedrører ikke længere et konkret økonomisk mellemværende. Klagen skal derfor afvises i henhold til Ankenævnets vedtægter.     

Ankenævnets bemærkninger

Den 10. juni 2011 blev klagerens lån -640 (nu lån -042) af EBH Bank under afvikling transporteret til Sparekassen Himmerland (nu Jutlander Bank), og EBH Bank underrettede ved brev af samme dato klageren om overdragelsen.

Der er herved gennemført et kreditorskifte, som klageren skal respektere.

Under sagens forberedelse i Ankenævnet har banken tilbageført den beregnede overtræksrente på klagerens lån -042 og oplyst, at den ikke fremover vil opkræve overtræksrente på lånet. Den har endvidere fremlagt posteringsoversigt for lån -042 fra den 1. januar 2014 til den 25. oktober 2016 og tilbudt klageren, at hun kan følge sit lån i netbanken.

Ankenævnet finder, at der herefter ikke længere består et konkret økonomisk mellemværende, som kan behandles af Ankenævnet.   

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i indsigelsen om, at overdragelsen af klagerens lån -640 (nu lån -42) fra EBH Bank under afvikling til Sparekassen Himmerland (nu Jutlander Bank) var ugyldig.

Ankenævnet kan ikke behandle den øvrige del af klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.