Afgørelse

Kurssikring. Rådgiveransvar.

Klageren opsagde i oktober 2001 sit eksisterende lån til indfrielse hos det indklagede realkreditinstitut, som samme dag fremsendte bekræftelse på opsigelsen samt tilbud på et nyt lån. I november 2001 sendte instituttet et nyt lånetilbud til klageren, hvoraf det blandt andet fremgik, at der kunne indgås fastkursaftaler. I lånetilbudet var der anslået et provenu på 5.703 kr. efter gennemførelse af låneomlægningen. Sammen med lånetilbudet fremsendte instituttet ”Betingelser for udbetaling og indfrielse af lån”, som indeholdt oplysninger om, at udbetaling af lån kunne ske til en fastkursaftalekurs eller baseret på en gennemsnitskurs, samt en beskrivelse af fordele og ulemper ved det to metoder. På et møde mellem klageren og instituttet den 26. november 2001 indgik klageren en prioriterings- og tinglysningsaftale med instituttet, hvoraf det fremgik, at det nye lån skulle udbetales hurtigst muligt, samt at fastkursaftale til enhver tid kunne indgås telefonisk og i givet fald ville blive bekræftet efterfølgende. På mødet tilkendegav klageren angiveligt, at han ville give besked om eventuel kurssikring senere. Ultimo december sendte klageren en telefax til instituttet, i hvilken han henviste til telefonsamtaler og bekræftede accept af lånetilbudet, selv om der ville opstå et tab på ca. 6.000 kr. i forbindelse med låneomlægningen. Låneomlægningen blev gennemført den 28. december 2001. Instituttet meddelte i februar 2002 klageren, at der var opstået et underskud ved låneomlægningen på 6.401 kr., som han blev bedt om at indbetale hurtigst muligt. Klageren afviste at indbetale det krævede beløb, idet han henviste til, at der var indgået en fastkursaftale telefonisk den 3. december 2001, og at han i øvrigt fandt, at instituttet enten burde have kontaktet ham, hvis instituttet ikke mente, at der var kurssikret, eller på mødet den 26. november have insisteret på, at han kurssikrede. Instituttet fastholdt sit krav med henvisning til, at der ikke var kurssikret. Yderligere korrespondance førte ikke til en afklaring af sagen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle frafalde kravet på betaling af 6.401 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at instituttet ved mangelfuld rådgivning eller på anden måde havde tilsidesat sine forpligtelser over for klageren og frifandt derfor instituttet.