Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om rådgivning om kursrisiko ved køb af investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande.

Sagsnummer: 328 /2009
Dato: 22-07-2010
Ankenævn: Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Peter Stig Hansen og Erik Sevaldsen.
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Spørgsmål om rådgivning om kursrisiko ved køb af investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande.
Indklagede: Roskilde Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse om manglende rådgivning om kursrisiko ved køb af investe­ringsbeviser.

Sagens omstændigheder.

Klageren var indtil oktober 2008 kunde i Roskilde Bank. Klageren havde i banken en ratepension med tilhørende depot.

Den 6. september 2005 underskrev klageren et skema "Profil for handel med værdipapirer for frie midler og/eller pensionsmidler", hvoraf fremgår, at klageren havde investeringserfaring med aktier og obligationer. Hans tidshorisont var over fem år, og han lagde vægt på muligheden "for et højt afkast selv om kursudsving og dermed risikoen for tab er stor". Endvidere fremgår, at han var bekendt med, at "jeg selv har risikoen, hvis en investering giver tab".

Den 20. juli 2006 underskrev klageren investeringsaftale med banken, hvorefter banken løbende købte investeringsbeviser i Bankinvest Højrentelande til pensionsdepotet.

Roskilde Bank har fremlagt afregningsnotaer, hvorefter klageren ved fire handler i perioden juli 2006-januar 2007 købte 1.109 investeringsbeviser i Bankinvest Højrentelande til købskurser mellem 102,7 og 108,3. I april 2007 solgte klageren 979 af investeringsbeviserne til kurs 109,88.

I forbindelse med en mailkorrespondance i marts 2008 orienterede Roskilde Bank klageren om, at den aktuelle kurs var på godt 94.

Ved brev af 4. januar 2009 rettede klageren henvendelse til Roskilde Bank. Klageren anførte, at han for så vidt angik en beholdning af Roskilde Bank aktier var bekendt med risikoen for kursfald, hvorfor han havde taget tabet på disse aktier til efterretning. Med hensyn til investeringen BankInvest Højrentelande anførte han, at banken intet havde nævnt om risiko i forbindelse med investeringen. Det første år af investeringen havde været en succes med en forrentning på godt 14 %. I marts 2008 havde han anmodet om en forklaring på manglende afkast og havde fået oplyst, at kursen nu var ca. 94. Dette var første gang, at det blev antydet, at investeringen var forbundet med en kursrisiko. Klageren foreslog, at banken overtog hans beholdning af investeringsbeviser til kurs 100. Ved brev af 19. januar 2009 afviste banken anmodningen.

Parternes påstande.

Klageren har den 25. marts 2009 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at han ønsker Roskilde Bank tilpligtet at tilbagekøbe investeringsbeviserne i BankInvest Højrentelande til anskaffelseskursen.

Roskilde Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at i forbindelse med, at bankrådgiveren i 2006 anbefalede ham investeringsbeviserne i Bankinvest Højrentelande med en garanteret rente på 7 %, glemte pågældende at gøre opmærksom på risikoen i form af et muligt kursfald. Denne risiko blev han først opmærksom på i forbindelse med en forespørgsel i 2008.

Han er indstillet på at løbe en risiko ved en investering, hvis han vel at mærke er blevet gjort opmærksom herpå. Således har han accepteret, at han har tabt penge på Roskilde Bank aktier.

Investeringsaftalen fra juli 2006 omtaler ikke, at investeringen er forbundet med risiko for kurstab.

Roskilde Bank har anført, at banken ikke har ydet en fejlagtig eller mangelfuld rådgivning i forbindelse med klagerens investeringer.

Klageren har været vidende om, at der var en kursrisiko forbundet med investering i investeringsbeviserne.

Investeringen ligger inden for den risikovillighed, klageren har accepteret ved fastlæggelse af sin investeringsprofil i 2005.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Peter Stig Hansen og Erik Sevaldsen – udtaler:

Vi finder det ikke godtgjort, at Roskilde Bank har handlet ansvarspådragende i forbindelse med salg af investeringsbeviserne til klageren. Vi bemærker herved, at han i september 2005 underskrev skemaet "Profil for handel med værdipapirer for frie midler og/eller pensionsmidler", hvoraf fremgår, at klageren havde investeringserfaring med aktier og obligationer og afkrydsede en rubrik med angivelsen, at han lagde vægt på muligheden "for et højt afkast selv om kursudsving og dermed risikoen for tab er stor", ligesom han var bekendt med, at "jeg selv har risikoen, hvis en investering giver tab". Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

To medlemmer – Hans Daugaard og Troels Hauer Holmberg – udtaler:

BankInvest Højrentelande investerer i obligationer udstedt af stater og virksomheder beliggende i lande, der har en højere rente end Danmark, primært udviklingslande i Latinamerika, Central- eller Østeuropa, Asien, Afrika og Mellemøsten. Investeringsstrategien er forbundet med væsentlige valutakurs-, rente- og kreditrisici. Rente- og valutakursrisikoen er fremhævet i prospektet, hvor det er anført "at historiske afkast ikke kan anvendes som rettesnor for fremtidige afkast. Det gælder særligt i den udstrækning, at det nuværende renteniveau er lavere end det historiske renteniveau. Ydermere indebærer investering i udenlandske obligationer en eksponering til valutaer, som kan have større eller mindre udsving i forhold til danske kroner." Vedrørende kreditrisikoen fremgår det af prospekt og faktaark, at der må investeres i obligationer med en kreditværdighed på CC+ eller derover, hvilket svarer til høj kreditrisiko. Det årlige udbytte i afdelingen er ifølge vedtægterne fastsat til mindst 7 kr. pr. bevis. På den baggrund lægger vi til grund, at en investering i BankInvest Højrentelande er forbundet med høj risiko.

Banken har oplyst, at det var den almindelige anbefaling "at tilbyde denne type investeringsbeviser i virksomhedsobligationer til forsigtige investorer med lav risikovillighed, der ønskede et minimumsudbytte udbetalt løbende (minimum 7 kr. pr. bevis) i stedet for danske statsobligationer eller realkreditobligationer". På den baggrund finder vi, at det påhviler banken at godtgøre, at klager er blevet orienteret om - og har accepteret - risikoen ved en investering i BankInvest Højrentelande. Da banken ikke har godtgjort dette, stemmer vi for at klagen tages til følge.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

">a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.